Konservative Studenter » Kritik

Universitetsstalinisme: Deportationerne på AU

Andreas Engel Krag — Tue, 22 Nov 2011 10:50:35 +0000

Den gamle russiske diktator Stalin hygger sig sikkert gevaldigt i den mørke afkrog af helvede, hvor han har fundet bolig i det hinsides. Hvem skulle have troet, at hans ånd og tanker ville få så stor indflydelse på Aarhus Universitet som tilfældet blev. Ikke alene kunne han fra in grav hverve adskillige disciple blandt 70’ernes munkemarxister, i dag er det hans ånd, der hviler over Universitetets ledelse.

Det er måske en tand for groft, ville en sige. Er det ikke snarere formand Mao, som rektorat, bestyrelse og dekanat har lært af? Det var jo trods alt Maoismen, der prædikede doktrinen om den evige revolution, som i dag har fundet udtryk i den såkaldte Faglige Udviklings proces, der i sit inderste væsen er et udslag af en sådan forblindet tro på revolutionære administrative foranstaltninger udøvet i et sådant tempo, at intet kan slå rod. Jo det kan være meget rigtig, at det i virkeligheden er formand Mao, der har inspireret universitetets øverste ledelse. Maoismen var jo også væsentlig mere populær blandt studentermarxisterne end den noget mere støvede stalinisme nogensinde blev det!

Når jeg nu alligevel vil pege på, at også Stalin må have inspireret til visse sider af administrationens revolutionære drejebog, skyldes det de mange forflytninger, som i den kommende tid skal foretages. Alle humanister rives op med rode og samles i Nobelparken, juristerne flytter fra Jura, økonomerne fra økonomi, Handelshøjskolen fra handelshøjskolen. Naturvidenskab får vist lov til at blive, hvor de er, men det skyldes sikkert, at deres maskiner er for tunge og for dyre til at flytte. Revolutionen har jo dog sine pragmatiske sider.
Det er denne riven alting op med rode, som synes influeret af Stalin, der i sin tid som østlig despot rykkede rundt på adskillige folkeslag i sit sovjetiske rige. Her tænkes ikke kun på politiske fanger og dissidenter, som i stort tal sendtes til Sibirien, også hele folkeslag deporteredes. Hvorfor? Fordi Stalin forstod, at han ved at rive en kultur op med rode og omplante den, ville nedbryde de magtstrukturer, der knyttede sig dertil og som kunne tænkes at stå i opposition til hans autokratiske regime. Han orkestrerede på baggrund af sin politiske paranoia adskillige folkevandringer, som de deporteredes efterkommere stadig betaler prisen for.

Dette er jo helt lig situationen på Aarhus Universitet. Lad os for et øjeblik glemme de helt overfladiske ligheder mellem sovjetdiktaturet og AU, såsom at begge foregøglede et demokrati, men i virkeligheden var/er despotier, eller at det for begge regimer synes en dyd at centralisere så meget af administrationen som muligt, planlægge alting ned til mindste detalje og belemre studerende og forskere med bunkevis af administration og bøvl. Alt dette ser vi bort fra. Når alt kommer til alt, har AU jo intet Gulag. (Selvom man da kan frygte, hvordan ledelsen vil udnytte sine nyligt erhvervede grønlandske forskningstationer!)

Men selve deportationsstrategien synes at være skrevet af efter den store folkeforflytter. For det er præcis de samme tanker, som ligger bag. Alle skal flytte, fordi man fra de centrale ledelsers side (universitets og fakultetsniveau) frygter eksistensen af konkurrerende decentrale magtstrukturer, men frygter eksistensen af stærke, autonome fagmiljøer, fordi man ved, at der dertil knytter sig identitet, og som enhver konservativ ved, er identitet en sten i skoene for de magthavere, der bedst udøver deres magt, når de kan få folk til at makke ret i et og alt. Derfor skulle institutterne fusioneres, derfor skal de nu flyttes. Enhver rest af rødder og tradition skal væk, fordi de står i vejen for revolutionen.

Ingen latterlighed er her for stor. Se nu blot på teologerne, der har brugt enorme summer på for nylig at modernisere deres bygning på Tåsingegade, hvor der er kommet helt ny kantine, helt nyombygget bibliotek og et helt nyt studieområde. Alt det sløjfes og inddrages af administrationen, mens teologi gøres til et ansigts og identitetsløst anneks til resten af kulturvidenskab (undskyld Arts). og således rykkees alt op med rode og dyrebare erfaringer, længe plejet samfølelse smides på historiens køkkenmødding alt sammen i effektivitetens navn.

I Konservative Studenter tror vi ikke på denne kurs, men kæmper for faglig selvstændighed, øget frihed til de studerende, en kamp for det sprog, som ledelsen også vil skrotte og et levende campusmiljø uden deportationer og stadig ødelæggelse af de studerendes studiemiljø.

Universiteterne og valget

Web-redaktionen — Tue, 06 Sep 2011 14:12:40 +0000

Det er almen anerkendt, at studerende på landets universiteter er rødere end gennemsnitsvælgeren. De fleste vil i hvert fald kunne nikke genkendende til denne opfattelse, og for nyligt har en – ganske vist ikke helt videnskabelig – undersøgelse på København Universitet vist, at studerende og undervisere her foretrækker de røde partier, særligt er det venstreradikale parti Enhedslisten betænkeligt populært blandt landets kommende elite. Fra Aarhus Universitet kendes vistnok ikke nogen aktuel undersøgelse af forholdene, men at dømme efter universitetsvalgene, hvor de to venstreorienterede lister til sammen får mere end 90 % af stemmerne, kan man antage, at der også her er noget om snakken.

I Konservative Studenter vil vi naturligvis ikke ødelægge den ensrettede politiske idyl på universitetet, for vi vægter jo studiemiljøet højt. Vi vil heller ikke gå ud og anbefale noget enkelt parti eller nogen enkelt kandidat. Vi vil dog alligevel gøre opmærksom på, hvad det betyder for de studerende, hvis socialisterne vinder valget:

En rød valgsejr vil resultere i:

skattesmæk til højtuddannede
uddannelsespant
ringere jobmuligheder
politisk dikterer forskning
dårligere undervisning og ringere forskning

1) Skattesmæk: Danmark har verdens højeste skattetryk, og en væsentlig årsag hertil er den høje topskat, der ikke bare rammer ”de rige” men en væsentlig del af landets befolkning, herunder især de højtuddannede. Dette betyder, at gevinsten ved at tage en lang videregående uddannelse i Danmark er ringere end andre lande, og er med til at holde uddannelsesniveauet nede. Faktisk har en undersøgelse fra OECD vist, at der er en stærk sammenhæng mellem andelen, der tager en videregående uddannelse og skattetrykket. I lang tid lovede venstrefløjen skattestop, men nu lover de skattestigninger for at finansiere deres valgløfter, ud over det anførte betyder det også, at de få, der alligevel vælger at tage en lang videregående uddannelse i rigt mål rejser til udlandet.

2) Uddannelsespant: Nu har Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti imidlertid opdaget, at deres skattepolitik driver højtuddannede og vækstskabende mennesker ud af landet. Man taler endog om en hjerneflugt. Deres løsning er ikke at sænke skatterne, men derimod at opkræve en uddannelsespant, som betyder at man skal betale sine ”skolepenge” tilbage, hvis man er dygtig nok til at få et job i udlandet. Man kan kun gisne om, hvor venstrefløjen får den slags ideer fra, men i hvert fald har det været prøvet et sted før nemlig i det kommunistiske Østeuropa, nærmere bestemt i Rumænien. Venstrefløjen afviser naturligvis enhver sammenligning, men mon ikke de hellere skulle udtænke reformer, der ville gøre dette samfund mere attraktivt for højtuddannede.

3) Ringere jobmuligheder: Mange studier er præget af høj arbejdsløshed, dette gælder ikke mindst humanisterne. Imidlertid lykkedes det at sænke arbejdsløsheden betragtelig i løbet af de seneste 10 år. Dette skyldes ikke så meget, at der er kommet flere stillinger i det offentlige, som at der har været gang i hjulene og stor efterspørgsel på højtuddannet arbejdskraft i den private sektor. Sammenhængen er åbenlys for folk med strengt erhvervsrettede uddannelser, men også for humanisterne har man kunne konstatere, at en række jobmuligheder har tilbudt sig i den private sektor som følge af væksten. Venstrefløjens politik, som kan opsummeres i skattestigninger, reformangst og øget gældsætning vil imidlertid stække den i forvejen hårdt prøvede vækst. Der er ikke brug for flere skatter og vækst i det offentlige, hvis der skal gang i Danmark igen, men derimod privat vækst, som bedst opnås ved at sikre de rigtige rammebetingelser i form af ordnede forhold og rimelige skatter.

4) Politisk forskning: Et nyt aspekt i venstrefløjens politik er at jage borgerlige forskere ud fra universitetet. Særligt Socialdemokraterne har slået på denne politik og Nick Hækkerup har sagt, at universiteterne skal gennemgås med en tættekam og midlerne til de borgerlige forskere, som Hækkerup kalder statsstøtte til debattører skal fjernes. Det man fjerner med tættekamme er lus, men vi mener ikke, at politikerne har ret til at sætte sig til doms over forskningen og kalde politiske modstandere for lus. Derfor vender vi os meget skarpt mod venstrefløjens angreb på forskningsfriheden.

5) Dårligere kvalitet i forskning og undervisning: Et universitets kvalitet afhænger i høj grad af kvaliteten af dets undervisere og forskere. God undervisning er med til at sikre et godt studiemiljø for de studerende og god forskning er med til at trække de bedste hoveder til universitetet. At have et godt universitet kræver altså, at man kun ansætter de mest kvalificerede. Dette er venstrefløjen modstandere af, idet de har forskrevet sig til en feministisk ligestillingsideologi, som vil give særrettigheder til udvalgte grupper. Vi mener hverken køn eller en kvalifikation eller en diskvalifikation og vi går stærkt ind for at bekæmpe enhver form for diskrimination, men vi vender os mod positiv særbehandling, når den betyder at ringere kvalificerede bliver sat forrest i køen for at leve op til kravet om total ligestilling. Dårligere kvalificerede undervisere betyder dårligere undervisning, og dårligere forskning betyder mindre prestige for universiteterne.

Af alle de grunde – og der er sikkert flere – stemmer Konservative Studenter NEJ! til den røde blok og ja til en fremsynet samfunds- og universitetspolitik til gavn for de studerende og for det danske samfund i det hele taget.

Nyt nettidsskrift

Web-redaktionen — Tue, 23 Aug 2011 10:30:37 +0000

Konservative Studenter i Aarhus har siden 2008 udgivet Årsskriftet Critique, der nu udvides med et nyt nettidsskrift ved navn Replique. Replique vil udkomme med en artikel månedligt med interesse for den borgerlige kulturkamp. Tidsskriftet vil spænde vidt; der vil både være anmeldelser af ny debatlitteratur og film samtidig med essays og artikler om klassiske værker og kunstnere. Artiklerne vil omfatte både samfunds- og kulturdebatten. Tidsskriftet skal også give mulighed for en mere levende debat end de trykte tidsskrifter. Udpluk fra tidsskriftets forord:

“Siden systemskiftet, som den borgerlige valgsejr i 2001 er blevet betegnet, har Danmark været midt i en kulturkamp, i hvert fald hvis man skal tro begge sider af det politiske spektrum. Men det er symptomatisk for den såkaldte kulturkamp, at den ikke har været effektiv netop på kulturens område; om noget synes det, at billedet af en kulturel overklasse, der definerer sig i skarp modsætning til den brede befolkning står tydeligere end nogensinde.”

“Den kultur, vi lever i, kan ikke skabes eller genskabes i nuet af den ideologiske kulturforståelse, der altid lader det politiske gå forud for analysen og dermed tilsidesætter værket. Netop fordi kulturen er det fælles, historiske grundlag, vi altid-allerede står på, er skellet mellem det høje og det lave vigtigt, fordi det lader os forstå hvad der er modsat den ideologiske kritiks hvad der burde være.“

I dag udkommer forordet, mens første artikel følger i morgen. Derefter vil der udkomme én artikel månedligt. Tidsskriftet kan findes på http://critique.ksaa.dk/replique/.

Fast-food-universitetet?

Web-redaktionen — Mon, 22 Aug 2011 10:00:58 +0000

Tidligere på sommeren bragte vi her på siden et par indlæg om tilstanden på humaniora på de danske universiteter. Nu melder den karismatiske lektor dr. phil. Hans Hauge fra Nordisk ved Aarhus Universitet sig i debatten. Han minder os om en tid, hvor universitetet var et sted med plads til fordybelse og dannelse; i dag, siger Hauge, minder det om en efterskole. Hauge påpeger en række områder, hvor universitetet i stigende grad minder om en skole:

“De studerende har afsløret virkeligheden. De kalder universitetet ’skolen’, og de går i en klasse, og de har lektier for. De vil helst ikke have bøger, for de er dyre, og derfor får de alt, hvad de skal have som pdf-filer eller i form af det skandaløse kompendium.”

Også forskningsfriheden er ifølge Hauge et overstået kapitel; bøgerne er blevet kastet bort til fordel for artikelproduktion – selvom ingen gider læse artiklerne. Overordnet er der ved at ske en homogenisering af forskningen: Humaniora bliver som naturvidenskab, og peer-review funktionen betyder forskningsmæssig konsensus.

“Vi frarådes at skrive bøger. Artikler foretrækkes og helst på engelsk. Igen skal det være som i den naturvidenskabelige forskning. Vi skal skrive i flok eller team. Hvorfor? Det ved ingen, men sådan gør lægerne.

Humanioras kendemærke var dissens, men nu tvinges vi til konsensus – igen ligesom i naturvidenskaberne. Den klassiske modsætning mellem de to kulturer, mellem åndsvidenskaber og naturvidenskaber, forsøges med andre ord ophævet.”

Hele Hauges indlæg er at finde på Politiken: http://politiken.dk/debat/ECE1365734/der-er-gaaet-mcdonalds-i-universitetet/

(Tvær)Faglighed på humaniora?

Web-redaktionen — Mon, 06 Jun 2011 17:24:37 +0000

Vi lever i en tid, hvor der bliver talt meget om være i verdensklasse. Forleden afholdt universitetet endog et arrangement, hvor de stillede spørgsmålet ”Vinder vi kapløbet?”. Derom vil formanden senere berette. Her skal kun to pointer fremhæves. Den ene rigtig og god, den anden fejlagtig og ødelæggende. Den ene pointe var, at snak ikke gør det alene. Det anden pointe var, at al ny viden skabes gennem tværfaglighed. Kombinationen af disse pointer, den sande og den falske, kan forklare meget af den misere, som universitetet befinder sig i.

For reformen er et resultat af en tyrkertro på tværfaglighedens velsignelser og omstruktureringen gennemføres med det mål for øje at nedbryde faggrænser og skabe møder mellem forskellige former for viden. Dermed afslører reformen dog, at dens arkitekters viden om, hvordan der skabes ny viden inden for forskningen, er yderst begrænset. Mens drømmene om tværfagligheden blomstrer, er der meget, der tyder på, at den egentlige faglighed er under pres. For et universitet er det en alvorligt sag, for dermed er netop dets internationale position som videnskabelig forsknings og formidlingsinstitution ved at blive undergravet.

Forleden bragte Politiken et opråb fra en respekteret middelalderhistoriker på universitetet. Lektor, dr. Phil. Anders Bøgh. Han er en af dem, der har studset over tankerne i den nye reform, såvel som den egenrådige måde, som disse tanker er blevet gennemført på.:

”Tværfaglighed eller det nysproglige udtryk interdisciplinaritet skal nu i højsædet. Det er angiveligt i grænseområdet mellem fag, at det nye opstår. Derfor skal vi være 165 forskere i ét institut. Og derfor skal der bruges masser af gode skattekroner på at flytte rundt på folk og fæ, så vi alle sammen kan komme til at gå op og ned ad hinanden. Det bliver noget af en mammutopgave at samarbejde med alle disse mennesker om forskningsprojekter. Eller at finde frem til dem, som den alvidende ledelse helst ser, at jeg samarbejder med.”

Det er ikke det tværfaglige arbejde som sådan, Dr. Bøgh angriber, men dette at tværfagligheden med den nye reform bliver noget, der skubber fagligheden ud i kulden, underkuer den og ser skævt til den, der i tidens storm vælger at opretholde sin faglighed. Den der vil stå ved sit fags videnskabelige standard, bliver nemt at opfatte som den kværulerende idiot i en tid, hvor parolen byder en at nedbryde disse skranker.

Der synes at være noget næsten romantisk over ledelsens forsøg på at skabe samtale mellem forskellige vidensformer i dag. For i de sidste 200 år har videnskabens vækst været ledsaget af en øget differentiering. Engang var vi alle teologer og filosoffer, i dag er alle forskere nærsynede fagnørder, specialister, der ikke ved, hvad der sker uden for deres eget felt. Dette skal man naturligvis begræde, men kommer man i sidste ende ude om, at denne nærsynethed er en naturlig følge af forskningens specialisering? Kan universitetets ledelse vende en så fundamental historisk udvikling? Eller er det netop bare farlige drømme, som den har ladet sig besnære af.

Det tværfaglige arbejde foregår allerede i dag på landets universiteter. Samme Dr. Bøgh skriver som eksempel:

”Hidtil har jeg fint kunnet lave forskning sammen med geologer, arkæologer, etnologer, kunsthistorikere og (naturligvis) folk fra mit eget fagområde, historie, uden at de var ansat ved samme institut som jeg; de fleste er endda ansat ved andre institutioner end Aarhus Universitet .”

En forsker er typisk tilknyttet en række vidt forgrenede netværk. Netop fordi man søger en særlig indsigt, så må man også løfte sit blik fra den lokale sammenhæng og indgå i internationale netværk. Vi er her langt fra ledelsens tågede idé om viden, som noget der opstår ved mødet ved kaffeautomaten. Den form for naivitet afslører, at ledelsens tiltag ikke bygger på viden og ansvarlighed, men at vi her har at gøre med tro. En idealistisk tro på tværfagligheden, hvis bagside er en kynisk ringeagt over for fagligheden og som både på forsknings- og undervisningsplan, nu gør klar til at give den dødsstødet.

At tro at denne tro kun giver sig udslag i universitetsreformen er imidlertid fejlagtig. I næste artikel i denne serie, skal vi se på, hvorledes studierne undergraver deres egen faglighed uden hjælp fra universitetets ledelse.

Debatindlæg i JP: Venstrefløjens korstog

Andreas Engel Krag — Wed, 25 May 2011 18:30:58 +0000

Undertegnede havde d. 25. maj 2011 nedenstående debatindlæg i Jyllands-Posten:

I George Orwells bog ”1984” er der noget, der hedder tankepolitiet.

Det er et særligt korps, som skal sikre, at der ikke tænkes tanker, som er i modstrid med regimets officielle ideologi. Bogen er ment som en advarsel mod det totalitære samfund, men desværre lader det til, at Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti har opfattet skræmmebilledet som en indtagende utopi.

Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti vil nemlig standse det, som de kalder ”borgerlig” forskning.´

Eller rettere, de vil ikke engang kalde det forskning, men betegner det som statsstøtte til »borgerlige debattører.« Dermed viser venstrefløjen, at den er parat til at fortsætte det korstog mod sine modstandere på universitetet, som den indledte i 1970′erne. Men hvor det før skete gennem studentermarxismen, skal opgøret nu føres med det virkeligt tunge skyts, statsmagtens økonomiske jernnæve.

Men det kan aldrig blive en regerings opgave at gøre sig selv til inkvisitionsdomstol eller bruge sin magt på at ødelægge dem, der taler denne magt midt imod. Den slags kendetegner diktaturet og ikke demokratiet. Ikke desto mindre vil venstrefløjen nu genoptage klapjagten.

En sten i skoene

Professor Bent Jensen, der er en af landets mest respekterede koldkrigsforskere, er blevet nævnt som et muligt offer for holdningshygiejnen. Han har nemlig længe været en sten i skoene på venstrefløjen. Ikke alene har han vendt den ryggen; han har også hudflettet dens feje holdning over for venstretotalitarismen under Den Kolde Krig. Den slags gør man ikke ustraffet i andedammen.

Også Bjørn Lomborg, der slet ikke er borgerlig, står for skud. Han siger nemlig, at vi må prioritere mellem de mange politiske forslag, som alverdens gode intentioner afstedkommer. Ikke alene har Lomborg altså sat spørgsmålstegn ved venstrefløjens forsøg på at gøre ”miljøet” til et religiøst spørgsmål; han har også givet venstrefløjens populistiske overbudsideologi et skud for boven. Med Lomborg er det åbenbart, som ordsproget siger: ”Han har ret, han skal hænges.”

Et dårligt varsel

Andet, som man må forvente står på venstrefløjens intellektuelle dødsliste, er Kaj Munk-centret, der blev oprettet i 2005, og som vover at beskæftige sig med en ikkevenstreorienteret kunstner. Et andet oplagt bud er Center for Forskning i Islamisme og Radikaliseringsprocesser, der af mange venstreorienterede opfattes som et højreorienteret forsøg på at opildne til had mod muslimer – hvad centrets forskere næppe ville kunne genkende.

Spares skal der. Derom kan man ikke tvivle. Det kan oven i købet være, at der også skal spares på forskning. Men politiske partier bør holde sig for gode til at blande sådanne økonomiske rationaler sammen med deres ønske om at styre den offentlige debat.

Et demokrati forudsætter, at der eksisterer forskellige holdninger, og det er et meget dårligt varsel for Danmarks demokratiske traditioner, at venstrefløjen nu vil bruge den økonomiske jernnæve mod sine kritikere på universitetet.

Link: http://jp.dk/opinion/breve/article2441685.ece

En fri forskning?

Web-redaktionen — Wed, 25 May 2011 08:30:51 +0000

Spørgsmålet burde være unødvendigt, men tilsyneladende ikke – for nylig har venstrefløjen meldt ud, at man agter at fjerne bevillinger fra “borgerlig” forskning, hvis en rød regering kommer til magten. Blandt andet står Bjørn Lomborg og historikeren Bent Jensen i farezonen. Mere om det her: http://www.b.dk/politiko/borgerlige-debattoerer-skal-staekkes-oekonomisk.

I KS arbejder vi for en fri forskning, der ikke er styret af politikeres krav. Foreningens formand har i dag et glimrende læserbrev i JP, hvor det gøres klart, hvor farligt det er, når politikere forsøger at sætte en stopper for intellektuelle forskelligheder på landets universiteter: http://jp.dk/opinion/breve/article2441685.ece

Blomsten af Danmarks ungdom – Nu med stress

Emil Melchior Mikkelsen — Tue, 05 Apr 2011 03:24:56 +0000

Så er den gal igen! Blomsten af Danmarks ungdom – de universitetsstuderende – har fået stress, de kære små…

En trivselsundersøgelse på Københavns Universitet viser, at en tredjedel af de studerende føler sig stressede udenfor eksamensperioderne. I dette ligger vel også, at langt flere føler sig stressede i selve eksamensperioderne. Universitetets studenterrådgivning og prodekanen for undervisning mener, at det er mentalt hårdt at skulle strukturere sin egen hverdag og samtidig tænke, på karriere og økonomi. Danmarks Studerendes Fællesråd stemmer i, med forklaringen at der er for få undervisningstimer. Der lægges ej heller skjul på, at ”tendensen” med at skulle hurtigt gennem studiet, kan være yderst belastende og nærmest med garanti vil invalidere de evigt udsatte studerende.

Og det er da også synd, at de stakkels unge selv skal få hverdagen, økonomien og fremtidsplanerne til at hænge sammen. Oven i det skal der jo også være tid til statsfinansieret kaffe-latte, næsepiercinger og ”Ta ansvar”- demonstrationer for at tilrane sig flere af skatteydernes penge – man er vel det råstof Danmark skal leve af i fremtiden!

Endnu engang sættes en tyk streg under, at ”de studerende” som helhed, fremstår som landets største flok tude-prinsesser. Helt ærligt, såkaldt almindelige mennesker skal også have hverdagen til at hænge sammen! Det må være slut med den evindelige klagesang om hvor hårdt det er, at studere i Danmark. Vi får vores uddannelse gratis, får løn undervejs, støtte til betaling af husleje samt rabatter på det ene og det andet, ydermere kan de fleste rende hjem til mor hvis husholdningbudgettet ikke kan hænge sammen.

Det skræmmer mig, at Danmark i fremtiden skal konkurrere på det globale marked med en arbejdsstyrke af grædefærdige, forkælede kandidater med rygrad som en regnorm. I erhvervslivet er der ikke storbror-mentorordninger eller støttepædagoger til at puste på den bulne finger og nænsomt pakke os ind i vat.

Danmarks studerende skal tørre deres øjne, spise en kiks (hvis de kan få råd og ikke blive stressede over hvorvidt det skal være en marie eller digestive), komme ind i kampen og tage ansvar for eget liv! Klient-samfundet, hvor alt ansvar er væltet over på staten, viser her sit grimme ansigt.

Ja, universitetet kan være hårdt – og det skal være hårdt. Det er ikke for alle og hvis man ikke, på de nuværende vilkår, kan klare et 5-6 årigt studium – Ja så burde man nok slet ikke være der.

Her er artiklen om de stakkels små http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2011/04/04/04223329.htm

Formandsord: Strukturreformen kommer!

Andreas Engel Krag — Mon, 14 Mar 2011 12:35:07 +0000

Så er den endelige rapport om fremtidens Aarhus Universitet landet!

Universitetets studerende og personale har ventet længe på dommen, og mange har været frustrerede over, at de ikke har følt sig nok involveret i processen.

I Konservative Studenter blev vi inviteret til at afgive høringssvar vedrørende studienævnsstrukturen, og vi har derfor på seriøs vis involveret os i processen.

Overordnet set er vi i Konservative Studenter positivt indstillet over for de administrative sammenlægninger som forhåbentlig vil sikre en mere effektiv administration på Aarhus Universitet.

Men i forhold til studienævnsstrukturen, kan vi glæde os over at universitetet har valgt at følge den model, som vi anbefalede i vores høringssvar. Vi anbefalede den såkaldte model 1, som består i at studienævnskompetencen forbliver så tæt på fagniveau som muligt, og at de enkelte hovedområder selv skal have indflydelse på organiseringen.

Vi ser dog med bekymring på, at der for eksempel på ”Arts” kun oprettes tre studienævn – et for hvert af de tre nye institutter. Det bliver interessant at se, hvordan den præcise organisering af disse studienævn bliver med underliggende uddannelsesfagudvalg. Dog glæder vi os over, at man har valgt at tildele teologi sig eget studienævn, eftersom det er en særlig kompetencegivende uddannelse, og da Konservative Studenter mener, at det var helt forkert at nedlægge teologi som et selvstændigt fakultet eller ”hovedområde”.

I Konservative Studenter vender vi os også i mod den hovedløse anglificering af universitetet. Universitetet skal nu bestå af ”schools”, ”faculties”, ”institutes” og ”departments” og der virker ikke til at være nogen dybere sammenhæng mellem hvornår noget hedder hvad og på hvilket sprog.

Undertegnede kommer til at høre under Institut for Biomedicin ved Faculty of Health Sciences, mens alle vores jurastuderende kommer til at høre under Department of Law and Administration ved School of Business and Social Sciences. Hovedområderne får konsekvent engelske navne, mens institutterne nogle steder både har danske og engelske navne, men andre steder kun har engelske navne.

I diverse rapporter kaldes det organisationsniveau, som svarer til de gamle fakulteter disse forskellige ting: hovedområder, faculties, administrative centre eller schools. Mens hvad der svarer til de gamle institutter kaldes institutes, institutter eller departments. Der bliver alt sammen yderst forvirrende, og det virker ærlig talt som internationalisering kun for internationaliseringens skyld.

Men nu hvor mange studerende og ansatte er skeptiske over for, hvad der kommet til at ske, så er det jo godt at universitetet holder en stor fest i uniparken d. 17. juni. Hvilke bands der kommer og spiller er endnu ikke afklaret, men fest det bliver der i hvert fald, og så bliver alle nok glade …

Jeg husker ikke at have meldt mig ind i Studenterrådet…

Emil Melchior Mikkelsen — Thu, 25 Mar 2010 10:32:30 +0000

JP har bragt denne artikel http://jp.dk/indland/aar/studie/article2017584.ece.

Artiklen proklamerer højtravende, at en Thea der læser idehistorie, er den nye formand for 35.000 studerende!

Dette er naturligvis det rene nonsens idet Studenterrådet jo ingen medlemmer har – Jeg har i hvert fald aldrig givet tilsagn om at blive meldt ind. Studenterrådet er jo alene et organisatorisk skalkeskjul for socialister og kulturradikale, et propaganda apparat i uhellig alliance med universitetet.

At de kalder sig selv for et “elevråd” gør dem ikke til et elevråd og at de siger at de er er alle studerendes stemme betyder ikke at de faktisk er det.

Det er stødende, gang på gang, at læse om at man angiveligt skulle have fået en ny formand, på trods af at man betaler kontingent til en anden politisk forening og indædt har ført valgkamp b.la. imod Studenterrådet.
Den udbredte misforståelse som artiklen også giver udtryk for er et enormt problem, idet det skævvrider konkurrence og undergraver studenterdemokratiet.

Disse fejlslutninger har jeg pointeret overfor jp-journalisten og på det kraftigste bedt ham rette misforståelserne.Det er ubegribeligt at vragforestillingen skal gødes, også fra JPs side - Det må stoppe…

Denne Thea er IKKE formand for 35.000 studerende og slet ikke formand for Konservative Studenter!

Nyt fra fronten…

Emil Melchior Mikkelsen — Tue, 02 Feb 2010 14:23:17 +0000

Kampen imod universitetets uhellige alliance med Studenterrådet er i fuld gang. Datatilsynet behandler fortiden sagen, hvorfor der her følger en kort opdatering af hvor fronterne står.

Efter den indgivne klage blev universitetet bedt om, at redegøre for en række forhold b. la. Hvorfor Studenterrådet som eneste forening må få udleveret adresser og hvorfor der skulle være ok, at disse blev brugt til reklame?

Universitetet har i deres svar ikke taget stilling til ret meget. Det primære indhold var, at de som universitet havde en forpligtigelse til at oplyse bredt om studielivet. Dertil at de havde valgt den “bredest funderede” forening til at udføre denne pligt. Det er naturligvis det rene udenom snak i og med at Studenterrådet ikke er bredt funderet… De har ret beset ingen medlemmer men kun en smal kreds af venstrefløjsaktivister.

Universitetet vender også det blinde øje til, at Studenterrådets udsending ikke bare er “bred oplysning om studielivet”, men også i høj grad propaganda og reklame for Studenterrådet. Udsendingen sker under Studenterrådets logo, Studenterrådet sælger reklameplads for egen vinding og bidrager til den udbredte misforståelse; at Studenterrådet er universitetets “officielle elevråd”. Alt sammen dybt uacceptable forhold!

Universitetet har meget at forklare, hvilket de hverken kan eller vil – Derfor må de jo have det på den hårde måde. Nu venter vi bare på Datatilsynets afgørelse…

Foruroligende tendenser !!!

Emil Melchior Mikkelsen — Wed, 19 Aug 2009 18:22:52 +0000

I disse dage hvor et nyt akademisk år står for døren fristes man til et tilbageblik på det hidgangne. Værende stud.jur forekommer det mest naturligt, at se tilbage på årets gang på Juridisk Institut.

Den altoverskyggende ”begivenhed” har uden tvivl været implementeringen af den nye førsteårsstudieordning… Til alle ikke-jurastuderende vil jeg lige forklare de særlige omstændigheder omkring første år på jura ved Aarhus Universitet.

Jurastudiet i Århus har altid været berømt og berygtet for de skræmmende stopprøver – eller studieegnethedsprøver, som det officielle navn var. Prøvernes karakteristika var at halvdelen af de studerende dumpede og den anden halvdel fik lave karakterer. Disse prøver er nu en saga blot idet instituttet strikkede den nye studieordning sammen. Det erklærede mål var, at flere skulle bestå i første forsøg og at karaktererne skulle være højere. Dette ville som sådan være ganske ædle mål. Man valgte, at indføre mere holdundervisning og mere opgavetræning, eller sagt på en anden måde, man fører “hold-i-hånden-undervisning” og fokuserer på at bestå en eksamen og ikke på at lære et juridisk fagområde… Og som om dette ikke var nok, indførte men nemmere eksamensopgaver og skar er tredjedel af pensum væk! Fra et år til et andet faldt dumpeprocenten fra 50 % til cirka 10 % – Pludseligt var det hele ikke så ædelt alligevel.

Hvorfor er det ikke ædelt? Hvad er der så galt? Der er det galt er, at hele forløbet er et udtryk for den mangel på akademisk stolthed der tilsyneladende hersker på Aarhus Universitet. For at tale lige ud af posen lugter sagen af, at udsigten til flere penge vejer tungere en kvaliteten af studiet. Dette er sørgeligt og en tendens der må modarbejdes. Hvis skyld er dette? Hvorfor opfører Universitetet sig sådan? Er dette en given konsekvens af taksametersystemet? Det kan tænkes, at systemet indirekte kan motivere studierne til at slække på fagligheden, hvilket ville være beklageligt. Men omvendt kan man til støtte for systemet anføres, at der vel næppe er en mere praktisk ladesiggørlig og fair måde at fordele pengene på?

Uanset hvad burde studierne stadig stå vagt om deres faglighed og den akademiske stolthed burde veje langt tungere end ussel mammon! Der er tilsyneladende en stigende tendens, både på universiteterne og i samfundet generelt, til at måle succes alene på resultater – Flere igennem med højere karakterer = et godt studie! Måske skulle man se lidt mere på værdien af det arbejde der reelt lægges i at nå tættere på målet, frem for kun at fokusere på målet i sig selv.

Karakteren 12 er blot et tal – det der tæller er indsatsen der ligger bag tallet! Ligger der ikke nogen indsats bag, er det bare blæk på et stykke papir og Juridisk Institut er tilsyneladende et pragteksempel på den tendens, hvor man kalder en blækklat for en succes!

Jeg finder det ærgeligt og savner, at danske universiteter tager sig selv alvorligt og holder fanen højt. Lad os få noget akademisk stolthed og lad farcen på Juridisk Institut være en enlig svale.

Konservative Studenter udgiver årsskrift.

Konservative Studenter — Fri, 22 Aug 2008 09:01:34 +0000

Konservative Studenter i Århus udgiver ultimo september et nyt akademisk Årsskrift med navn efter medlemsbladet; Critique.

Årsskriftet vil indeholde en række længere artikler om diverse politiske, kulturelle og samfundsmæssige emner. Artiklerne er både skrevet af etablerede skribenter og af folk fra det konservative vækstlag.

Tidsskriftet vil blive sat til salg bl.a. gennem en hjemmeside, som snart går i luften, og det vil koste 100 kr. men som medlem af KS kan du allerede nu forudbestille et gratis tidsskrift ved at sende en mail til chr_h_skov@hotmail.com

Når man finder sandheden

Nicolaj Bang — Wed, 13 Jun 2007 13:33:23 +0000

Det lyder nu fra den hårde kerne af ungdomshusets forkæmpere, at man er træt af militante aktioner som ikke virker – fremover vil man overveje personoverfald, brandattentater eller kidnapninger mod f.eks. Ritt Bjerregaard eller Ruth Evensen

For det første vil det næppe føre resultater med sig, at man nu proklamerer sig som værende en terrororganisation.

For det andet vil den uforståelige folkelige opbakning, som denne ekstreme venstreorienterede bevægelse trods alt har haft, forsvinde som dug for solen.

For det tredje, så ser vi endelig nøjagtig hvad al snakken om tolerance og plads til forskellighed virkelig betyder: ”Underlæg jer vores krav, eller find jer i vold, brand og frihedsberøvelse”.

Ungdomshusets sag formåede at samle over 12 millioner ind til at købe Jagtvej 69, men i stedet for bruge disse midler til at købe et andet hus, kræver man nu, at samfundet skal forære dem et nyt. Man ønsker med andre ord, at det samfund som man afskyer og ønsker at omvælte skal betale for en ydelse man i virkeligheden selv kan købe – Det er en uforståelig logik der ligger bag disse krav.

En blog som støtter ungdomshuset skriver følgende:

”Hvornår beslutter jeg mig for, at mine medmennesker er blevet forført, og derfor ikke er i stand til, på fornuftig vis, at anvende deres demokratiske ret?”

Bemærk, at der ikke tales om hvornår demokratiet er sat ud af kraft, men om hvornår jeg beslutter mig for, at folk ikke længere er i stand til at forvalte deres frihed – hvornår jeg som en oplyst enevældig kan tage magten og skabe det gode samfund, som pøblen så åbenlyst ikke er i stand til.

Ironisk nok citerer skribenten et andet sted på siden Goethe:

Følg ham der søger sandheden, flygt fra ham der har fundet den, eller slet ikke søger

(Denne artikel er også bragt på www.x-bang.dk)

Det perverterede solidaritetsbegreb

Nikolaj Hawaleschka Stenberg — Mon, 22 Jan 2007 17:15:25 +0000

Jesper Lau Hansen (dr.jur) har helt klart fat i noget, når han kort og særdeles præcist gør rede for begrebet “solidaritet”s ~~forvandling~~ forvanskning igennem de seneste 40-50 år:

Solidaritet er jo et plusord for alle, selvom nogle efterhånden er blevet træt af begrebet, fordi det har ændret indhold. Det betød jo oprindeligt, at A påtog sig at hjælpe B, der var i nød. Dernæst kom det til at betyde, at A krævede, at C hjalp B, fordi C havde bedre råd. Herefter ophævede man forudsætningen om nød, så A også kunne kræve hjælp sammen med B af C. Og i dag betyder det, at A, B og C alle kræver at blive hjulpet af andre.

Det er givet som en art med-reaktion på Jacob Axel Nielsens udtalelser to steder i Berlingerne.

»Der burde være nogle, som tog sig af de her skæve eksistenser, så de ikke skal sove på gader og stræder,«

Ja! Det er rigtigt! Solidaritet (læs: velfærd) er at hjælpe manden på gaden. Pengene skal ikke bruges på mad i skolerne, idrætsanlæg og alt muligt andet pjat, som folk selv kan sørge for.

Ynkelige lærebøger

Nikolaj Hawaleschka Stenberg — Tue, 09 Jan 2007 19:25:52 +0000

Ja – selvom nyheden er nogle dage gammel, skal vi da lige have et par citater fra “skolebogskrisen”, der rullede efter at Bertel Haarder udtalte sig om bias i visse skolebøger.

Mit eget yndlingscitat er:

Glistrups arvtagere i Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti fik i 1998 knap 10 pct. af stemmerne. Den nyfascistiske højrefløjs succes synes altså at være et fælles europæisk fænomen.

Med et smil på læben kunne man jo sige “priceless“. For som det satire det nu engang med al tydelighed er, er det sjovt – omend set før.
Som lærebog er det imidlertid pinligt. Gregers Friisberg, der har skrevet det, burde selvfølgelig have haft blot en lille smule respekt for de unge mennesker, der skal bruge hans bog og lære af den. At der er tale om et politisk indlæg kan der ikke være tvivl om – at indlæget har fundet sin vej ind i klasselokalerne er bare ynkeligt.

Og siden hvornår har man kunne sætte lighedstegn mellem facisme og xenofobi? For jeg går da ud fra, at det er xenofobien der henvises til. Facisme handler om anti-liberalisme, anti-kommunisme og militarisme.
Hvor svært kan det være, at holde sig til fakta? Men går i skole for at lære – ikke for at blive indoktrineret med en debatbog, der er forklædt som lærebog.

Ungdomshuset er fremtiden

Nikolaj Hawaleschka Stenberg — Wed, 20 Dec 2006 15:32:25 +0000

De unge voldsnarkomaner fra ind- og udland, der i den forgangne uges tid har hærget Ungdomshuset/Faderhuset, er et billede på fremtidens samfund. Og det er de fordi, de – som alt for mange andre – ikke har nogen forståelse for, hvordan et samfund bliver rigt og skaber mere værdi, så det kan blive rigere.

Kære læser: Hvis du stemmer på Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten eller Dansk Folkeparti er du med meget stor sandsynlighed, lige så stor en ignorant som de unge autonome. Du tror med andre ord, at statens penge er kommet ned som manna fra Himlen og at de udgør en statisk masse, som du kan fordle efter egen “retfærdighedssans”.

Her er Lars Seier Christensens blogindlæg/kronik fra business.dk kaldet “Oplev fremtiden på Jagtvej”. Læs den. Den. Er. God.

Det er interessant at se en bred skare af politikere tage afstand fra de voldelige elementer i Ungdomshuset på Jagtvej. Selvom det selvfølgelig er positivt, at der er grænser for politikernes tolerance overfor selvtægt, så bør ingen dog være i tvivl om, at de selv over de seneste 30-40 år har skabt fundamentet for Ungdomshusets beboere og deres opførsel.

Mange yngre mennesker – og en del ældre – har i dag simpelthen ingen forståelse for begreber som værdiskabelse og ejendomsret. Efter at være blevet vænnet til statens omsorg på stadig flere områder, og statens tilsyneladende ubegrænsede ressourcer, har mange mennesker ikke længere en grundlæggende forståelse af, hvordan et samfunds økonomi fungerer.

Der er ikke stor praktisk forskel på at have et arbejde eller ikke at have et, og der er masser af opportunistiske stemmer, der synger sirenesange om alt, hvad en borger i Danmark har krav på – uden nogen målbar modydelse eller forpligtigelse. Og hvad er mentalt nemmere for en utilpasset, doven eller umoralsk person end at kræve sin “ret” – og samtidig fordømme de kapitalistiske aktiviteter, der brandbeskattes for at betale for en endeløs række af statslige ydelser.

Denne moderne dansker (og han er et moderne fænomen, fordi der ikke var noget eksistensgrundlag for ham før politikere skabte det i 60erne og fremefter), der føler sig i sin gode ret til at blive forsørget af samfundet og fordele dets værdier mere “retfærdigt” – hvorfor skulle han ikke også selv vælge om han ønsker at bo på Jagtvej uden smålig skelen til privat ejendomsret?

I denne danskers optik bliver folk, der skaber værdi opfattet som umoralske udbyttere, mens den sande elite udgøres af ham og hans intellektuelle kammerater, der har ambitioner om at skabe et mere retfærdigt samfund – gerne ved brug af vold, hvis ikke folket kan forstå det af sig selv.

Forståelsen af, at velstand danner grundlaget for velfærd er ikke eksisterende hos store befolkningsgrupper – folk tror faktisk oprigtigt at samfundets værdier udgør en statisk kage, der kan skæres ud efter forgodtbefindende uden konsekvenser for størrelsen af samme kage. Og folk tror faktisk, at de har et moralsk krav på et meget stort stykke af denne kage, blot fordi de geografisk befinder sig i det område, den bliver bagt.

De bliver bestyrket i denne tro af politikere fra hele spektret, der står i kø for at overbyde hinanden i leflen for befolkningens krav om forsørgelse og hjælp af enhver art. Hvor modtagelse af offentlige ydelser tidligere hang sammen med behov for dem og ofte også et reelt ønske om at bidrage selv, er værdiskredet nået dertil, at selv vellønnede borgere slås om at sikre sig ydelser af enhver art – fordi de ser alle andre kræve ind på samme måde.

Og når alle mener at have rettigheder til alt, så skrider respekten for selv at klare sig og for de grupper i samfundet, der skaber velstanden. De er de eneste, der IKKE har rettigheder, men er forpligtet til at udøve slavearbejde for resten af befolkningen gennem tårnhøje skatter – hvis de protesterer, er det jo barneleg at drage deres egoistiske motiver i tvivl. De unge, der slås på Jagtvej, har levet hele deres liv i et samfund, der kun har fortalt dem om deres rettigheder til andres ejendom. Mange af dem har aldrig haft behov for at arbejde, men er blevet forsørget af staten siden de var børn. Så hvorfra skulle de have lært respekt for værdiskabelse eller hvem, der ejer hvad?

Der er en klar tendens til, at kravene til velfærdsstaten bliver stadig større, og lydhørheden for at lade en rimelig del af værdierne forblive hos dem, der rent faktisk skaber dem, bliver mindre og mindre. Og lad os ikke være naive – der er også en tendens til at voldsanvendelse for at opnå endnu mere, ses som acceptabelt af mange unge.

Så det vi ser på Jagtvej, det er fremtiden.

Beklageligvis ser det fortsat ikke ud til at politikerne har modet til at forklare basale samfundsøkonomiske sammenhænge til befolkningen og derfor må man forvente at værdiskredet fortsætter i de kommende år. Det breder sig desværre også fra bøllerne på Jagtvejen til middelklassedanskerne, der i stigende grad føjer sig til velfærdshylekoret.

Det store spørgsmål er imidlertid, hvornår desillusionen sætter ind hos den minoritet, der skaber værdierne til at opfylde alle andres mange krav. Når det sker, og værdiskabelsen enten bliver mindre, eller simpelthen flyttes væk til andre, mere venligtsindede lande, så vil den fulde økonomiske konsekvens af værdiskredet blive åbenbaret. Og den vil ikke blive behagelig for hverken bøllerne eller velfærdsdanskerne – og heller ikke for eventuelle tilbageblevne kapitalister. Det er nok ikke særligt klogt at blive tilbage for at slukke lyset i et velfærdsamfund på afgrundens rand…

Jeg vil gerne slutte med et citat af min yndlingsfilosof, Ayn Rand, hvis hovedværk Atlas Shrugged giver et glimrende og uhyggeligt indblik i hvad der sker når et omfordelingssamfund kollapser på grund af dets usunde dynamik:

“When you have made evil the means of survival, do not expect men to remain good. Do not expect them to stay moral and lose their lives for the purpose of becoming the fodder of the immoral. Do not expect them to produce, when production is punished and looting rewarded. Do not ask, `Who is destroying the world?’ You are.”

Begraver Sander dårlige nyheder?

Nikolaj Hawaleschka Stenberg — Tue, 10 Oct 2006 10:43:14 +0000

De 12 universiteter fusioneres d. 1. januar 2007 (det er snart!) ned til 9 enheder. Det har de fleste nok hørt – ligesom de fleste nok også mener, at målet isoleret set er fornuftigt.

Alligevel bringer Mandag Morgen en spalte der fortæller, at Helge Sanders spin–folk med stor sandsynlighed har forsøgt at begrave nyheden ved at udsende en pressemeddelelse på et ”skævt tidspunkt”.

Men er nyheden om, at 12 danske universiteter fra 1. januar 2007 bliver fusioneret til 9 enheder, en trist begivenhed, der skal gemmes væk? Er ændringen af en af vores vigtigste konkurrenceparametre – vores vidensinfrastruktur – noget, der skal placeres bagest i aviserne og sidst i nyhedsudsendelserne?

Det er åbenbart videnskabsminister Helge Sanders vurdering. Der er ikke mange andre naturlige forklaringer på, at den største beslutning i hans embedsperiode skulle offentliggøres onsdag klokken 17.30, dagen efter statsministerens åbningstale og dagen inden Folketingets åbningsdebat.

Konklusionen fra Mandag Morgen kan Konservative Studenter – som vi også tidligere har blogget om – kun tilslutte sig:

Der har været forbavsende tavshed omkring fusionerne. Den debat, et tiltag som dette naturligt vil medføre, har ikke været stum – den har slet ikke været det.

Tænk over det: Over 100.000 studerende og 30.000 ansatte har ikke haft tid eller lejlighed til at overveje og debattere deres hverdags fremtid.

Elite-dit og elite-dat

Nikolaj Hawaleschka Stenberg — Fri, 29 Sep 2006 23:54:58 +0000

Eliteuniversiteter – eliteuddannelser – elite, elite elite. Det synes at være mantraet i øjeblikket – også i den landsforening, som vi er medlem af. Men er det, at være Oxford et mål i sig selv?

Landsformanden i DKS, Anne Marie Lei, har udsendt et lille skriv om emnet, som vi her i “Århus-afdelingen” har en eller to kommentarer til:

Eliteuniversitet i Danmark har været en del af Helge Sanders dagsorden og han har flere gange udtalt sig positivt om ét eliteuniversitet. Nu virker det heldigvis som om, det fysiske eliteuniversitet er taget af bordet.

Personligt mener jeg ikke, der er plads til et eliteuniversitet i Danmark, der skal udbyde de samme uddannelser, der findes på universiteterne i dag. Men derfor kan man godt være mere ambitiøs omkring uddannelse og forskning, samt satse mere på de dygtige studerende og forskere, da Danmarks fremtidige velfærd bygger på deres hjerneceller.

Det er nok en korrekt antagelse, at Danmark skal overgå til at være et “videnssamfund” – og vi er allerede godt på vej. Men det er syndt, at ingen politikere har turde for alvor at definere, hvilken rolle universiteterne skal have. Er det meningen, at universiteterne skal fungerer som en art avancerede gymnasier? Skal de fortsætte som nu? Skal man være mere elitære?

Ja, mellemvejen er nok også i dette tilfælde den mest “gyldne”: Vi bør fortsætte som nu, men fokuserer på at skabe flere jobmuligheder for bachelorer, ligesom i udlandet. På den måde, kan kandidatuddannelserne få den betydning, de oprindeligt havde.

Eliteuddannelser kan skabes ved at udnytte de nuværende rammer bedre og opgradere kvaliteten bredt på de videregående uddannelser. En forbedret kvalitet vil eksempelvis indebære ordentlige laboratoriefaciliteter til studerende på de naturvidenskabelige og tekniske uddannelser.

Den her er lidt svær. Hvis man vil “opgradere kvaliteten bredt”, skal man først og fremmest have defineret “kvalitet”. Dette er efter min bedste overbevisning svært. Derfor modtages ideer meget gerne!

Bedre adgang til nyere laboratoriefaciliteter er en super ide. Mange af vores naturvidenskablige medlemmer efterspørger et mere optimeret bookingsystem.

Studiemiljøer, der indbyder til at blive på uddannelsesstedet og skaber en sammenhæng mellem de nye studerende, ældre studerende, forskere og undervisere. Endvidere skal der være adgang til den nyeste forskning og underviserne skal uddannes til at formidle deres unikke viden, så der kommer størst nytte ud af de undervisningsressourcer, der er på universiteterne.

Selvom dette afsnit kvalificerer sig selv til en god omgang “bullshit-bingo”, er meningen ikke til at tage fejl af: Dette, mine damer og herrer, er hvad det hele handler om. Dette er vores mål.

Øget kvalitet er ikke ensidigt og derfor skal den enkelte studerende også motiveres til at blive en bedre, bevidst og aktiv studerende. Dette kan gøres på mange måder, men jeg mener, at flere gulerødder er vejen frem, så de bedste studerende bliver belønnet. Denne belønning kan være alt fra faste studiepladser, tilbud om at blive forskningsassistenter, tilbud om sommerkurser, udlandsophold etc.

Det er smart at belønne folk for en ekstra god indsats. Derfor vil det også være fornuftigt, hvis Aarhus Universitet turde indføre en incitamentsstruktur, som gav “de bedste” studerende noget ekstra. Spørgsmålet der trænger sig på er så, hvordan man definerer “de bedste”; men det må være noget studienævnene må tage sig af. De har jo ekspertisen.

Dette er nogle af de spørgsmål vi beskæftiger os med i Konservative Studenter. Noget endegyldigt svar finder vi og andre aldrig. Men endegyldige svar er heller ikke så vigtige. Vejen til svarene er derimod ikke alene interessant men også udfordrende.

Aarhus Universitet – Blandt de bedste… eller?

Nikolaj Hawaleschka Stenberg — Thu, 21 Sep 2006 16:49:24 +0000

Det er ingen hemmelighed at verdens universiteter fra tid til anden bliver rangordnet, så man kan se hvilke der er “bedst”. Og ja: Hvad pokker skal man bruge det til.

Svend Hylleberg, der er dekan på Samfundsvidenskab, siger da også i dag til Berlingske Tidende, at rangordningen af verdens universiteter kun kan bruges som ren underholdning.

Det er Konservative Studenter selvfølgelig enig i! Det er vi især fordi Aarhus Universitet befinder sig i gruppen “nr. 101-150″, imens Københavns Universitet (vores ærkerival?) er verdens 56. bedste. Syddansk Universitet befinder sig imidlertid på en langt dårligere plads en AU… så hvis man gik op i en ranordning ville man sikker være glad på dette punkt

Universiteternes plads udarbejdes på baggrund af et – efter vores mening – lidt besynderligt grundlag: Man tæller antallet af artikler et universitets forskere har fået trykt i et (anerkendt!) peer-review-tidsskrift. Det er der som sådan intet galt i. Meen… alt andet lige må det være nemmere for de amerikanske universiteter – med det hav af Nobel Pris-modtagere de har i staldene – at få deres artikler i disse tidsskrifter…

Men der er selvfølgelig ingen grund til at være tudemarie over en placering på et sted imellem nr. 101 og 150. Vi er jo trods alt placeret bedre end Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og alle de andre kommunistreder. Og som sagt, så er det jo heller ikke noget vi går op i…