Det er måske en tand for groft, ville en sige. Er det ikke snarere formand Mao, som rektorat, bestyrelse og dekanat har lært af? Det var jo trods alt Maoismen, der prædikede doktrinen om den evige revolution, som i dag har fundet udtryk i den såkaldte Faglige Udviklings proces, der i sit inderste væsen er et udslag af en sådan forblindet tro på revolutionære administrative foranstaltninger udøvet i et sådant tempo, at intet kan slå rod. Jo det kan være meget rigtig, at det i virkeligheden er formand Mao, der har inspireret universitetets øverste ledelse. Maoismen var jo også væsentlig mere populær blandt studentermarxisterne end den noget mere støvede stalinisme nogensinde blev det!

Når jeg nu alligevel vil pege på, at også Stalin må have inspireret til visse sider af administrationens revolutionære drejebog, skyldes det de mange forflytninger, som i den kommende tid skal foretages. Alle humanister rives op med rode og samles i Nobelparken, juristerne flytter fra Jura, økonomerne fra økonomi, Handelshøjskolen fra handelshøjskolen. Naturvidenskab får vist lov til at blive, hvor de er, men det skyldes sikkert, at deres maskiner er for tunge og for dyre til at flytte. Revolutionen har jo dog sine pragmatiske sider.
Det er denne riven alting op med rode, som synes influeret af Stalin, der i sin tid som østlig despot rykkede rundt på adskillige folkeslag i sit sovjetiske rige. Her tænkes ikke kun på politiske fanger og dissidenter, som i stort tal sendtes til Sibirien, også hele folkeslag deporteredes. Hvorfor? Fordi Stalin forstod, at han ved at rive en kultur op med rode og omplante den, ville nedbryde de magtstrukturer, der knyttede sig dertil og som kunne tænkes at stå i opposition til hans autokratiske regime. Han orkestrerede på baggrund af sin politiske paranoia adskillige folkevandringer, som de deporteredes efterkommere stadig betaler prisen for.

Dette er jo helt lig situationen på Aarhus Universitet. Lad os for et øjeblik glemme de helt overfladiske ligheder mellem sovjetdiktaturet og AU, såsom at begge foregøglede et demokrati, men i virkeligheden var/er despotier, eller at det for begge regimer synes en dyd at centralisere så meget af administrationen som muligt, planlægge alting ned til mindste detalje og belemre studerende og forskere med bunkevis af administration og bøvl. Alt dette ser vi bort fra. Når alt kommer til alt, har AU jo intet Gulag. (Selvom man da kan frygte, hvordan ledelsen vil udnytte sine nyligt erhvervede grønlandske forskningstationer!)

Men selve deportationsstrategien synes at være skrevet af efter den store folkeforflytter. For det er præcis de samme tanker, som ligger bag. Alle skal flytte, fordi man fra de centrale ledelsers side (universitets og fakultetsniveau) frygter eksistensen af konkurrerende decentrale magtstrukturer, men frygter eksistensen af stærke, autonome fagmiljøer, fordi man ved, at der dertil knytter sig identitet, og som enhver konservativ ved, er identitet en sten i skoene for de magthavere, der bedst udøver deres magt, når de kan få folk til at makke ret i et og alt. Derfor skulle institutterne fusioneres, derfor skal de nu flyttes. Enhver rest af rødder og tradition skal væk, fordi de står i vejen for revolutionen.

Ingen latterlighed er her for stor. Se nu blot på teologerne, der har brugt enorme summer på for nylig at modernisere deres bygning på Tåsingegade, hvor der er kommet helt ny kantine, helt nyombygget bibliotek og et helt nyt studieområde. Alt det sløjfes og inddrages af administrationen, mens teologi gøres til et ansigts og identitetsløst anneks til resten af kulturvidenskab (undskyld Arts). og således rykkees alt op med rode og dyrebare erfaringer, længe plejet samfølelse smides på historiens køkkenmødding alt sammen i effektivitetens navn.

I Konservative Studenter tror vi ikke på denne kurs, men kæmper for faglig selvstændighed, øget frihed til de studerende, en kamp for det sprog, som ledelsen også vil skrotte og et levende campusmiljø uden deportationer og stadig ødelæggelse af de studerendes studiemiljø.

For reformen er et resultat af en tyrkertro på tværfaglighedens velsignelser og omstruktureringen gennemføres med det mål for øje at nedbryde faggrænser og skabe møder mellem forskellige former for viden. Dermed afslører reformen dog, at dens arkitekters viden om, hvordan der skabes ny viden inden for forskningen, er yderst begrænset. Mens drømmene om tværfagligheden blomstrer, er der meget, der tyder på, at den egentlige faglighed er under pres. For et universitet er det en alvorligt sag, for dermed er netop dets internationale position som videnskabelig forsknings og formidlingsinstitution ved at blive undergravet.

Forleden bragte Politiken et opråb fra en respekteret middelalderhistoriker på universitetet. Lektor, dr. Phil. Anders Bøgh. Han er en af dem, der har studset over tankerne i den nye reform, såvel som den egenrådige måde, som disse tanker er blevet gennemført på.:

”Tværfaglighed eller det nysproglige udtryk interdisciplinaritet skal nu i højsædet. Det er angiveligt i grænseområdet mellem fag, at det nye opstår. Derfor skal vi være 165 forskere i ét institut. Og derfor skal der bruges masser af gode skattekroner på at flytte rundt på folk og fæ, så vi alle sammen kan komme til at gå op og ned ad hinanden. Det bliver noget af en mammutopgave at samarbejde med alle disse mennesker om forskningsprojekter. Eller at finde frem til dem, som den alvidende ledelse helst ser, at jeg samarbejder med.”

Det er ikke det tværfaglige arbejde som sådan, Dr. Bøgh angriber, men dette at tværfagligheden med den nye reform bliver noget, der skubber fagligheden ud i kulden, underkuer den og ser skævt til den, der i tidens storm vælger at opretholde sin faglighed. Den der vil stå ved sit fags videnskabelige standard, bliver nemt at opfatte som den kværulerende idiot i en tid, hvor parolen byder en at nedbryde disse skranker.

Der synes at være noget næsten romantisk over ledelsens forsøg på at skabe samtale mellem forskellige vidensformer i dag. For i de sidste 200 år har videnskabens vækst været ledsaget af en øget differentiering. Engang var vi alle teologer og filosoffer, i dag er alle forskere nærsynede fagnørder, specialister, der ikke ved, hvad der sker uden for deres eget felt. Dette skal man naturligvis begræde, men kommer man i sidste ende ude om, at denne nærsynethed er en naturlig følge af forskningens specialisering? Kan universitetets ledelse vende en så fundamental historisk udvikling? Eller er det netop bare farlige drømme, som den har ladet sig besnære af.

Det tværfaglige arbejde foregår allerede i dag på landets universiteter. Samme Dr. Bøgh skriver som eksempel:

”Hidtil har jeg fint kunnet lave forskning sammen med geologer, arkæologer, etnologer, kunsthistorikere og (naturligvis) folk fra mit eget fagområde, historie, uden at de var ansat ved samme institut som jeg; de fleste er endda ansat ved andre institutioner end Aarhus Universitet .”

En forsker er typisk tilknyttet en række vidt forgrenede netværk. Netop fordi man søger en særlig indsigt, så må man også løfte sit blik fra den lokale sammenhæng og indgå i internationale netværk. Vi er her langt fra ledelsens tågede idé om viden, som noget der opstår ved mødet ved kaffeautomaten. Den form for naivitet afslører, at ledelsens tiltag ikke bygger på viden og ansvarlighed, men at vi her har at gøre med tro. En idealistisk tro på tværfagligheden, hvis bagside er en kynisk ringeagt over for fagligheden og som både på forsknings- og undervisningsplan, nu gør klar til at give den dødsstødet.

At tro at denne tro kun giver sig udslag i universitetsreformen er imidlertid fejlagtig. I næste artikel i denne serie, skal vi se på, hvorledes studierne undergraver deres egen faglighed uden hjælp fra universitetets ledelse.

Som dagens politiske højdepunkt blev vi gæstet af MF Rasmus Jarlov fra Det Konservative Folkeparti, der talte om uddannelsespolitik og taxameterpenge. Især det sidste blev genstand for mange spørgsmål og en del kritik fra salen, der så taxameter-systemet som en forringelse af uddannelsernes niveau og faglighed. Alt i alt en interessant politisk debat, hvor Rasmus Jarlov tog den fremførte kritik seriøst.

Dagen afsluttedes med personvalgene, hvor der over hele linjen var fredsvalg. Der blev genvalg til landsformand Nicolaj Bang fra KS i Århus, der som næstformand får Maria Svejdal fra Odense KS. Derudover består det nyvalgte forretningsudvalg af Trine Imer Kappel og John Linaa Holbøll fra Aalborg KS samt Mikkel Rosenvold fra København KS.

Efter afslutningen af den formelle del af landsrådet stod den på festmiddag på Nordens Folkekøkken, hvor vi i perfekte lokaler fik serveret en udsøgt tre-retters menu med tilhørende vinmenu. Som et af de mere kuriøse indslag kan forretten nævnes, der var farvet af blæksprutteblæk – hvilket medførte stor fornøjelse, indtil det gik op for selskabet at ens egne læber og tænder var lige så sorte som de andres, man grinte af. Samlet set en fantastisk oplevelse, og noget nær den perfekte ramme for en landsrådsmiddag.

Herefter fortsatte festen til den lyse morgen – for de, der kunne holde ud så længe – med dans og diverse løjer i Wilstersgade. Dagen efter kunne vi trætte, og måske med en smule ondt i hovedet, se tilbage på et vellykket landsråd med forhåbninger om et godt kommende år for Konservative Studerendes Landsorganisation.

Det hele er dog også meget ærgerligt. For selvom studenterparlamentet er en mærkesag, så har vi jo andre mærkesager. Og i de følgende dage vil jeg koncentrere mig om dem.

En mærkesag, som jeg længe har interesseret sig for, og som måske er foreningens ældste mærkesag, er forbedringen af forholdene for studerende med børn på AU. Det er jo åbenlyst et misforhold mellem det, at man på den ene side gerne ser, at studerende allerede i studietiden stifter familie og så det, at dette på mange måder er vanskeligt. Særligt børnepasningen har vist sig at vær et problem. Pasningsordningerne i Århus er på mange måder ufleksible, de egner sig bedst til folk, der har et stort behov for børnepasning dvs. familier, hvor begge forældre har fuldtidsarbejde. Selv med den modulordning som blev gennemført med borgerlige stemmer og som skulle give større fleksibilitet, må man som studerende erkende, at denne fleksibilitet ikke er opnået. Derfor har vi igennem flere år arbejdet på at skabe en ordning, der tager hånd om de studerendes problemer.

Her skal der lige nævnes et par ord om hvordan vi mener, man bedst driver studenterpolitik, ja politik i det hele taget.

Vi hører ofte fra Studenterrådet, at de politiske lister er usynlige mellem valgene og at kun Studenterrådet taler de studerendes sag. Jeg vil godt her igen rose det arbejde, som gøres ude i fagrådene, men også bemærke, at det jo netop er dem, der er synlige og ikke Studenterrådet som sådan. Jeg tror at alle listerne på AU, fra os til Studenterrådet har et problem med synlighed. Ja jeg tror studenterpolitik i det hele taget er en overset affære. Nogle mener, at man skal skabe resultater gennem aktivisme. Dette var f.eks. det venstreorienterede studenterpolitiske Humboldt-initiativs holdning, da de i 2005 besatte Institut for filosofi og idehistorie, og i dag er det vist også Studenterrådets holdning, idet man har forsøgt at få indflydelse på den faglige udviklingsproces ved demonstrationer. Resultaterne er få. I KS arbejder vi på en lidt mere ”kedelig” måde. Vi bedriver politik. Vi netværker, vi laver lobbyarbejde, vi arbejder gennem vores kontakter, som strækker sig over forskere og meningsdannere, til politikere i byrådet, regionen, folketinget ja sågar den nuværende konservative forskningsminister. Vi råber ikke, vi taler. Vi besætter ikke, vi besøger de rette folk. Det er uheroisk. Det stjæler ikke overskrifter. Prisen er usynlighed. Men resultaterne er nogle gange, når det lykkes for os til at tage at føle på.

Børnepasningssagen er en af disse tilfælde. Først lykkedes det os at gøre vores politik til den konservative byrådsgruppes i Århus Byråd. På den måde blev der foreslået et særligt studenter-modul i modulpasningsordningen. Siden har vi gennem vores kontakter til forskningsministeren også fået det gjort til ministeriel politik. Det er nu faktisk muligt at lave en børnepasning på universitetet, fordi ministeren har givet mulighed for nebengeschæfter. Det er et stort skridt på vejen. Nej vi er ikke ved vejs ende endnu. Problemet er ikke løst, men med din stemme kæmper vi videre for en socialt ansvarlig, familieorienteret politik, der giver plads til at forene det familieliv og det studieliv, der må være fremtidens byggesten. Du kan læse mere om vores konkrete forslag her: http://www.konservativestudenter.dk/2010/bornepasning/