Tre ting kan konstateres. 1. Den nye minister er ikke et folketingsmedlem. 2. Den nye minister er erhvervskvinde. 3. Den nye minister repræsenterer [...]]]> Så kom der en regeringsrokade og denne gang røg Sander af posten. Det betyder, at der nu er et nyt overhoved på universitetsområdet – og hvad syntes vi så om det?

Tre ting kan konstateres. 1. Den nye minister er ikke et folketingsmedlem. 2. Den nye minister er erhvervskvinde. 3. Den nye minister repræsenterer de konservative.

Det første vil jeg ikke kommentere på, udover at der er en række fordele ved ikke altid at vælge ministrer bland de folkevalgte. Med hensyn til 3. er dette umiddelbart en god ting i og med at dette muligvis vil øge KS’ indflydelse og idet at en konservativt betonet politik på området klart er at foretrække. Begge dele skal dog tages med det forbehold, at den nye minister er fuldstændig ukendt i konservative kredse.

Umiddelbart er der ikke noget der tyder på, at hun vil have en konservativ tilgang til det akademiske miljø, forskning og udvikling i det hele taget. Mest sandsynligt er det nok, at fokus fortsat vil være på at drive flest mulige unge mennesker gennem pølsefabrikken og så håbe på at dette sikrer Danmarks fremtid!  Der bliver næppe gjort op med ideen om at jo flere der kan skilte med en kandidattitel jo bedre er det. Der bliver næppe skiftet fokus kvantitet til kvalitet.  At der er tale om en erhvervskvinde er på en gang spændende og uhyggeligt. Håbet er, at erhvervslivet kan blive inddrages aktivt og kreativt i uddannelse og udvikling. Faren er, at politikken stadig vil benyttet “pølsefabriks-strategien” og at de rigtige akademiske områder vil blive svigtet – igen…  Yderligere er det lidt skræmmende, at den nye ministers erhvervserfaring kommer fra forlystelsesparker og legoklodser… Omvendt er hun formand for Den Jyske Opera og har haft flere stillinger i museumsverdenen – Hvilket vel antyder en hvis kulturel tyngde?

Sikkert er det, at Konservative Studenter byder den nye minister velkommen og ser frem til et godt samarbejde.

FORSVAR FOR DANSK: Lad os få en sproglov der forsvarer det danske sprog

8. SEPTEMBER [...]]]> Den 30-08-09 bragte Politikken – “Danmarks kulturradikale avis”, dette af undertegnede forfattede debatindlæg. Set i bakspejlet ville jeg gerne i højere grad have skrevet om hvilket indholdt en dansk sproglov skulle have. Det blev det dog ikke til i denne omgang…

FORSVAR FOR DANSK: Lad os få en sproglov der forsvarer det danske sprog

8. SEPTEMBER modtager professor Jørn Lund Modersmåls-selskabets pris. Denne begivenhed leder tankerne tilbage på, da prismodtageren var formand for Kulturministeriets Sprogudvalg… til en tid, hvor sprogdebatten næsten blussede op.

Kommissionens udspil til en dansk sprogpolitik var hverken chokerende eller visionær og indeholdt nok mere skidt end kanel.

EN TING ER DOG sikkert, der kom ingenting ud af anstrengelserne, idet Danmark stadig ingen sproglov har. Dette til trods for, at vi behøver den mere end nogensinde.

En tur ned ad en hvilken som helst gågade bombarderer sagesløse danskere med udtryk som sale, quick food og personal shopper.

En kanalrundfart på fjernsynsapparatet vil byde på danske kanaler med navne som News og Update.

Tanken er tilsyneladende den, at engelsk er smart og caffelatteagtigt, imens dansk er bondsk, klodset og brun sovset! Hvor ofte hører man ikke smarte typer udgyde verbale stinkbomber som »dansk er fattigt« og »engelsk lyder li’som bedre«? Min påstand er, at disse karl-smartske typer ikke just er velbevandrede udi det danske sprog, og at opstødene mest er et udtryk for uvidenhed og rodløshed.

Størst er problemet dog, når det danske sprog mister domæne til engelsk inden for videnskaben.

Flere fagområder har som erklæret mål et aflive bondesproget, mens andre allerede har sænket øksen – her tænkes særlig på de tidligere handelshøjskoler, der nu, i globaliseringens uhellige navn, har omdøbt sig selv til noget mere ‘ fancy’.

Domænetabet på de danske videregående uddannelser, eksemplificeret ved danske undervisere, der på gebrokkent engelsk underviser danske elever, er ikke kun en skændsel for øret og stoltheden.

Tendensen skaber nogle langt mere dybtstikkende problemer, både for samfundet, dets borgere og videnskaben selv.

Det, der sker, når man lader al videnudvikling foregå på et fremmedsprog, er, at man afskærer viden fra folket og folket fra viden. Man murer sig inde i sit elfenbenstårn.

Denne distancering fra den faktiske verden er ingenlunde i tråd med dansk universitetstradition og ingenlunde ønskværdigt.

Man kan spørge til, hvad værdien af samfundsstudier er, hvis resultaterne kun når til de akademiske miljøer og ikke ud i selve samfundet? Hvad er alverdens visdom værd, hvis den er muret inde i elfenbenstårnet, stående som et distancerende symbol på den himmelvide forskel mellem elite og folk? Faktum er, at engelsk sniger sig ind i medierne, i tilbudsaviserne, i hverdagssludderen og så sandelig også i skolebøgerne.

Det er på tide, at vi tager vores sprog alvorligt og får en sproglov, der forsvarer det danske sprog!.

Arrangementet foregår 17. september, kl 15:00 i Tvillingeauditorierne ved Økonomisk Institut på Aarhus Universitet. Der vil i forbindelse med arrangementet blive serveret kaffe, the og kage.

Alle er [...]]]> Den 17. september 2007 bringer Konservative Studenter i Aarhus et foredrag med ingen mindre end Connie Hedegaard, Danmarks Miljøminister og tidligere landsformand for Danmarks Konservative Studerende.

Arrangementet foregår 17. september, kl 15:00 i Tvillingeauditorierne ved Økonomisk Institut på Aarhus Universitet. Der vil i forbindelse med arrangementet blive serveret kaffe, the og kage.

Alle er hjertens velkomne uanset uanset, hvem man stemmer på. Så kom glad, tag vennerne med og hør Ministeren tale om miljøpolitik og de udfordringer verden står overfor.

Det lyder nu fra den hårde kerne af ungdomshusets forkæmpere, at man er træt af militante aktioner som ikke virker – fremover vil man overveje personoverfald, brandattentater eller kidnapninger mod f.eks. Ritt Bjerregaard eller Ruth Evensen

For det første vil det næppe føre resultater med sig, at man nu proklamerer sig som værende [...]]]>

Det lyder nu fra den hårde kerne af ungdomshusets forkæmpere, at man er træt af militante aktioner som ikke virker – fremover vil man overveje personoverfald, brandattentater eller kidnapninger mod f.eks. Ritt Bjerregaard eller Ruth Evensen

For det første vil det næppe føre resultater med sig, at man nu proklamerer sig som værende en terrororganisation.

For det andet vil den uforståelige folkelige opbakning, som denne ekstreme venstreorienterede bevægelse trods alt har haft, forsvinde som dug for solen.

For det tredje, så ser vi endelig nøjagtig hvad al snakken om tolerance og plads til forskellighed virkelig betyder: ”Underlæg jer vores krav, eller find jer i vold, brand og frihedsberøvelse”.

Ungdomshusets sag formåede at samle over 12 millioner ind til at købe Jagtvej 69, men i stedet for bruge disse midler til at købe et andet hus, kræver man nu, at samfundet skal forære dem et nyt. Man ønsker med andre ord, at det samfund som man afskyer og ønsker at omvælte skal betale for en ydelse man i virkeligheden selv kan købe – Det er en uforståelig logik der ligger bag disse krav.

En blog som støtter ungdomshuset skriver følgende:

”Hvornår beslutter jeg mig for, at mine medmennesker er blevet forført, og derfor ikke er i stand til, på fornuftig vis, at anvende deres demokratiske ret?”

Bemærk, at der ikke tales om hvornår demokratiet er sat ud af kraft, men om hvornår jeg beslutter mig for, at folk ikke længere er i stand til at forvalte deres frihed – hvornår jeg som en oplyst enevældig kan tage magten og skabe det gode samfund, som pøblen så åbenlyst ikke er i stand til.

Ironisk nok citerer skribenten et andet sted på siden Goethe:

Følg ham der søger sandheden, flygt fra ham der har fundet den, eller slet ikke søger

(Denne artikel er også bragt på www.x-bang.dk)

De har naturligvis [...]]]>
Landet rundt, men primært på universiteterne, hører vi fra tid til anden en sagte røst fra forskerstaben der siger, at forskningsfriheden sættes over styr. Røsten siger, at man fra regeringens side går ind og definerer hvilke forskningsområder, der skal lægges mest vægt på og dermed også postes flest penge i.

De har naturligvis ret. Det er utroligt bekymrende.

Dog er det imidlertid ikke ualmindeligt, at staten blander sig i forskernes hverdag. Det finder vi højst uheldigt. Det vil nemlig være således, at Aarhus Universitet vil komme til at få over 10 % af sine samlede forskningsmidler fra såkaldte ”myndighedsopgaver” – altså opgaver på bestilling fra staten i form af sektorforskning, der kan hemmeligholdes af saten, hvis den ikke kan lide resultaterne.
Fra statens side er man bange for, at forskningsfriheden medvirker til at der forskes i emner, der enten ikke kan bruges i verden omkring os eller i værste fald ikke engang kan bruges af andre forskere.

Jeg kan godt forstå synspunktet, men jeg vil stadig mene, at man vender skuden på farlig kurs, når både regering og opposition vil have stadig større indflydelse på forskningsmidlernes fordeling. Alene risikoen for, at politikerne favoriserer enkelte områder er en belastning for den danske forskningsverden. For siden hvornår har politikerne været de bedste til at vurdere, hvor der er størst potentiale for forskningsmæssige gennembrud i fremtiden?

Af frygt for, at forskningsfrihed fører til forskning af ringe kvalitet m.v., har man derfor udbygget det planøkonomiske system, gennem hvilket universiteternes midler fordeles. Det er et system, hvor alle forskere får samme grundbeløb for den forskning de udfører og hvor særlige puljeordninger skal henlede forskernes opmærksomhed på (for politikerne) særligt spændende områder.

Set med systemets briller er det måske ikke så bekymrende endda: Man bliver styret og det kan man lide –for det sker jo hele tiden. Men når resultatet bliver, at man omfordeler midler til forskningsområder, der alligevel ville være blevet forsket i fordi de er relevante samt at dårlige forskere tilpasser deres forskningsområde til tidens politisk-økonomiske luner, ender vi med at anspore til ukreativitet og pengepugeri.

Men vi kunne også vælge at gå en anden vej! Man kunne erstatte den (politiske) styring med markedet:
Lod man samtlige forskningsmidler gå ud i fri konkurrence og tilmed belønnede den enkelte forsker og dennes institut efter kvaliteten*, ville vi stå med et system, hvor kreative mennesker ville forske i det, de er bedst til – til fordel for både dem og samfundet.

Med de rette incitamenter vil folk forske i områder, hvor de kan bidrage med noget nyt, indenfor et område der interesserer dem selv og deres omverden. Og er det ikke også det, god forskning handler om?

* En indikator blandt mange andre for dette er antallet af citationer eller artiker i anerkendte magasiner, der med al tydelighed viser, at forskningsresultaterne får liv i anden forskningsmæssig sammenhæng. Der er i sig selv meget forskning indenfor dette felt.

Ifølge [Socialdemokratiets] økonomiske nestor, Mogens Lykketoft, er det meget sandsynligt, at den offentlige vækst vil stige til samme niveau, som under Poul Nyrup Rasmussen, hvilket er et markant løft i forhold til væksten under den nuværende VK-regering.

Desuden er landets største oppositionsparti villig til at åbne op [...]]]> Så ved vi hvor vi har Socialdemokraterne:

Ifølge [Socialdemokratiets] økonomiske nestor, Mogens Lykketoft, er det meget sandsynligt, at den offentlige vækst vil stige til samme niveau, som under Poul Nyrup Rasmussen, hvilket er et markant løft i forhold til væksten under den nuværende VK-regering.

Desuden er landets største oppositionsparti villig til at åbne op for arbejdskraft, hvis den offentlige sektor mangler hænder i fremtiden.

Socialdemokraterne har indtil nu holdt kortene tæt ind til kroppen, hvad angår væksten i det offentlige forbrug.

I partiets seneste finanslovsoplæg står der ingenting om, hvor høje de offentlige vækstrater skal være i de kommende år, men i et interview med Information lægger Mogens Lykketoft ikke skjul på, at partiet højst sandsynligt vil lægge sig på 90′er-niveau.

De sidste seks år under Nyrup voksede det offentlige forbrug med 2,3 procent om året. I de seneste seks år under Fogh har væksten i gennemsnit ligget på 1,3 procent om året, hvis man regner finansloven for 2007 med.

Nu snakker vi jo kun om “meget sandsynlig[e]” nyinvesteringer i det offentlige. Måske skulle Lykketoft prøve at holde mund et øjeblik, sætte sig i sin Børge Mogensen stol – eller hvad han nu har i sit hjem – og læse CEPOS’s rapport: “Den næste velfærdskontrakt”.

Der er opstået et voksende gab mellem den velfærd, der efterspørges og leveres. Det har skabt et pres, og politikerne er ved at bukke under for dette pres. Konsekvensen på kort sigt er, at risikoen for en overophedning af dansk økonomi øges. På lang sigt vil udvidelsen af den offentlige sektor medføre tab af vækst, velstand og konkurrenceevne. Derfor er det helt afgørende, at der skabes ny kontrakt eller forståelse mellem politikere og befolkning om fremtidens velfærd. Forståelsen må baseres på, at væksten i fremtidens velfærd i stigende grad skal finansieres ud af folks egne lommer i et samspil med en offentligt finansieret grundydelse, der fastlåses på det nuværende serviceniveau. I denne analyse skitseres hovedtrækkene i den næste velfærdskontrakt.

Læs det hele på CEPOS’ egen hjemmeside (PDF).

“Pia Kjærsgaard står for en politisk kultur, der er rædselsfuld, og som jeg bestemt ikke kan støtte. Den er poppræget. [...]]]> Oven på den – desværre uautoriserede – udtalelse fra Konservatives udlændingeordfører om den uden tvivl inhumane behandling af visse flygtning, er gode gamle Schlüter gået på barrikaderne i Information. Se blot dette vidunderlige citat:

“Pia Kjærsgaard står for en politisk kultur, der er rædselsfuld, og som jeg bestemt ikke kan støtte. Den er poppræget. Hvis man forestillede sig, at Dansk Folkeparti en dag fik flertal selv og kunne gennemføre deres politik – det ville være forfærdeligt. I forhold til EU ville Danmark blive så isoleret og så klædt af. Og på det økonomiske område ville det hele sejle.”

Essensen er, at der ikke er nogen vej uden om Dansk Folkeparti, hvis man skal kunne tælle til de 90 mandater – men samtidig, at den pris man betaler for samarbejdet, synes unødig høj.

Det bør ikke være en hemmelighed for de fleste, at “DF-pillen” har været – og fortsat er – besværlig at sluge for Det Konservative Folkeparti.

Alligevel bringer Mandag Morgen en spalte der fortæller, at Helge Sanders spin–folk med stor sandsynlighed har forsøgt at begrave nyheden [...]]]> De 12 universiteter fusioneres d. 1. januar 2007 (det er snart!) ned til 9 enheder. Det har de fleste nok hørt – ligesom de fleste nok også mener, at målet isoleret set er fornuftigt.

Alligevel bringer Mandag Morgen en spalte der fortæller, at Helge Sanders spin–folk med stor sandsynlighed har forsøgt at begrave nyheden ved at udsende en pressemeddelelse på et ”skævt tidspunkt”.

Men er nyheden om, at 12 danske universiteter fra 1. januar 2007 bliver fusioneret til 9 enheder, en trist begivenhed, der skal gemmes væk? Er ændringen af en af vores vigtigste konkurrenceparametre – vores vidensinfrastruktur – noget, der skal placeres bagest i aviserne og sidst i nyhedsudsendelserne?

Det er åbenbart videnskabsminister Helge Sanders vurdering. Der er ikke mange andre naturlige forklaringer på, at den største beslutning i hans embedsperiode skulle offentliggøres onsdag klokken 17.30, dagen efter statsministerens åbningstale og dagen inden Folketingets åbningsdebat.

Konklusionen fra Mandag Morgen kan Konservative Studenter – som vi også tidligere har blogget om – kun tilslutte sig:

Der har været forbavsende tavshed omkring fusionerne. Den debat, et tiltag som dette naturligt vil medføre, har ikke været stum – den har slet ikke været det.

Tænk over det: Over 100.000 studerende og 30.000 ansatte har ikke haft tid eller lejlighed til at overveje og debattere deres hverdags fremtid.

Men – og sådan et er der jo altid – det betyder ikke, at man samtidig kan sige, at processen der (uden tvivl) vil føre til fusionerne har været helt fin kanten. [...]]]> Det er ingen hemmelighed, at Konservative Studenter ser ganske positivt på de kommende universitetsfusioner i Danmark. Det har vi også tidligere skrevet.

Men – og sådan et er der jo altid – det betyder ikke, at man samtidig kan sige, at processen der (uden tvivl) vil føre til fusionerne har været helt fin kanten. Helt kort sagt, kan processen tolkes som en negativ konsekvense af ren regeringspolitik, der på nogle områder forekommer lige lovligt “blok”-agtig.

Hvorfor mener regeringen for eksempel, at der er tale om et “alt eller intet”-projekt, hvor alle fusioner skal gennemføres. Hvorfor får Universiteterne ikke selv et reelt valg? Var det ikke hele ideen med den (næsten) nye universitetslov?

En større undren har vi dog overfor Studenterrådet og Danmarks Studerendes Fællesråd, der – så vidt vi kan se – har været meget mundlamme i hele denne (manglende!) debat.

Det er trist – for Danmark, debatten og universiteterne.

Og det var da også på tide!

For Rohde har gået fra at være [...]]]> “Jens Rohde er en mand, der lever af ord. Men han ved tydeligvist ikke, hvordan han skal dosere dem”, har den liberale-minimalstats-kapitalistiske blog Punditokraterne skrevet om Jens Rohde, der til Konservative Studenters store fornøjelse, nu vælger at forlade dansk politik.

Og det var da også på tide!

For Rohde har gået fra at være en top tunet og gennemgående cool politiker (før 2001) til at blive en regeringsborgerlig (læs socialdemokratisk) skødehund. Og forfandlingen har ikke været smuk – det er den aldrig, når man så hurtigt løber fra sine principper.
Herfra skal der lyde et tillykke til dansk politik og et medlident suk til de ansatte på TV2.

Gode indlæg om Rohde:

• Rohderi XI
• Rohderi XII

Således står under overskriften på Politikens hjemmeside.

Vi lader det lige stå et øjeblik…

Længere nede i artiklen siger DF’s partiforkvinde, at hun er sur. Men [...]]]> ”Velfærdsaftalen har ikke bragt Dansk Folkeparti tættere på ministertaburetterne. Hverken på kort eller lang sigt ser Venstres næstformand Lars Løkke Rasmussen nogen ide i et regeringssamarbejde med DF”

Således står under overskriften på Politikens hjemmeside.

Vi lader det lige stå et øjeblik…

Længere nede i artiklen siger DF’s partiforkvinde, at hun er sur. Men sådan kan det jo gå.

Velfærdskommissionen fremlagde et objektivt og ganske realistisk bud på, hvordan fremtidens velfærdssamfund kunne opbygges, hvis der også skulle være blot et [...]]]> De danske politikere har i dag indgået en aftale om fremtidens velfærd – men ligefrem at sige, at der er tale om en “velfærdsreform” svarer nogenlunde til at sige, at der er skildpadde i forloren skildpadde.

Velfærdskommissionen fremlagde et objektivt og ganske realistisk bud på, hvordan fremtidens velfærdssamfund kunne opbygges, hvis der også skulle være blot et minimum af fremtidssikring og økonomisk ræson indbygget. Planerne var hverken “liberale” eller “socialistiske” – de var fornuftige; ikke mere, ikke mindre.

Men som med så mange andre spørgsmål nu om dage, har man som ansvarlig politiker endnu engang valgt den uansvarlige løsning: At udskyde løsningen på samfundets problemer til et senere tidspunkt.

Hele det forkromede velfærdsreformprojekt er blevet skåret ned til følgende:

• En forhøjelse af efterlønsalderen fra 60 til 62 (den burde være afskaffet)
   
• En forhøjelse af pensionsalderen til 67 (den burde forhøjes til et sted i 70′erne med en trinvis regulering med 1 måned pr. år, som Velfærdskommissionen mente)
   
• Dagpengesystemet bliver der ikke rørt ved (… hvilket er mærkeligt, eftersom det ikke p.t. animere mennesker til at få sig et job)
   
• SU’systemet bliver ikke ændret (hvilket er OK, da regeringens forslag alene var motiveret af ideologi og ikke havde nogen “hjemmel” i Velfærdskommissionens betænkning.)

Men det var så åbenbart det…

Tak for ingen ting!

For bliver det virkelig Marianne Jelved eller Helle Torning-Schmidt – eller fortsætter vi “blot” med “herrestyret” lidt endnu?

Først og fremmest tror jeg ikke på, at De Radikale kan få skabt sig selv et flertal omkring Jelved efter [...]]]> Sådan lyder overskriften på Det Radikale Venstres hjemmeside – og det er et godt spørgsmål.

For bliver det virkelig Marianne Jelved eller Helle Torning-Schmidt – eller fortsætter vi “blot” med “herrestyret” lidt endnu?

Først og fremmest tror jeg ikke på, at De Radikale kan få skabt sig selv et flertal omkring Jelved efter næste valg. Så skal der ihvertfald ske et skred i vælgerdemografien af historiske dimensioner. Dernæst bliver det heller ikke Torning-Schmidt – dertil er hun stadig alt, alt for uerfaren, for slet ikke at tale om, at hun ikke vil kunne få et flertal.

Så vi fortsætter selvfølgelig med de nuværende regeringspartier. Men er det ikke også okay?

Efter min mening: Jo!

Men når det er sagt, skal jeg da også gerne indrømme, at jeg – helt personligt – gerne så et kursskifte på en række centrale områder; områder, som jeg med sikkerhed ved er Dansk Folkepartis hovedfokusområder.

Men hvem bliver egentlig så den første kvindelige statsminister?

Om nogle år vil der skulle ske et partilederskifte i både Konservative og Venstre. Det kunne jo være at Konservative f.eks. valgte Connie Hedegaard og Venstre valgte… tja… Jeg ved egentlig ikke hvem af Venstres kvindelige politikere, jeg kunne forestiller mig som statsminister. Men når det kommer til formandskandidater – og dermed også statsministerkandidater – er intet sikkert. Dertil er der for mange faktorer der spiller ind: Politisk linie; alliancer; ens historie og så selvfølgelig den almindelige opbakning i gruppen, partiet og fra pressen.

Vi har jo alle set i Socialdemokratiet set, at selvom man vælger en karismatisk formand i en kvindeskikkelse, vil det have katastrofale følger, hvis man ikke har sit bagland med sig – for da slet ikke at glemme ens egen pressetjeneste.

Hvad end fremtiden vil vise, vil jeg altid være af den overbevisning, at ligegyldigt hvem der bliver statsminister, så er det vedkommendes politik det handler om – ikke om vedkommende skal tituleres “hr” eller “fru” statsminister.

I politik er den lille forskel ikke den store.

Vi skal fra Konservative Studenters side i den forbindelse bemærke, at Statsministerens forslag om ligestilling [...]]]> Folketinget har i dag debat om ændring af Tronfølgeloven og om ændring af Grundloven. Det første forslag er stillet af Statsministeren - det andet af Svend Auken og Niels Helveg Petersen. Debatten kan følges direkte på nettet via FolketingetDIREKTE

Vi skal fra Konservative Studenters side i den forbindelse bemærke, at Statsministerens forslag om ligestilling imellem mand og kvinde i tronfølgeloven er god, borgerlig politik. Alt andet forekommer også dybt utidssvarende.

Men i samme ombæring vil forholde os meget kritisk overfor Suicidaldemokraternes og Cafe Latte-partiets forslag, som forekommer dybt ligegyldigt. Der er simpelthen ikke behov for at ændre grundloven – det ved enhver, der blot har reflekteret lidt over dansk forfatningsret.