- Et foredrag om sproglige holdninger og mangel på samme

Det danske sprog er truet fra flere kanter. På universitetet taber sproget domæner til engelsk, den almindelige sprogbrug er præget af sjusk og mangel på sproglige evner. Engelske låneord importeres med skræmmende hastighed, og selv de mest [...]]]>  Konservative Studenter afholder årets 2. Critique foredrag

- Et foredrag om sproglige holdninger og mangel på samme

Det danske sprog er truet fra flere kanter. På universitetet taber sproget domæner til engelsk, den almindelige sprogbrug er præget af sjusk og mangel på sproglige evner. Engelske låneord importeres med skræmmende hastighed, og selv de mest gængse sproglige vendinger går tabt i processen. Retorikeren Christian Nicholas Eversbusch fra modersmålskredsen gør i sit foredrag op med holdningsløsheden til det danske sprog og hævder nødvendigheden af et konservativt forsvar for sproget, idet han siger
- Konservatisme uden et modersmål? Umuligt!
- Et modersmål uden konservatisme? Ulideligt!

Tid: kl. 14.00 mandag d. 4/5

Sted: mødelokale 2 ved stakladen

foredraget er gratis og der er gratis øl og vand

Søren Krarup angriber i dette foredrag den danske kulturs tilstand. En tilstand, der i i høj kan tilskrives, at dels Socialdemokratiet under Jens Otto Kragh udviklede sig fra at være et bredt folkeligt parti til at gengive kulturradikalismens synspunkter, dels at Det Konservative Folkeparti i efterkrigstiden undlod at være konservative, hvormed de ifølge [...]]]>

Søren Krarup angriber i dette foredrag den danske kulturs tilstand. En tilstand, der i i høj kan tilskrives, at dels Socialdemokratiet under Jens Otto Kragh udviklede sig fra at være et bredt folkeligt parti til at gengive kulturradikalismens synspunkter, dels at Det Konservative Folkeparti i efterkrigstiden undlod at være konservative, hvormed de ifølge Krarup svigtede deres Rolle.

 Tid: Mandag d. 10. November kl. 16.00

Sted: Preben Hornung Stuen, Stakladen 

Arrangementet er gratis.

Det lyder nu fra den hårde kerne af ungdomshusets forkæmpere, at man er træt af militante aktioner som ikke virker – fremover vil man overveje personoverfald, brandattentater eller kidnapninger mod f.eks. Ritt Bjerregaard eller Ruth Evensen

For det første vil det næppe føre resultater med sig, at man nu proklamerer sig som værende [...]]]>

Det lyder nu fra den hårde kerne af ungdomshusets forkæmpere, at man er træt af militante aktioner som ikke virker – fremover vil man overveje personoverfald, brandattentater eller kidnapninger mod f.eks. Ritt Bjerregaard eller Ruth Evensen

For det første vil det næppe føre resultater med sig, at man nu proklamerer sig som værende en terrororganisation.

For det andet vil den uforståelige folkelige opbakning, som denne ekstreme venstreorienterede bevægelse trods alt har haft, forsvinde som dug for solen.

For det tredje, så ser vi endelig nøjagtig hvad al snakken om tolerance og plads til forskellighed virkelig betyder: ”Underlæg jer vores krav, eller find jer i vold, brand og frihedsberøvelse”.

Ungdomshusets sag formåede at samle over 12 millioner ind til at købe Jagtvej 69, men i stedet for bruge disse midler til at købe et andet hus, kræver man nu, at samfundet skal forære dem et nyt. Man ønsker med andre ord, at det samfund som man afskyer og ønsker at omvælte skal betale for en ydelse man i virkeligheden selv kan købe – Det er en uforståelig logik der ligger bag disse krav.

En blog som støtter ungdomshuset skriver følgende:

”Hvornår beslutter jeg mig for, at mine medmennesker er blevet forført, og derfor ikke er i stand til, på fornuftig vis, at anvende deres demokratiske ret?”

Bemærk, at der ikke tales om hvornår demokratiet er sat ud af kraft, men om hvornår jeg beslutter mig for, at folk ikke længere er i stand til at forvalte deres frihed – hvornår jeg som en oplyst enevældig kan tage magten og skabe det gode samfund, som pøblen så åbenlyst ikke er i stand til.

Ironisk nok citerer skribenten et andet sted på siden Goethe:

Følg ham der søger sandheden, flygt fra ham der har fundet den, eller slet ikke søger

(Denne artikel er også bragt på www.x-bang.dk)

De har naturligvis [...]]]>
Landet rundt, men primært på universiteterne, hører vi fra tid til anden en sagte røst fra forskerstaben der siger, at forskningsfriheden sættes over styr. Røsten siger, at man fra regeringens side går ind og definerer hvilke forskningsområder, der skal lægges mest vægt på og dermed også postes flest penge i.

De har naturligvis ret. Det er utroligt bekymrende.

Dog er det imidlertid ikke ualmindeligt, at staten blander sig i forskernes hverdag. Det finder vi højst uheldigt. Det vil nemlig være således, at Aarhus Universitet vil komme til at få over 10 % af sine samlede forskningsmidler fra såkaldte ”myndighedsopgaver” – altså opgaver på bestilling fra staten i form af sektorforskning, der kan hemmeligholdes af saten, hvis den ikke kan lide resultaterne.
Fra statens side er man bange for, at forskningsfriheden medvirker til at der forskes i emner, der enten ikke kan bruges i verden omkring os eller i værste fald ikke engang kan bruges af andre forskere.

Jeg kan godt forstå synspunktet, men jeg vil stadig mene, at man vender skuden på farlig kurs, når både regering og opposition vil have stadig større indflydelse på forskningsmidlernes fordeling. Alene risikoen for, at politikerne favoriserer enkelte områder er en belastning for den danske forskningsverden. For siden hvornår har politikerne været de bedste til at vurdere, hvor der er størst potentiale for forskningsmæssige gennembrud i fremtiden?

Af frygt for, at forskningsfrihed fører til forskning af ringe kvalitet m.v., har man derfor udbygget det planøkonomiske system, gennem hvilket universiteternes midler fordeles. Det er et system, hvor alle forskere får samme grundbeløb for den forskning de udfører og hvor særlige puljeordninger skal henlede forskernes opmærksomhed på (for politikerne) særligt spændende områder.

Set med systemets briller er det måske ikke så bekymrende endda: Man bliver styret og det kan man lide –for det sker jo hele tiden. Men når resultatet bliver, at man omfordeler midler til forskningsområder, der alligevel ville være blevet forsket i fordi de er relevante samt at dårlige forskere tilpasser deres forskningsområde til tidens politisk-økonomiske luner, ender vi med at anspore til ukreativitet og pengepugeri.

Men vi kunne også vælge at gå en anden vej! Man kunne erstatte den (politiske) styring med markedet:
Lod man samtlige forskningsmidler gå ud i fri konkurrence og tilmed belønnede den enkelte forsker og dennes institut efter kvaliteten*, ville vi stå med et system, hvor kreative mennesker ville forske i det, de er bedst til – til fordel for både dem og samfundet.

Med de rette incitamenter vil folk forske i områder, hvor de kan bidrage med noget nyt, indenfor et område der interesserer dem selv og deres omverden. Og er det ikke også det, god forskning handler om?

* En indikator blandt mange andre for dette er antallet af citationer eller artiker i anerkendte magasiner, der med al tydelighed viser, at forskningsresultaterne får liv i anden forskningsmæssig sammenhæng. Der er i sig selv meget forskning indenfor dette felt.

Ifølge [Socialdemokratiets] økonomiske nestor, Mogens Lykketoft, er det meget sandsynligt, at den offentlige vækst vil stige til samme niveau, som under Poul Nyrup Rasmussen, hvilket er et markant løft i forhold til væksten under den nuværende VK-regering.

Desuden er landets største oppositionsparti villig til at åbne op [...]]]> Så ved vi hvor vi har Socialdemokraterne:

Ifølge [Socialdemokratiets] økonomiske nestor, Mogens Lykketoft, er det meget sandsynligt, at den offentlige vækst vil stige til samme niveau, som under Poul Nyrup Rasmussen, hvilket er et markant løft i forhold til væksten under den nuværende VK-regering.

Desuden er landets største oppositionsparti villig til at åbne op for arbejdskraft, hvis den offentlige sektor mangler hænder i fremtiden.

Socialdemokraterne har indtil nu holdt kortene tæt ind til kroppen, hvad angår væksten i det offentlige forbrug.

I partiets seneste finanslovsoplæg står der ingenting om, hvor høje de offentlige vækstrater skal være i de kommende år, men i et interview med Information lægger Mogens Lykketoft ikke skjul på, at partiet højst sandsynligt vil lægge sig på 90′er-niveau.

De sidste seks år under Nyrup voksede det offentlige forbrug med 2,3 procent om året. I de seneste seks år under Fogh har væksten i gennemsnit ligget på 1,3 procent om året, hvis man regner finansloven for 2007 med.

Nu snakker vi jo kun om “meget sandsynlig[e]” nyinvesteringer i det offentlige. Måske skulle Lykketoft prøve at holde mund et øjeblik, sætte sig i sin Børge Mogensen stol – eller hvad han nu har i sit hjem – og læse CEPOS’s rapport: “Den næste velfærdskontrakt”.

Der er opstået et voksende gab mellem den velfærd, der efterspørges og leveres. Det har skabt et pres, og politikerne er ved at bukke under for dette pres. Konsekvensen på kort sigt er, at risikoen for en overophedning af dansk økonomi øges. På lang sigt vil udvidelsen af den offentlige sektor medføre tab af vækst, velstand og konkurrenceevne. Derfor er det helt afgørende, at der skabes ny kontrakt eller forståelse mellem politikere og befolkning om fremtidens velfærd. Forståelsen må baseres på, at væksten i fremtidens velfærd i stigende grad skal finansieres ud af folks egne lommer i et samspil med en offentligt finansieret grundydelse, der fastlåses på det nuværende serviceniveau. I denne analyse skitseres hovedtrækkene i den næste velfærdskontrakt.

Læs det hele på CEPOS’ egen hjemmeside (PDF).

Mit eget yndlingscitat er:

Glistrups arvtagere i Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti fik i 1998 knap 10 pct. af stemmerne. Den nyfascistiske højrefløjs succes [...]]]> Ja – selvom nyheden er nogle dage gammel, skal vi da lige have et par citater fra “skolebogskrisen”, der rullede efter at Bertel Haarder udtalte sig om bias i visse skolebøger.

Mit eget yndlingscitat er:

Glistrups arvtagere i Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti fik i 1998 knap 10 pct. af stemmerne. Den nyfascistiske højrefløjs succes synes altså at være et fælles europæisk fænomen.

Med et smil på læben kunne man jo sige “priceless“. For som det satire det nu engang med al tydelighed er, er det sjovt – omend set før.
Som lærebog er det imidlertid pinligt. Gregers Friisberg, der har skrevet det, burde selvfølgelig have haft blot en lille smule respekt for de unge mennesker, der skal bruge hans bog og lære af den. At der er tale om et politisk indlæg kan der ikke være tvivl om – at indlæget har fundet sin vej ind i klasselokalerne er bare ynkeligt.

Og siden hvornår har man kunne sætte lighedstegn mellem facisme og xenofobi? For jeg går da ud fra, at det er xenofobien der henvises til. Facisme handler om anti-liberalisme, anti-kommunisme og militarisme.
Hvor svært kan det være, at holde sig til fakta? Men går i skole for at lære – ikke for at blive indoktrineret med en debatbog, der er forklædt som lærebog.