Foredraget finder sted mandag  den 14. november · 16:00 – 18:00 i Studenternes Hus, mødelokale 2, og er naturligvis gratis.

I Konservative Studenter vil vi naturligvis ikke ødelægge den ensrettede politiske idyl på universitetet, for vi vægter jo studiemiljøet højt. Vi vil heller ikke gå ud og anbefale noget enkelt parti eller nogen enkelt kandidat. Vi vil dog alligevel gøre opmærksom på, hvad det betyder for de studerende, hvis socialisterne vinder valget:

En rød valgsejr vil resultere i:

• skattesmæk til højtuddannede
• uddannelsespant
• ringere jobmuligheder
• politisk dikterer forskning
• dårligere undervisning og ringere forskning

1) Skattesmæk: Danmark har verdens højeste skattetryk, og en væsentlig årsag hertil er den høje topskat, der ikke bare rammer ”de rige” men en væsentlig del af landets befolkning, herunder især de højtuddannede. Dette betyder, at gevinsten ved at tage en lang videregående uddannelse i Danmark er ringere end andre lande, og er med til at holde uddannelsesniveauet nede. Faktisk har en undersøgelse fra OECD vist, at der er en stærk sammenhæng mellem andelen, der tager en videregående uddannelse og skattetrykket. I lang tid lovede venstrefløjen skattestop, men nu lover de skattestigninger for at finansiere deres valgløfter, ud over det anførte betyder det også, at de få, der alligevel vælger at tage en lang videregående uddannelse i rigt mål rejser til udlandet.

2) Uddannelsespant: Nu har Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti imidlertid opdaget, at deres skattepolitik driver højtuddannede og vækstskabende mennesker ud af landet. Man taler endog om en hjerneflugt. Deres løsning er ikke at sænke skatterne, men derimod at opkræve en uddannelsespant, som betyder at man skal betale sine ”skolepenge” tilbage, hvis man er dygtig nok til at få et job i udlandet. Man kan kun gisne om, hvor venstrefløjen får den slags ideer fra, men i hvert fald har det været prøvet et sted før nemlig i det kommunistiske Østeuropa, nærmere bestemt i Rumænien. Venstrefløjen afviser naturligvis enhver sammenligning, men mon ikke de hellere skulle udtænke reformer, der ville gøre dette samfund mere attraktivt for højtuddannede.

3) Ringere jobmuligheder: Mange studier er præget af høj arbejdsløshed, dette gælder ikke mindst humanisterne. Imidlertid lykkedes det at sænke arbejdsløsheden betragtelig i løbet af de seneste 10 år. Dette skyldes ikke så meget, at der er kommet flere stillinger i det offentlige, som at der har været gang i hjulene og stor efterspørgsel på højtuddannet arbejdskraft i den private sektor. Sammenhængen er åbenlys for folk med strengt erhvervsrettede uddannelser, men også for humanisterne har man kunne konstatere, at en række jobmuligheder har tilbudt sig i den private sektor som følge af væksten. Venstrefløjens politik, som kan opsummeres i skattestigninger, reformangst og øget gældsætning vil imidlertid stække den i forvejen hårdt prøvede vækst. Der er ikke brug for flere skatter og vækst i det offentlige, hvis der skal gang i Danmark igen, men derimod privat vækst, som bedst opnås ved at sikre de rigtige rammebetingelser i form af ordnede forhold og rimelige skatter.

4) Politisk forskning: Et nyt aspekt i venstrefløjens politik er at jage borgerlige forskere ud fra universitetet. Særligt Socialdemokraterne har slået på denne politik og Nick Hækkerup har sagt, at universiteterne skal gennemgås med en tættekam og midlerne til de borgerlige forskere, som Hækkerup kalder statsstøtte til debattører skal fjernes. Det man fjerner med tættekamme er lus, men vi mener ikke, at politikerne har ret til at sætte sig til doms over forskningen og kalde politiske modstandere for lus. Derfor vender vi os meget skarpt mod venstrefløjens angreb på forskningsfriheden.

5) Dårligere kvalitet i forskning og undervisning: Et universitets kvalitet afhænger i høj grad af kvaliteten af dets undervisere og forskere. God undervisning er med til at sikre et godt studiemiljø for de studerende og god forskning er med til at trække de bedste hoveder til universitetet. At have et godt universitet kræver altså, at man kun ansætter de mest kvalificerede. Dette er venstrefløjen modstandere af, idet de har forskrevet sig til en feministisk ligestillingsideologi, som vil give særrettigheder til udvalgte grupper. Vi mener hverken køn eller en kvalifikation eller en diskvalifikation og vi går stærkt ind for at bekæmpe enhver form for diskrimination, men vi vender os mod positiv særbehandling, når den betyder at ringere kvalificerede bliver sat forrest i køen for at leve op til kravet om total ligestilling. Dårligere kvalificerede undervisere betyder dårligere undervisning, og dårligere forskning betyder mindre prestige for universiteterne.

Af alle de grunde – og der er sikkert flere – stemmer Konservative Studenter NEJ! til den røde blok og ja til en fremsynet samfunds- og universitetspolitik til gavn for de studerende og for det danske samfund i det hele taget.

Lars Barfoed fik med succes manet en række fordomme om konservativ politik til jorden – og mon ikke nogle studerende fik lidt ekstra perspektiv på nogle af de problemstillinger, valget drejer sig om. Om ikke andet kan vi nu i Konservative Studenter se tilbage på et af vores mest velbesøgte og succesfulde arrangementer meget længe.

Senere bragte TV2 et kort indslag om debatten, der kan ses i sin helhed på følgende link: http://nyhederne.tv2.dk/video/index/id/43209222/ Et par skærmbilleder fra indslaget:

“Siden systemskiftet, som den borgerlige valgsejr i 2001 er blevet betegnet, har Danmark været midt i en kulturkamp, i hvert fald hvis man skal tro begge sider af det politiske spektrum. Men det er symptomatisk for den såkaldte kulturkamp, at den ikke har været effektiv netop på kulturens område; om noget synes det, at billedet af en kulturel overklasse, der definerer sig i skarp modsætning til den brede befolkning står tydeligere end nogensinde.”

“Den kultur, vi lever i, kan ikke skabes eller genskabes i nuet af den ideologiske kulturforståelse, der altid lader det politiske gå forud for analysen og dermed tilsidesætter værket. Netop fordi kulturen er det fælles, historiske grundlag, vi altid-allerede står på, er skellet mellem det høje og det lave vigtigt, fordi det lader os forstå hvad der er modsat den ideologiske kritiks hvad der burde være.“

I dag udkommer forordet, mens første artikel følger i morgen. Derefter vil der udkomme én artikel månedligt. Tidsskriftet kan findes på http://critique.ksaa.dk/replique/.

“De studerende har afsløret virkeligheden. De kalder universitetet ’skolen’, og de går i en klasse, og de har lektier for. De vil helst ikke have bøger, for de er dyre, og derfor får de alt, hvad de skal have som pdf-filer eller i form af det skandaløse kompendium.”

Også forskningsfriheden er ifølge Hauge et overstået kapitel; bøgerne er blevet kastet bort til fordel for artikelproduktion – selvom ingen gider læse artiklerne. Overordnet er der ved at ske en homogenisering af forskningen: Humaniora bliver som naturvidenskab, og peer-review funktionen betyder forskningsmæssig konsensus.

“Vi frarådes at skrive bøger. Artikler foretrækkes og helst på engelsk. Igen skal det være som i den naturvidenskabelige forskning. Vi skal skrive i flok eller team. Hvorfor? Det ved ingen, men sådan gør lægerne.

Humanioras kendemærke var dissens, men nu tvinges vi til konsensus – igen ligesom i naturvidenskaberne. Den klassiske modsætning mellem de to kulturer, mellem åndsvidenskaber og naturvidenskaber, forsøges med andre ord ophævet.”

Hele Hauges indlæg er at finde på Politiken: http://politiken.dk/debat/ECE1365734/der-er-gaaet-mcdonalds-i-universitetet/

For reformen er et resultat af en tyrkertro på tværfaglighedens velsignelser og omstruktureringen gennemføres med det mål for øje at nedbryde faggrænser og skabe møder mellem forskellige former for viden. Dermed afslører reformen dog, at dens arkitekters viden om, hvordan der skabes ny viden inden for forskningen, er yderst begrænset. Mens drømmene om tværfagligheden blomstrer, er der meget, der tyder på, at den egentlige faglighed er under pres. For et universitet er det en alvorligt sag, for dermed er netop dets internationale position som videnskabelig forsknings og formidlingsinstitution ved at blive undergravet.

Forleden bragte Politiken et opråb fra en respekteret middelalderhistoriker på universitetet. Lektor, dr. Phil. Anders Bøgh. Han er en af dem, der har studset over tankerne i den nye reform, såvel som den egenrådige måde, som disse tanker er blevet gennemført på.:

”Tværfaglighed eller det nysproglige udtryk interdisciplinaritet skal nu i højsædet. Det er angiveligt i grænseområdet mellem fag, at det nye opstår. Derfor skal vi være 165 forskere i ét institut. Og derfor skal der bruges masser af gode skattekroner på at flytte rundt på folk og fæ, så vi alle sammen kan komme til at gå op og ned ad hinanden. Det bliver noget af en mammutopgave at samarbejde med alle disse mennesker om forskningsprojekter. Eller at finde frem til dem, som den alvidende ledelse helst ser, at jeg samarbejder med.”

Det er ikke det tværfaglige arbejde som sådan, Dr. Bøgh angriber, men dette at tværfagligheden med den nye reform bliver noget, der skubber fagligheden ud i kulden, underkuer den og ser skævt til den, der i tidens storm vælger at opretholde sin faglighed. Den der vil stå ved sit fags videnskabelige standard, bliver nemt at opfatte som den kværulerende idiot i en tid, hvor parolen byder en at nedbryde disse skranker.

Der synes at være noget næsten romantisk over ledelsens forsøg på at skabe samtale mellem forskellige vidensformer i dag. For i de sidste 200 år har videnskabens vækst været ledsaget af en øget differentiering. Engang var vi alle teologer og filosoffer, i dag er alle forskere nærsynede fagnørder, specialister, der ikke ved, hvad der sker uden for deres eget felt. Dette skal man naturligvis begræde, men kommer man i sidste ende ude om, at denne nærsynethed er en naturlig følge af forskningens specialisering? Kan universitetets ledelse vende en så fundamental historisk udvikling? Eller er det netop bare farlige drømme, som den har ladet sig besnære af.

Det tværfaglige arbejde foregår allerede i dag på landets universiteter. Samme Dr. Bøgh skriver som eksempel:

”Hidtil har jeg fint kunnet lave forskning sammen med geologer, arkæologer, etnologer, kunsthistorikere og (naturligvis) folk fra mit eget fagområde, historie, uden at de var ansat ved samme institut som jeg; de fleste er endda ansat ved andre institutioner end Aarhus Universitet .”

En forsker er typisk tilknyttet en række vidt forgrenede netværk. Netop fordi man søger en særlig indsigt, så må man også løfte sit blik fra den lokale sammenhæng og indgå i internationale netværk. Vi er her langt fra ledelsens tågede idé om viden, som noget der opstår ved mødet ved kaffeautomaten. Den form for naivitet afslører, at ledelsens tiltag ikke bygger på viden og ansvarlighed, men at vi her har at gøre med tro. En idealistisk tro på tværfagligheden, hvis bagside er en kynisk ringeagt over for fagligheden og som både på forsknings- og undervisningsplan, nu gør klar til at give den dødsstødet.

At tro at denne tro kun giver sig udslag i universitetsreformen er imidlertid fejlagtig. I næste artikel i denne serie, skal vi se på, hvorledes studierne undergraver deres egen faglighed uden hjælp fra universitetets ledelse.

Programmet var også ganske imponerende. Først talte videnskabsminister Charlotte Sahl Madsen om sin modstand mod kvindekvoter og positiv særbehandling på landets universiteter. Derefter fulgte feministen og forskeren Karen Sjørup, der ikke overraskende var en stor tilhænger af alle slags ligestilling, og hun blev efterfulgt af rektor på SDU Jens Oddersherred. Programmet var flot, og netop derfor var der noget forstemmende over det hele. Her havde Konservative Studerende fremtryllet toneangivende kræfter i en af tidens vigtigste debatter, men hvad magtede debattørerne? Intet udover at udstille, hvor svagt konservatismen egentlig står her til lands.

Mest blændende var Karen Sjørup, der som kønsforsker stod i den heldige situation, at hun førte en tilværelse, hvor der var overenstemmelse mellem hendes synspunkter og hendes profession. Sjørup talte åbent om sine holdninger og hun kunne ikke overraskende fortælle, at al mulig forskning som hendes kolleger i kønsforskerbranchen havde foretaget gav hende helt ret. Hvor skønt det dog måtte være, sådan at stå på det objektivt helt rigtige synspunkt. Sjørups holdning var følgende. Kvinder bliver diskrimineret alle steder. Nogle gange sker det mere eller mindre åbenlyst, fordi mænd mødes i ”old boys network” og bliver enige om ikke at forstyrre idyllen med kvindelig tilstedeværelse. Andre gange sker det meget mindre åbenlyst, fordi der er nogle strukturer og normer, der bag kulisserne så at sige fordeler kortene på en meget uretfærdig måde. Politikernes opgave var naturligvis her at nedbryde alle disse skranker så kvinderne kunne komme til fadet.

Karen Sjørup viste sig i øvrigt at være en aldeles kvik dame. Ikke alene vidste hun af, at når mænd ansætter andre mænd, så sker det på usaglige kriterier, eller fordi at kriterierne for saglighed er ”kønnede”, hun så sig også i stand til at rådgive bestyrelse om, hvem de i virkeligheden burde indvælge i tilfælde af vakance. Sjørup kunne således fortælle, at der jo sad alle mulige gårdejere og andre ukyndige i landets bankbestyrelse, mens at disse bestyrelser var helt blinde for at den lokale kvindelige gymnasierektor måske også kunne bidrage med noget.

Om ikke andet må man da sige, at det kræver ben i næsen at påstå, at man bedre end sine forskerkolleger objektivt véd, hvem der bør ansættes på et institut og at man endog bedre end bankdirektørerne véd, hvordan man driver en bank. Ok. Nu har sidstnævnte gruppe ikke klaret det strålende på det sidste, men alligevel…

Feminismen véd, hvad den vil, og hvordan den skal opnå det. Derfor fortjener den langt større respekt end den forskræmte og nølende konservatisme, som partikonservatismen kan præstere. Bedst var Charlotte Sahl-Madsen, der har haft mandsmod nok til med egne ord at udløse en mindre regeringskrise, da hun ville trække den dispensation til at diskriminere mandlige ansøgere til forskerstillinger på Aarhus og Københavns universiteter tilbage, som den tidligere videnskabsminister Helge Sander havde givet (måske også her vejledt af sin personligt forbundne Penkowa). Langt mere forstemmende var den konservative folketingskandidat Jette Nøhr, som vi vist hellere for humørets skyld helt må forbigå.

Som ikke politisk-trænet konservativ er Charlotte Sahl-Madsen et lyspunkt for Det Konservative Folkeparti. alene fordi partikonservatismen endnu ikke har mærket hende med den åndssløvhed, som er blevet konservatismens eneste kendetegn. Ikke desto mindre. Hvis det er lyspunktet, så ser det i sandhed sort ud.

Videnskabsministeren var, når alt kom til alt, ligeså radikal fortaler for ligestilling som sine feministiske medsøstre. Målene var de helt enige om. Udjævning og udligning. Kun på midlerne divergerede de. Hvor venstrefløjen ville have kvoter, ville konservatismen have frivillige aftaler og holdningsændringer, og mens ministeren rettelig tordnede mod venstrefløjens idé om at tvangsopløse Mærsk, hvis ikke straks de skaber kønsligevægt i bestyrelsen, så fremhævede hun med stor glæde, at de danske universiteter havde tiltrådt et kønscharter, som forpligtede dem på ligestilling og mangfoldighed.

Nu er tvang flere ting. Den gamle venstrefløj er primitiv, fordi den kun kender økonomiske incitamenter og i det hele taget sværger til statsmagten og lovene. Tvang er imidlertid også ideologisk tvang. Der hvor en ideologi har sat sig igennem og inficeret fornuften og sat sig på dømmekraften som tuberkulosen på lungerne. Hvad nytter det, at vi som borgerlige på den ene side bekæmper statslig tvang, hvis vi på den anden side fremmer en ideologisk tvang og lader en ligestillingsideologi sætte sig igennem, som fører til at saglige kriterier fraviges for at opnå ligestilling, mangfoldighed og diversitet.

Konferencen mindede os om studenterkonservatismens opgave, at gå forrest i en intellektuel genrejsning af dansk konservatisme, som kan genvinde en intellektuel selvstændighed til den danske konservatisme, der har gjort det til sin fornemmeste mission at være et udtryk for blot en nølende radikalisme – og tilsyneladende haster det mere end man kunne frygte.

Som dagens politiske højdepunkt blev vi gæstet af MF Rasmus Jarlov fra Det Konservative Folkeparti, der talte om uddannelsespolitik og taxameterpenge. Især det sidste blev genstand for mange spørgsmål og en del kritik fra salen, der så taxameter-systemet som en forringelse af uddannelsernes niveau og faglighed. Alt i alt en interessant politisk debat, hvor Rasmus Jarlov tog den fremførte kritik seriøst.

Dagen afsluttedes med personvalgene, hvor der over hele linjen var fredsvalg. Der blev genvalg til landsformand Nicolaj Bang fra KS i Århus, der som næstformand får Maria Svejdal fra Odense KS. Derudover består det nyvalgte forretningsudvalg af Trine Imer Kappel og John Linaa Holbøll fra Aalborg KS samt Mikkel Rosenvold fra København KS.

Efter afslutningen af den formelle del af landsrådet stod den på festmiddag på Nordens Folkekøkken, hvor vi i perfekte lokaler fik serveret en udsøgt tre-retters menu med tilhørende vinmenu. Som et af de mere kuriøse indslag kan forretten nævnes, der var farvet af blæksprutteblæk – hvilket medførte stor fornøjelse, indtil det gik op for selskabet at ens egne læber og tænder var lige så sorte som de andres, man grinte af. Samlet set en fantastisk oplevelse, og noget nær den perfekte ramme for en landsrådsmiddag.

Herefter fortsatte festen til den lyse morgen – for de, der kunne holde ud så længe – med dans og diverse løjer i Wilstersgade. Dagen efter kunne vi trætte, og måske med en smule ondt i hovedet, se tilbage på et vellykket landsråd med forhåbninger om et godt kommende år for Konservative Studerendes Landsorganisation.

Af den årsag bør man forholde sig kritisk til argumentet om, at da USA har de bedste universiteter i verden bør man inkorpore store dele af dette system i Danmark. I dette regnestykke glemmer man at USA også har en række universiteter af en væsentlig lavere standard end de danske, og at hele sektoren derovre er anderledes, da man har private og markedsbaserede elementer i deres system. Omvendt er der fortsat elementer fra USA, man kan lade sig inspirere af i Danmark. Da det amerikanske universitetssystem netop er mere baseret på markedet, har dette en række positive effekter. Særligt bør man bemærke at man i USA har fokus på ikke at over-uddanne studerende, da dette er både dyrt og tidskrævende. Markedskræfterne i det amerikanske uddannelsessystem betyder ganske enkelt, at de studerende og universitetere er meget eftertænksomme i forhold til såvel det økonomiske som det udannelsesmæssige afkast ved at studere ekstra år.

Det tydeligste eksempel herpå er, at det i USA i udpræget grad er accepteret, at man efter sin bachelorgrad tager ud på arbejdsmarkedet og får sig et ”rigtigt” arbejde, hvor man benytter sine kompetencer. I Danmark virker det nærmest utænkeligt, at man skulle kunne får sig et arbejde med en akademisk profil på baggrund af en bachelorgrad. Dette er ærgerligt da mange studerende ville have glæde af at stoppe studietiden efter bachelorgraden og komme ud på arbejdsmarkedet. Det er velkendt at kandidatdelen og særligt specialet er en proces som i visse tilfælde trækker ud i unødvendig land tid. Dette er både en omkostning for den studerende og for samfundet i helhed. Selvfølgelig skal der fortsat være tid og plads til kandidatdelen og specialet, således at man tilskyndes at uddanne sig ekstra. Omvendt kunne det dog være forfriskende, hvis man begyndte at overveje om det er nødvendigt at alle universitetsstuderende nødvendigvis skal have en kandidatgrad for at de kan få et akademisk arbejde efter studiet.

Det er klart at en sådan skift tager tid og ikke kan ske fra den ene dag til den anden. Men det ville være positivt, hvis man fra samfundets side begyndte at fokuserer på en større respekt og anerkendelse af en bachelorgrad fra et dansk universitet. Dette kunne give mulighed for at flere bachelorer kunne blive en del af det danske arbejdsmarked. Det er netop elementer som disse, hvor vi bør lade os inspirere af det velfungerende amerikanske universitetssystem. Der er nemlig mange fornuftige tanker fra USA, vi kan lade os inspirere af, blot vi husker at fastholde kernen i den danske universitetstradition.

Af. C. Ovesen, medl. Århus KS, Forretningsudvalgsmedlem Danmarks Konservative Studerende

Jeg snublede over et program fra P1 med Henrik Dahl fra august, hvor han netop går i dybten med disse spørgsmål. Hans modpart er Dorte Olesen fra RUC og diskussionen tager udgangspunkt i disse tre påstande:

1. Forskere bliver opportunistiske af, at der oprettes puljer
2. Forskere bliver kortsigtede af, at der skal dokumenteres nytte
3. Forskere mister risikovilje af, at de evalueres for hyppigt

Link: http://www.dr.dk/P1/Dahlsduel/udsendelser/Arkiv/2005/11/23/000015.htm

Selvom det er en lidt gammel debat, er den stadig god at (gen)høre.

Det Hvide Hus inddeler strategien i 6 hovedpunkter:

1. Let the Iraqis lead;
2. Help Iraqis protect the population;
3. Isolate extremists;
4. Create space for political progress;
5. Diversify political and economic efforts; and
6. Situate the strategy in a regional approach.

At den amerikanske, engelske, danske osv. tilstedeværelse muligvis er en del af problemet i Irak er givet vis rigtigt. Men uden koalitionens tilstedeværelse ville anarkiet uden tvivl herske. Og her tænker jeg ikke på anarki, som “anarki på den fede måde” (læs: som Nozick ville have det), men på voldsanarki.

“Let the Iraqis lead” er det mest fornuftige element i planen efter min mening. Irakerne – høj som lav – skal have ansvaret for deres egne hverdag, så de selv kan skabe rammerne for det samfund, som de måtte ønske. Selvfølgelig indenfor demokratiets rammer.

I øjeblikket er det meget svært for tidligere medlemmer af det socialistiske og sekulære Bath-parti, at få arbejde i administrationen. Hvis anti-Bath lovene virkelig bliver lempet, vil det give Irakerne en mulighed for at få flere erfarende folk med på vognen – og det har landet brug for.

Men er det too little, too late? Det vil tiden vise.