Så er der rapport fra udenrigskorrespondenten!
Jeg har nu været her i lidt over en måned og har samlet tilstrækkeligt med indtryk at skrive hjem om.
Jeg har brugt lidt tid på at vurdere, hvad disse indlæg reelt skal handle om. Skal det være en rejseblog med sjove historier om Badebold, Budweiser og Barbecue eller en dybt seriøs analyse af forskellene mellem universitetet i USA og Danmark? Det ender nok med at være lidt en blanding med vægten på det sidste. Desuden er der ikke voldsomt meget ”hygge-semester” over Baylor Law. Niveauet er højt og der kræves en del. Vi er langt fra den slatne universitetskultur i Danmark. Dels er det lidt en ære at komme ind (der er 3000 undergrad-pladser om året og cirka 49.000 ansøgere) og dels betaler man selv for sin uddannelse. Dette gør, at man lægger sig i selen!
Til trods af at der er tale om et privatuniversitet, der således er afhængige af at have studerende, bliver standarderne ikke sænket og man lader ikke folk fjolle rundt. Selv hvis man har råd til at være evighedsstudent, så får man ikke lov til det. Det kan altså godt lade sig gøre uden statens beskyttende bevillinger. Det handler basalt set om at universitetet besidder akademisk stolthed og ved, at kvaliteten skal være i top når man konkurrer med andre universiteter.
Dette første indlæg får en til faktuel karakter. De følgende indlæg skal nok blive mere “frisk fyr”-agtige – og kortere.
Først beskriver jeg kort uddannelses-strukturen i USA. Dernæst hvordan jeg har fået opholdet.
Jeg opfodrer i øvrigt alle interesserede til at kommentere og spørge ind til alle aspekter omkring det at studere udenlands. Jeg skal gøre mit bedste for at svare. Spørgsmål kan stilles enten i kommentarfeltet eller på min e-postadresse: emm@konservativestudenter.dk
Strukturen i USA
Universitetet i USA er delt op i en under-graduate del og en graduate del. Under-graduate er det man ofte kalder collage. På denne del af uddannelsen, der varer 4 år, følger man forskelligartede fag. Alt fra matematik og historie til fysiske eller kreative fag. Jeg talte f.eks. med en pige der havde skiftet volleyball ud med selskabsdans!!! Der er en lang række krav til hvilke fag man skal have og hvilken type fag man kan vælge indenfor. Dette vil jeg ikke komme nærmere ind på.
Vigtigst er deres major, eller hovedfag. Det er dette fag, værende revision, statskundskab, kemi osv., som man får sin BA-grad i.
Selv om under-graduate delen fører til BA-graden kan der ikke helt sætte lighedstegn mellem denne og en dansk BA-uddannelse. I USA starter man på collage når man er omkring 18 år. Dette sammenholdt med strukturen med alment dannende fag gør, at under-graduate nok nærmere kan sammenlignes med gymnasiet, der stille og roligt fokuserer sig på hovedfaget og med tiden bliver en BA-uddannelse. En såkaldt glidende overgang.
Det er helt normalt at arbejde med sin BA i USA. Noget vi måske kunne lære lidt af i Danmark. Behøver vi virkelig at læse økonomi i 5 år for at arbejde i den bank? Behøver vi at læse statskundskab i 5 år for at arbejde i Ikast-Brande Kommunes socialforvaltning? Det mener jeg bestemt ikke! Jeg tvivler på at vi løser vores økonomiske problemer og hæver vores vidensniveau ved at dele kandidat-grader ud til alle og en hver. You can put lipstick on a pig, but it’s still a pig.
Efter under-graduate er der, ud over at arbejde, mulighed for at gå til graduate-delen. Dette svarer til vores kandidat. Dette gør man primært hvis man er yderst dygtig og/eller ser forskning som en fremtidig beskæftigelse. Desuden skal man have tiden og resurserne. Husk endnu en gang på, at man selv betaler sin uddannelse. Udover graduate-uddannelserne finders der de såkaldte professional schools. De tre mest kendte er Law School, Medical School og Business School. Sammenfattende for disse er, at de er praktisk orienterede frem for akademisk.
Yderlige kan det nævnes at en p.hd. kaldes en doctorate og giver titlen Dr. Udover denne ”lille” forskel ligner denne uddannelse i store træk den danske.
Ovenstående er selvsagt kun et groft rids af systemet, men forhåbentlig giver det lidt overblik.
Nok om strukturen, lad os tale om MIG og hvordan jeg fik min plads…
Da jeg i sin tid besluttede, at jeg ville prøve at læse i udlandet var jeg ikke i tvivl om at USA skulle være destinationen. Jeg har besøgt USA, særligt syden, flere gange og ELSKER kulturen. Amerikanere har et mere frit forhold til hvad man kan elske, i den forstand at man ELSKER cola, regn, underbetalt mexicansk arbejdskraft, tv-serier eller hvad end det måtte være.
Da jeg er skudt i fried chicken, Dr. Pepper og rodeo, er ret betaget af “the southern hospitality ” (der faktisk findes idet alle er meget imødekommende og hjælpsomme – jeg kan ikke gå 500 meter uden at nogen tilbyder mig et lift) og finder det voldsomt sejt og charmerende, at folk går med cowboyhat, støvler og pistol, var jeg ikke i tvivl om hvor jeg ville hen. Det skulle være syden eller Texas, der jo med en vis ret kan også kan kaldes syden – b.la. var Texas med i conføderationen under borgerkrigen. I Texas er man dog stadig meget stolt af at have været et selvstændigt land (Texas var selvstændigt i 8 år) og mange betragter det nærmest stadig sådan. Derfor siger jeg konsekvent “The south and Texas”.
Udover over dette, ville jeg kun af sted hvis jeg kunne finde en law school der var ligeså god eller bedre end uddannelsen i Århus. Og desuden være en uddannelse som en amerikansk arbejdsgiver ville nikke anerkendende til.
Min første tanke var Vanderbilt i Nashville, TN eller University of Texas i Austin, TX. Jeg vidste dog, at der ikke forelå nogle udvekslingsaftaler med disse universiteter, hvorfor jeg skulle arrangere og finansiere opholdet selv. Det viste sig hurtigt at dette skulle man nok have startet på mindst et år før ansøgningsfristen, hvorfor jeg hurtigt forkastede tanken.
Jeg så derefter på Juridisk Instituts samarbejdsaftale med South Texas Collage of Law i Houston, TX. Jeg var fra starten skeptisk idet alle beretninger om dette havde beskrevet opholdet som ”Badebold, Budweiser og Multiple Choice-eksamener”. En gennemgang af diverse ranglister og anmeldelser hjalp bestemt ikke på dette og tanken blev forkastet.
Næste mulighed var Internationalt Center på Aarhus Universitet. Her var valgmulighederne anderledes gode. Problemet er blot at man her må kæmpe om pladserne med alle fagområderne på Aarhus Universitet.
Under en yderst indirekte udvekslingsaftale fandt jeg Baylor. Aarhus Universitet er med i et netværk kaldet Utrect. Baylor er med i et netværk kaldet MAUI. Utrect og MAUI har en udvekslingsaftale hvorunder der var og er to pladser på Baylor. Altså to pladser til hele Utrect netværket der dækker hele Europa og alle fagområder.
Jeg var dog fast besluttet på at forsøge. Baylor ligger i Waco, TX en ”lille” by (100.000) midt imellem Dallas og Austin. Så det blive dårligt mere texansk. Byen er mest kendt for universitetet, at være hjemsted for Dr. Pepper sodavanden og “Waco-massakren”. Det sidste kunne man godt være foruden, men ellers en fin by. Law Schoolen er yderst anerkendt (rangeret omkring nr. 50) i USA. Universitet er baptistisk og kristendommen fylder meget. F.eks. er der indhugget bibelcitater i fortovene på campus, og ledelsen er delvist udpeget af baptist-forbundet. Altså var der tale om en rigtig god law school i Texas og sågar kristen.
Altså ansøgte jeg og ventede i spænding… Og jeg ventede… Endelig fik jeg at vide at jeg havde fået en plads via MAUI-natværket! Men at jeg først om en måned ville få at vide hvorvidt jeg kom ind på Baylor. Netværket fungerer sådan, at man prioriterer tre universiteter. Man er således ikke sikker på at få første prioriteten. Så jeg ventede…
Da jeg endelig fik pladsen, blev jeg meddelt, at Law Schoolen ikke som sådan var en del af aftalen, hvorfor jeg skulle ansøge separat til denne. Pengene var på plads, men en uddannelse som Baylor Law lukker altså ikke bare folk ind.
Jeg påbegyndte en lang proces med motiveret ansøgning et utal af formularer, karakterer, bank-garanti osv. altsammen i eksamensperioden. Jeg fik det hele strikket sammen og sendt afsted. Men tiden var ved at blive knap. For at få studievisum til USA skal man nemlig have en såkaldt I-20 formular fra det universitet hvor man skal studere. Dette kunne ikke udfærdiges før Law Schoolen havde optaget mig. Så jeg ventede, nu med koldsved. Jeg havde intet visum, ingen bolig i USA og vidste i det hele taget ikke om jeg ville komme af sted.
Jeg blev dog optaget og I-20-formularen blev sendt. Da jeg vedtog den skyndte jeg mig at lave min visum ansøgning (det er i øvrigt lidt af en proces). Som en del af ansøgningen skal man til samtale på den amerikanske ambassade og - lang historie kort – kunne jeg på dette fremskredne tidspunkt ikke komme til samtale før to uger efter semesterstart. Dette ville altså betyde, at det hele ikke ville blive til noget…
Heldigvis lykkedes mig at få en nød-aftale, hvor jeg blev interviewet i 1 minut af en mand iført et stars and stripes slips. Tænk at man skal køre hele vejen til København for det…
Jeg modtog mit visum 4 dage før flyet til Dallas lettede! Ansøgningsprocessen var således en smule besværlig. Jeg håber ikke at dette er tilfældet for alle.
Nu er dette, lidt tørre, indlæg blevet mere end tilpas lang. Enhver er som sagt velkommen til at stille spørgsmål, ligesom jeg gerne uddyber det ovenstående om det at arrangere et udlandsophold, hvis det skulle have interesse.
Næste gang vil jeg give et lille indblik i dagligdagen i Texas samt tage fat på den konservative studietradition der hersker herovre. Jeg vil desuden skrive lidt om den lidt mystiske sammenblanding af uddannelse og eliteidræt der praktiseres.
Nyeste kommentarer