Konservative Studenter » De røde

Universiteterne og valget

Web-redaktionen — Tue, 06 Sep 2011 14:12:40 +0000

Det er almen anerkendt, at studerende på landets universiteter er rødere end gennemsnitsvælgeren. De fleste vil i hvert fald kunne nikke genkendende til denne opfattelse, og for nyligt har en – ganske vist ikke helt videnskabelig – undersøgelse på København Universitet vist, at studerende og undervisere her foretrækker de røde partier, særligt er det venstreradikale parti Enhedslisten betænkeligt populært blandt landets kommende elite. Fra Aarhus Universitet kendes vistnok ikke nogen aktuel undersøgelse af forholdene, men at dømme efter universitetsvalgene, hvor de to venstreorienterede lister til sammen får mere end 90 % af stemmerne, kan man antage, at der også her er noget om snakken.

I Konservative Studenter vil vi naturligvis ikke ødelægge den ensrettede politiske idyl på universitetet, for vi vægter jo studiemiljøet højt. Vi vil heller ikke gå ud og anbefale noget enkelt parti eller nogen enkelt kandidat. Vi vil dog alligevel gøre opmærksom på, hvad det betyder for de studerende, hvis socialisterne vinder valget:

En rød valgsejr vil resultere i:

skattesmæk til højtuddannede
uddannelsespant
ringere jobmuligheder
politisk dikterer forskning
dårligere undervisning og ringere forskning

1) Skattesmæk: Danmark har verdens højeste skattetryk, og en væsentlig årsag hertil er den høje topskat, der ikke bare rammer ”de rige” men en væsentlig del af landets befolkning, herunder især de højtuddannede. Dette betyder, at gevinsten ved at tage en lang videregående uddannelse i Danmark er ringere end andre lande, og er med til at holde uddannelsesniveauet nede. Faktisk har en undersøgelse fra OECD vist, at der er en stærk sammenhæng mellem andelen, der tager en videregående uddannelse og skattetrykket. I lang tid lovede venstrefløjen skattestop, men nu lover de skattestigninger for at finansiere deres valgløfter, ud over det anførte betyder det også, at de få, der alligevel vælger at tage en lang videregående uddannelse i rigt mål rejser til udlandet.

2) Uddannelsespant: Nu har Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti imidlertid opdaget, at deres skattepolitik driver højtuddannede og vækstskabende mennesker ud af landet. Man taler endog om en hjerneflugt. Deres løsning er ikke at sænke skatterne, men derimod at opkræve en uddannelsespant, som betyder at man skal betale sine ”skolepenge” tilbage, hvis man er dygtig nok til at få et job i udlandet. Man kan kun gisne om, hvor venstrefløjen får den slags ideer fra, men i hvert fald har det været prøvet et sted før nemlig i det kommunistiske Østeuropa, nærmere bestemt i Rumænien. Venstrefløjen afviser naturligvis enhver sammenligning, men mon ikke de hellere skulle udtænke reformer, der ville gøre dette samfund mere attraktivt for højtuddannede.

3) Ringere jobmuligheder: Mange studier er præget af høj arbejdsløshed, dette gælder ikke mindst humanisterne. Imidlertid lykkedes det at sænke arbejdsløsheden betragtelig i løbet af de seneste 10 år. Dette skyldes ikke så meget, at der er kommet flere stillinger i det offentlige, som at der har været gang i hjulene og stor efterspørgsel på højtuddannet arbejdskraft i den private sektor. Sammenhængen er åbenlys for folk med strengt erhvervsrettede uddannelser, men også for humanisterne har man kunne konstatere, at en række jobmuligheder har tilbudt sig i den private sektor som følge af væksten. Venstrefløjens politik, som kan opsummeres i skattestigninger, reformangst og øget gældsætning vil imidlertid stække den i forvejen hårdt prøvede vækst. Der er ikke brug for flere skatter og vækst i det offentlige, hvis der skal gang i Danmark igen, men derimod privat vækst, som bedst opnås ved at sikre de rigtige rammebetingelser i form af ordnede forhold og rimelige skatter.

4) Politisk forskning: Et nyt aspekt i venstrefløjens politik er at jage borgerlige forskere ud fra universitetet. Særligt Socialdemokraterne har slået på denne politik og Nick Hækkerup har sagt, at universiteterne skal gennemgås med en tættekam og midlerne til de borgerlige forskere, som Hækkerup kalder statsstøtte til debattører skal fjernes. Det man fjerner med tættekamme er lus, men vi mener ikke, at politikerne har ret til at sætte sig til doms over forskningen og kalde politiske modstandere for lus. Derfor vender vi os meget skarpt mod venstrefløjens angreb på forskningsfriheden.

5) Dårligere kvalitet i forskning og undervisning: Et universitets kvalitet afhænger i høj grad af kvaliteten af dets undervisere og forskere. God undervisning er med til at sikre et godt studiemiljø for de studerende og god forskning er med til at trække de bedste hoveder til universitetet. At have et godt universitet kræver altså, at man kun ansætter de mest kvalificerede. Dette er venstrefløjen modstandere af, idet de har forskrevet sig til en feministisk ligestillingsideologi, som vil give særrettigheder til udvalgte grupper. Vi mener hverken køn eller en kvalifikation eller en diskvalifikation og vi går stærkt ind for at bekæmpe enhver form for diskrimination, men vi vender os mod positiv særbehandling, når den betyder at ringere kvalificerede bliver sat forrest i køen for at leve op til kravet om total ligestilling. Dårligere kvalificerede undervisere betyder dårligere undervisning, og dårligere forskning betyder mindre prestige for universiteterne.

Af alle de grunde – og der er sikkert flere – stemmer Konservative Studenter NEJ! til den røde blok og ja til en fremsynet samfunds- og universitetspolitik til gavn for de studerende og for det danske samfund i det hele taget.

Debatindlæg i JP: Venstrefløjens korstog

Andreas Engel Krag — Wed, 25 May 2011 18:30:58 +0000

Undertegnede havde d. 25. maj 2011 nedenstående debatindlæg i Jyllands-Posten:

I George Orwells bog ”1984” er der noget, der hedder tankepolitiet.

Det er et særligt korps, som skal sikre, at der ikke tænkes tanker, som er i modstrid med regimets officielle ideologi. Bogen er ment som en advarsel mod det totalitære samfund, men desværre lader det til, at Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti har opfattet skræmmebilledet som en indtagende utopi.

Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti vil nemlig standse det, som de kalder ”borgerlig” forskning.´

Eller rettere, de vil ikke engang kalde det forskning, men betegner det som statsstøtte til »borgerlige debattører.« Dermed viser venstrefløjen, at den er parat til at fortsætte det korstog mod sine modstandere på universitetet, som den indledte i 1970′erne. Men hvor det før skete gennem studentermarxismen, skal opgøret nu føres med det virkeligt tunge skyts, statsmagtens økonomiske jernnæve.

Men det kan aldrig blive en regerings opgave at gøre sig selv til inkvisitionsdomstol eller bruge sin magt på at ødelægge dem, der taler denne magt midt imod. Den slags kendetegner diktaturet og ikke demokratiet. Ikke desto mindre vil venstrefløjen nu genoptage klapjagten.

En sten i skoene

Professor Bent Jensen, der er en af landets mest respekterede koldkrigsforskere, er blevet nævnt som et muligt offer for holdningshygiejnen. Han har nemlig længe været en sten i skoene på venstrefløjen. Ikke alene har han vendt den ryggen; han har også hudflettet dens feje holdning over for venstretotalitarismen under Den Kolde Krig. Den slags gør man ikke ustraffet i andedammen.

Også Bjørn Lomborg, der slet ikke er borgerlig, står for skud. Han siger nemlig, at vi må prioritere mellem de mange politiske forslag, som alverdens gode intentioner afstedkommer. Ikke alene har Lomborg altså sat spørgsmålstegn ved venstrefløjens forsøg på at gøre ”miljøet” til et religiøst spørgsmål; han har også givet venstrefløjens populistiske overbudsideologi et skud for boven. Med Lomborg er det åbenbart, som ordsproget siger: ”Han har ret, han skal hænges.”

Et dårligt varsel

Andet, som man må forvente står på venstrefløjens intellektuelle dødsliste, er Kaj Munk-centret, der blev oprettet i 2005, og som vover at beskæftige sig med en ikkevenstreorienteret kunstner. Et andet oplagt bud er Center for Forskning i Islamisme og Radikaliseringsprocesser, der af mange venstreorienterede opfattes som et højreorienteret forsøg på at opildne til had mod muslimer – hvad centrets forskere næppe ville kunne genkende.

Spares skal der. Derom kan man ikke tvivle. Det kan oven i købet være, at der også skal spares på forskning. Men politiske partier bør holde sig for gode til at blande sådanne økonomiske rationaler sammen med deres ønske om at styre den offentlige debat.

Et demokrati forudsætter, at der eksisterer forskellige holdninger, og det er et meget dårligt varsel for Danmarks demokratiske traditioner, at venstrefløjen nu vil bruge den økonomiske jernnæve mod sine kritikere på universitetet.

Link: http://jp.dk/opinion/breve/article2441685.ece

En fri forskning?

Web-redaktionen — Wed, 25 May 2011 08:30:51 +0000

Spørgsmålet burde være unødvendigt, men tilsyneladende ikke – for nylig har venstrefløjen meldt ud, at man agter at fjerne bevillinger fra “borgerlig” forskning, hvis en rød regering kommer til magten. Blandt andet står Bjørn Lomborg og historikeren Bent Jensen i farezonen. Mere om det her: http://www.b.dk/politiko/borgerlige-debattoerer-skal-staekkes-oekonomisk.

I KS arbejder vi for en fri forskning, der ikke er styret af politikeres krav. Foreningens formand har i dag et glimrende læserbrev i JP, hvor det gøres klart, hvor farligt det er, når politikere forsøger at sætte en stopper for intellektuelle forskelligheder på landets universiteter: http://jp.dk/opinion/breve/article2441685.ece

Ligestilling på Universitetet? Rapport fra Odense KS’ ligestillingskonference

Web-redaktionen — Mon, 11 Apr 2011 20:19:02 +0000

Tidligt lørdag morgen var en lille flok morgenfriske konservative studenter taget med toget fra Aarhus til Odense, hvor Konservative Studerende på SDU afholdt en flot ligestillingskonference. Arrangørerne skal have ros for de imponerende rammer, de havde valgt til arrangementet, som fandt sted i et stort og moderne auditorium på SDU, der havde den mindst mulige lighed med dårekister som Juridisk Auditorium på vores hjemlige Campus. Ydermere havde arrangørerne sørget for gratis frokost og ikke mindst gratis kaffe. Det nød vi.

Programmet var også ganske imponerende. Først talte videnskabsminister Charlotte Sahl Madsen om sin modstand mod kvindekvoter og positiv særbehandling på landets universiteter. Derefter fulgte feministen og forskeren Karen Sjørup, der ikke overraskende var en stor tilhænger af alle slags ligestilling, og hun blev efterfulgt af rektor på SDU Jens Oddersherred. Programmet var flot, og netop derfor var der noget forstemmende over det hele. Her havde Konservative Studerende fremtryllet toneangivende kræfter i en af tidens vigtigste debatter, men hvad magtede debattørerne? Intet udover at udstille, hvor svagt konservatismen egentlig står her til lands.

Mest blændende var Karen Sjørup, der som kønsforsker stod i den heldige situation, at hun førte en tilværelse, hvor der var overenstemmelse mellem hendes synspunkter og hendes profession. Sjørup talte åbent om sine holdninger og hun kunne ikke overraskende fortælle, at al mulig forskning som hendes kolleger i kønsforskerbranchen havde foretaget gav hende helt ret. Hvor skønt det dog måtte være, sådan at stå på det objektivt helt rigtige synspunkt. Sjørups holdning var følgende. Kvinder bliver diskrimineret alle steder. Nogle gange sker det mere eller mindre åbenlyst, fordi mænd mødes i ”old boys network” og bliver enige om ikke at forstyrre idyllen med kvindelig tilstedeværelse. Andre gange sker det meget mindre åbenlyst, fordi der er nogle strukturer og normer, der bag kulisserne så at sige fordeler kortene på en meget uretfærdig måde. Politikernes opgave var naturligvis her at nedbryde alle disse skranker så kvinderne kunne komme til fadet.

Karen Sjørup viste sig i øvrigt at være en aldeles kvik dame. Ikke alene vidste hun af, at når mænd ansætter andre mænd, så sker det på usaglige kriterier, eller fordi at kriterierne for saglighed er ”kønnede”, hun så sig også i stand til at rådgive bestyrelse om, hvem de i virkeligheden burde indvælge i tilfælde af vakance. Sjørup kunne således fortælle, at der jo sad alle mulige gårdejere og andre ukyndige i landets bankbestyrelse, mens at disse bestyrelser var helt blinde for at den lokale kvindelige gymnasierektor måske også kunne bidrage med noget.

Om ikke andet må man da sige, at det kræver ben i næsen at påstå, at man bedre end sine forskerkolleger objektivt véd, hvem der bør ansættes på et institut og at man endog bedre end bankdirektørerne véd, hvordan man driver en bank. Ok. Nu har sidstnævnte gruppe ikke klaret det strålende på det sidste, men alligevel…

Feminismen véd, hvad den vil, og hvordan den skal opnå det. Derfor fortjener den langt større respekt end den forskræmte og nølende konservatisme, som partikonservatismen kan præstere. Bedst var Charlotte Sahl-Madsen, der har haft mandsmod nok til med egne ord at udløse en mindre regeringskrise, da hun ville trække den dispensation til at diskriminere mandlige ansøgere til forskerstillinger på Aarhus og Københavns universiteter tilbage, som den tidligere videnskabsminister Helge Sander havde givet (måske også her vejledt af sin personligt forbundne Penkowa). Langt mere forstemmende var den konservative folketingskandidat Jette Nøhr, som vi vist hellere for humørets skyld helt må forbigå.

Som ikke politisk-trænet konservativ er Charlotte Sahl-Madsen et lyspunkt for Det Konservative Folkeparti. alene fordi partikonservatismen endnu ikke har mærket hende med den åndssløvhed, som er blevet konservatismens eneste kendetegn. Ikke desto mindre. Hvis det er lyspunktet, så ser det i sandhed sort ud.

Videnskabsministeren var, når alt kom til alt, ligeså radikal fortaler for ligestilling som sine feministiske medsøstre. Målene var de helt enige om. Udjævning og udligning. Kun på midlerne divergerede de. Hvor venstrefløjen ville have kvoter, ville konservatismen have frivillige aftaler og holdningsændringer, og mens ministeren rettelig tordnede mod venstrefløjens idé om at tvangsopløse Mærsk, hvis ikke straks de skaber kønsligevægt i bestyrelsen, så fremhævede hun med stor glæde, at de danske universiteter havde tiltrådt et kønscharter, som forpligtede dem på ligestilling og mangfoldighed.

Nu er tvang flere ting. Den gamle venstrefløj er primitiv, fordi den kun kender økonomiske incitamenter og i det hele taget sværger til statsmagten og lovene. Tvang er imidlertid også ideologisk tvang. Der hvor en ideologi har sat sig igennem og inficeret fornuften og sat sig på dømmekraften som tuberkulosen på lungerne. Hvad nytter det, at vi som borgerlige på den ene side bekæmper statslig tvang, hvis vi på den anden side fremmer en ideologisk tvang og lader en ligestillingsideologi sætte sig igennem, som fører til at saglige kriterier fraviges for at opnå ligestilling, mangfoldighed og diversitet.

Konferencen mindede os om studenterkonservatismens opgave, at gå forrest i en intellektuel genrejsning af dansk konservatisme, som kan genvinde en intellektuel selvstændighed til den danske konservatisme, der har gjort det til sin fornemmeste mission at være et udtryk for blot en nølende radikalisme – og tilsyneladende haster det mere end man kunne frygte.

Blomsten af Danmarks ungdom – Nu med stress

Emil Melchior Mikkelsen — Tue, 05 Apr 2011 03:24:56 +0000

Så er den gal igen! Blomsten af Danmarks ungdom – de universitetsstuderende – har fået stress, de kære små…

En trivselsundersøgelse på Københavns Universitet viser, at en tredjedel af de studerende føler sig stressede udenfor eksamensperioderne. I dette ligger vel også, at langt flere føler sig stressede i selve eksamensperioderne. Universitetets studenterrådgivning og prodekanen for undervisning mener, at det er mentalt hårdt at skulle strukturere sin egen hverdag og samtidig tænke, på karriere og økonomi. Danmarks Studerendes Fællesråd stemmer i, med forklaringen at der er for få undervisningstimer. Der lægges ej heller skjul på, at ”tendensen” med at skulle hurtigt gennem studiet, kan være yderst belastende og nærmest med garanti vil invalidere de evigt udsatte studerende.

Og det er da også synd, at de stakkels unge selv skal få hverdagen, økonomien og fremtidsplanerne til at hænge sammen. Oven i det skal der jo også være tid til statsfinansieret kaffe-latte, næsepiercinger og ”Ta ansvar”- demonstrationer for at tilrane sig flere af skatteydernes penge – man er vel det råstof Danmark skal leve af i fremtiden!

Endnu engang sættes en tyk streg under, at ”de studerende” som helhed, fremstår som landets største flok tude-prinsesser. Helt ærligt, såkaldt almindelige mennesker skal også have hverdagen til at hænge sammen! Det må være slut med den evindelige klagesang om hvor hårdt det er, at studere i Danmark. Vi får vores uddannelse gratis, får løn undervejs, støtte til betaling af husleje samt rabatter på det ene og det andet, ydermere kan de fleste rende hjem til mor hvis husholdningbudgettet ikke kan hænge sammen.

Det skræmmer mig, at Danmark i fremtiden skal konkurrere på det globale marked med en arbejdsstyrke af grædefærdige, forkælede kandidater med rygrad som en regnorm. I erhvervslivet er der ikke storbror-mentorordninger eller støttepædagoger til at puste på den bulne finger og nænsomt pakke os ind i vat.

Danmarks studerende skal tørre deres øjne, spise en kiks (hvis de kan få råd og ikke blive stressede over hvorvidt det skal være en marie eller digestive), komme ind i kampen og tage ansvar for eget liv! Klient-samfundet, hvor alt ansvar er væltet over på staten, viser her sit grimme ansigt.

Ja, universitetet kan være hårdt – og det skal være hårdt. Det er ikke for alle og hvis man ikke, på de nuværende vilkår, kan klare et 5-6 årigt studium – Ja så burde man nok slet ikke være der.

Her er artiklen om de stakkels små http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2011/04/04/04223329.htm

Børnepasning på campus – En historie om hvordan man fører studenterpolitik…

Emil Melchior Mikkelsen — Mon, 22 Nov 2010 12:40:58 +0000

I den seneste tid har jeg navnlig behandlet de problemer, vi har oplevet med studenterdemokratiet på universitetet. Det har jeg gjort fordi det er alvorligt og fordi det har været nødvendig for mig som tilhænger af studenterdemokratiet at gøre opmærksom på det. Jeg har ikke gjort det for at hænge Studenterrådet ud. Mange af deres aktive gør især lokalt ude i fagrådene et godt stykke arbejde og vi har endda selv medlemmer, der har engageret sig lokalt. Men det ændrer alt sammen ikke ved, at systemet er råddent og det vil vi have lave om. Ja det er faktisk hele grunden til at vi er gået sammen med Frit Forum og de liberale. Fordi vi kun sammen er stærke nok til at stille os bag de nødvendige reformer som Studenterrådet, desværre har modarbejdet.

Det hele er dog også meget ærgerligt. For selvom studenterparlamentet er en mærkesag, så har vi jo andre mærkesager. Og i de følgende dage vil jeg koncentrere mig om dem.

En mærkesag, som jeg længe har interesseret sig for, og som måske er foreningens ældste mærkesag, er forbedringen af forholdene for studerende med børn på AU. Det er jo åbenlyst et misforhold mellem det, at man på den ene side gerne ser, at studerende allerede i studietiden stifter familie og så det, at dette på mange måder er vanskeligt. Særligt børnepasningen har vist sig at vær et problem. Pasningsordningerne i Århus er på mange måder ufleksible, de egner sig bedst til folk, der har et stort behov for børnepasning dvs. familier, hvor begge forældre har fuldtidsarbejde. Selv med den modulordning som blev gennemført med borgerlige stemmer og som skulle give større fleksibilitet, må man som studerende erkende, at denne fleksibilitet ikke er opnået. Derfor har vi igennem flere år arbejdet på at skabe en ordning, der tager hånd om de studerendes problemer.

Her skal der lige nævnes et par ord om hvordan vi mener, man bedst driver studenterpolitik, ja politik i det hele taget.

Vi hører ofte fra Studenterrådet, at de politiske lister er usynlige mellem valgene og at kun Studenterrådet taler de studerendes sag. Jeg vil godt her igen rose det arbejde, som gøres ude i fagrådene, men også bemærke, at det jo netop er dem, der er synlige og ikke Studenterrådet som sådan. Jeg tror at alle listerne på AU, fra os til Studenterrådet har et problem med synlighed. Ja jeg tror studenterpolitik i det hele taget er en overset affære. Nogle mener, at man skal skabe resultater gennem aktivisme. Dette var f.eks. det venstreorienterede studenterpolitiske Humboldt-initiativs holdning, da de i 2005 besatte Institut for filosofi og idehistorie, og i dag er det vist også Studenterrådets holdning, idet man har forsøgt at få indflydelse på den faglige udviklingsproces ved demonstrationer. Resultaterne er få. I KS arbejder vi på en lidt mere ”kedelig” måde. Vi bedriver politik. Vi netværker, vi laver lobbyarbejde, vi arbejder gennem vores kontakter, som strækker sig over forskere og meningsdannere, til politikere i byrådet, regionen, folketinget ja sågar den nuværende konservative forskningsminister. Vi råber ikke, vi taler. Vi besætter ikke, vi besøger de rette folk. Det er uheroisk. Det stjæler ikke overskrifter. Prisen er usynlighed. Men resultaterne er nogle gange, når det lykkes for os til at tage at føle på.

Børnepasningssagen er en af disse tilfælde. Først lykkedes det os at gøre vores politik til den konservative byrådsgruppes i Århus Byråd. På den måde blev der foreslået et særligt studenter-modul i modulpasningsordningen. Siden har vi gennem vores kontakter til forskningsministeren også fået det gjort til ministeriel politik. Det er nu faktisk muligt at lave en børnepasning på universitetet, fordi ministeren har givet mulighed for nebengeschæfter. Det er et stort skridt på vejen. Nej vi er ikke ved vejs ende endnu. Problemet er ikke løst, men med din stemme kæmper vi videre for en socialt ansvarlig, familieorienteret politik, der giver plads til at forene det familieliv og det studieliv, der må være fremtidens byggesten. Du kan læse mere om vores konkrete forslag her: http://www.konservativestudenter.dk/2010/bornepasning/

KS sejrer i Datatilsyns-sagen!!!

Emil Melchior Mikkelsen — Wed, 04 Aug 2010 17:49:50 +0000

Trekvart års brevveksling og sagsbehandling mellem Datatilsynet, Universitetet og KS er endelig ovre!

Som det fremgår af overskriften, har KS fået medhold i, at det ikke er lovligt når Universitetet lader Studenterrådet sende materiale til alle nye studerende. Datatilsynet tager, i deres afgørelse, alle de af KS fremførte påstande til følge. Dette betyder, at der i år ikke vil falde en Studenterrådskonvolut ind af brevsprækken hos alle nye studerende. Derimod vil alle nye studerende modtage en udsending fra Universitetet (noget Datatilsynet lagde særlig vægt på) med materiale både fra Studenterrådet, Liberale Studerende, Frit Forum og naturligvis Konservative Studenter.

Dette er en stor sejr. Universitet brød loven og KS satte en stopper for det! Endnu et lille skridt imod et studenterdemokrati hvor der konkurreres på lige vilkår og inden for rammerne af dansk lov og ret…

Jeg husker ikke at have meldt mig ind i Studenterrådet…

Emil Melchior Mikkelsen — Thu, 25 Mar 2010 10:32:30 +0000

JP har bragt denne artikel http://jp.dk/indland/aar/studie/article2017584.ece.

Artiklen proklamerer højtravende, at en Thea der læser idehistorie, er den nye formand for 35.000 studerende!

Dette er naturligvis det rene nonsens idet Studenterrådet jo ingen medlemmer har – Jeg har i hvert fald aldrig givet tilsagn om at blive meldt ind. Studenterrådet er jo alene et organisatorisk skalkeskjul for socialister og kulturradikale, et propaganda apparat i uhellig alliance med universitetet.

At de kalder sig selv for et “elevråd” gør dem ikke til et elevråd og at de siger at de er er alle studerendes stemme betyder ikke at de faktisk er det.

Det er stødende, gang på gang, at læse om at man angiveligt skulle have fået en ny formand, på trods af at man betaler kontingent til en anden politisk forening og indædt har ført valgkamp b.la. imod Studenterrådet.
Den udbredte misforståelse som artiklen også giver udtryk for er et enormt problem, idet det skævvrider konkurrence og undergraver studenterdemokratiet.

Disse fejlslutninger har jeg pointeret overfor jp-journalisten og på det kraftigste bedt ham rette misforståelserne.Det er ubegribeligt at vragforestillingen skal gødes, også fra JPs side - Det må stoppe…

Denne Thea er IKKE formand for 35.000 studerende og slet ikke formand for Konservative Studenter!

Nyt fra fronten…

Emil Melchior Mikkelsen — Tue, 02 Feb 2010 14:23:17 +0000

Kampen imod universitetets uhellige alliance med Studenterrådet er i fuld gang. Datatilsynet behandler fortiden sagen, hvorfor der her følger en kort opdatering af hvor fronterne står.

Efter den indgivne klage blev universitetet bedt om, at redegøre for en række forhold b. la. Hvorfor Studenterrådet som eneste forening må få udleveret adresser og hvorfor der skulle være ok, at disse blev brugt til reklame?

Universitetet har i deres svar ikke taget stilling til ret meget. Det primære indhold var, at de som universitet havde en forpligtigelse til at oplyse bredt om studielivet. Dertil at de havde valgt den “bredest funderede” forening til at udføre denne pligt. Det er naturligvis det rene udenom snak i og med at Studenterrådet ikke er bredt funderet… De har ret beset ingen medlemmer men kun en smal kreds af venstrefløjsaktivister.

Universitetet vender også det blinde øje til, at Studenterrådets udsending ikke bare er “bred oplysning om studielivet”, men også i høj grad propaganda og reklame for Studenterrådet. Udsendingen sker under Studenterrådets logo, Studenterrådet sælger reklameplads for egen vinding og bidrager til den udbredte misforståelse; at Studenterrådet er universitetets “officielle elevråd”. Alt sammen dybt uacceptable forhold!

Universitetet har meget at forklare, hvilket de hverken kan eller vil – Derfor må de jo have det på den hårde måde. Nu venter vi bare på Datatilsynets afgørelse…

Universitetets og Studenterrådets propagandavirksomhed meldt til politi og datatilsyn

Emil Melchior Mikkelsen — Sat, 12 Dec 2009 14:02:55 +0000

Konservative Studenter slår et slag for de studerendes rettigheder. Som det står at læste i Jyllandsposten, http://jp.dk/indland/aar/studie/article1914522.ece, har Konservative Studenter meldt Universitetet til politi og datatilsyn.

Sagen er den, at Universitetet udlever kontaktoplysninger, på alle nye studerende, til Studenterrådet bruger disse oplysninger til at promovere sig selv, sælge reklamer og opretholde den illusion, at de er et officielt universitetsorgan. Dette kan simpelthen ikke accepteres, hvorfor noget måtte gøres.

Det lader dog ikke til, at Universitetet tager sagen særlig tungt. I hvert fald hvis man skal dømme udfra den mindre velfunderede pressechefs brand-argument: “De er jo klart den største forening”. Man får nærmest hovedpine af at høre så elendige argumenter for at bryde loven og undergrave studenterdemokratiet.

Klynk og italesættelse ved Delfinens jubilæum

Konservative Studenter — Wed, 26 Aug 2009 15:41:21 +0000

Studenterrådets organ på AU, Delfinen, der som det måtte være nogle bekendt slår sig op på at være alle studerendes blad har udgivet et jubilæumsnummer, hvor de fejrer sig selv. Med ikke ringe stolthed gør bladet status over sin indsats, desværre for bladets altomfavnende ambition afslører det i jubilæumsnummeret sig selv som intet mindre end et endsidigt venstrefløjsorgan.

Lederen argumenterer for, at der skal oprettes flere studiepladser så folk slipper for at tage til provinsen for at studere. ( Her synes det, at skribenten ikke opfatter Århus som provinsen) Ja det ville da ikke være for meget for langt, hvis vi omlagde hele undervisningssystemet så det tilpassedes efter det atypiske søgningsmønster i år.

Delfinen skriver på s. 14 om studenterdemokrati og beklager den lave valgdeltagelse samt det forhold, at universiteterne har fået en professionel bestyrelse. Meget kan man være enig i i kritikken af unversitetsreformen, men når Delfinen kan skrive om studenterdemokrati uden endog at nævne det væsentligste problem, nemlig at deres udgivere Studenterrådet agerer som et altomsluttende enhedsparti for de studerende, som bestandigt søger at kvæle oppositionen i KS, Liberale studerende og Frit Forum, ja så kan man kun ryste på hovedet over hykleriet.

Bladet indeholder også en gennemgang af sin egen historie. Her dyrkes revolutionsromantikken med billeder af Mao og citater af Marx “bag stemmesedlerne ligger brostenene” Heldigvis beskrives også udviklingen over mod det trodsalt mere “liberale” islæt bladet har fået idag. I den historiske gennemgang er der ovenikøbet blevet plads til et personangreb på Bertel Haarder. Således skriver Delfinen

“Haarder har således anvendt et år under den normerede studietid på Statskundskab. Rygter vil vide, at denne- Haarders hurtighed- har en dybere forklaring. Denne forklaring bliver indenfor det psykologise område benævnt paranoia. Haarder kunne nemlig ikke li´ de´ rø´e”

Prisen for ensidig venstreorienter pludderjournalistik blandet med en god portien prætentiøs diskursanalytisk bragesnak tager Laura Toftegaard Pedersen vanvittige ( og jeg mener i klinisk forstand) artikel om SU. Den “afslører” hvordan systemet undergraves, fordi SU´en af onde politikere (læs onde borgerlige, læs fascister) italesættes og miskendes.

“Dermed begyndte en ny måde at italesætte SU’en . Det startede med SU’en til de unge på ungdomsuddannelserne. Den var indført for at modvirke sociale skævheder, men fra midten af 90´erne blev den af politikerne konsekvent omtalt som “Cafepengene”

Det forståes at SU´en i en funktion som socialt udlignende naturligvis slet ikke er italesat, her er der bare tale om nøgtern realitet. Italesættelse er for skribenten her et synonom for manipulation og det er jo kun de onde, der gør den slags.

Ja, hvem der blot stod på den rigtige side. Herfra skal lyde et stort tillykke til Delfinen.

Når man finder sandheden

Nicolaj Bang — Wed, 13 Jun 2007 13:33:23 +0000

Det lyder nu fra den hårde kerne af ungdomshusets forkæmpere, at man er træt af militante aktioner som ikke virker – fremover vil man overveje personoverfald, brandattentater eller kidnapninger mod f.eks. Ritt Bjerregaard eller Ruth Evensen

For det første vil det næppe føre resultater med sig, at man nu proklamerer sig som værende en terrororganisation.

For det andet vil den uforståelige folkelige opbakning, som denne ekstreme venstreorienterede bevægelse trods alt har haft, forsvinde som dug for solen.

For det tredje, så ser vi endelig nøjagtig hvad al snakken om tolerance og plads til forskellighed virkelig betyder: ”Underlæg jer vores krav, eller find jer i vold, brand og frihedsberøvelse”.

Ungdomshusets sag formåede at samle over 12 millioner ind til at købe Jagtvej 69, men i stedet for bruge disse midler til at købe et andet hus, kræver man nu, at samfundet skal forære dem et nyt. Man ønsker med andre ord, at det samfund som man afskyer og ønsker at omvælte skal betale for en ydelse man i virkeligheden selv kan købe – Det er en uforståelig logik der ligger bag disse krav.

En blog som støtter ungdomshuset skriver følgende:

”Hvornår beslutter jeg mig for, at mine medmennesker er blevet forført, og derfor ikke er i stand til, på fornuftig vis, at anvende deres demokratiske ret?”

Bemærk, at der ikke tales om hvornår demokratiet er sat ud af kraft, men om hvornår jeg beslutter mig for, at folk ikke længere er i stand til at forvalte deres frihed – hvornår jeg som en oplyst enevældig kan tage magten og skabe det gode samfund, som pøblen så åbenlyst ikke er i stand til.

Ironisk nok citerer skribenten et andet sted på siden Goethe:

Følg ham der søger sandheden, flygt fra ham der har fundet den, eller slet ikke søger

(Denne artikel er også bragt på www.x-bang.dk)

Lykketoft vil presse citronen – endnu mere

Nikolaj Hawaleschka Stenberg — Tue, 09 Jan 2007 19:41:43 +0000

Så ved vi hvor vi har Socialdemokraterne:

Ifølge [Socialdemokratiets] økonomiske nestor, Mogens Lykketoft, er det meget sandsynligt, at den offentlige vækst vil stige til samme niveau, som under Poul Nyrup Rasmussen, hvilket er et markant løft i forhold til væksten under den nuværende VK-regering.

Desuden er landets største oppositionsparti villig til at åbne op for arbejdskraft, hvis den offentlige sektor mangler hænder i fremtiden.

Socialdemokraterne har indtil nu holdt kortene tæt ind til kroppen, hvad angår væksten i det offentlige forbrug.

I partiets seneste finanslovsoplæg står der ingenting om, hvor høje de offentlige vækstrater skal være i de kommende år, men i et interview med Information lægger Mogens Lykketoft ikke skjul på, at partiet højst sandsynligt vil lægge sig på 90′er-niveau.

De sidste seks år under Nyrup voksede det offentlige forbrug med 2,3 procent om året. I de seneste seks år under Fogh har væksten i gennemsnit ligget på 1,3 procent om året, hvis man regner finansloven for 2007 med.

Nu snakker vi jo kun om “meget sandsynlig[e]” nyinvesteringer i det offentlige. Måske skulle Lykketoft prøve at holde mund et øjeblik, sætte sig i sin Børge Mogensen stol – eller hvad han nu har i sit hjem – og læse CEPOS’s rapport: “Den næste velfærdskontrakt”.

Der er opstået et voksende gab mellem den velfærd, der efterspørges og leveres. Det har skabt et pres, og politikerne er ved at bukke under for dette pres. Konsekvensen på kort sigt er, at risikoen for en overophedning af dansk økonomi øges. På lang sigt vil udvidelsen af den offentlige sektor medføre tab af vækst, velstand og konkurrenceevne. Derfor er det helt afgørende, at der skabes ny kontrakt eller forståelse mellem politikere og befolkning om fremtidens velfærd. Forståelsen må baseres på, at væksten i fremtidens velfærd i stigende grad skal finansieres ud af folks egne lommer i et samspil med en offentligt finansieret grundydelse, der fastlåses på det nuværende serviceniveau. I denne analyse skitseres hovedtrækkene i den næste velfærdskontrakt.

Læs det hele på CEPOS’ egen hjemmeside (PDF).