Københavns Universitet slukker det himmelske lys

Denmark._Capital_Region._Copenhagen_312Ukloge besparelser rammer universitetsverdenen, og Københavns Universitet har tiltrukket sig opmærksomhed efter det blev kendt at optaget på en række uddannelser stopper i år. Navnlig har det vakt furore at Eskimologi og Klassisk Græsk står til at lide en krank skæbne.

Kritik af besparelser

I Deadline den 21. januar forsøgte Politikens Bo Lidegaard at komme Eskimologi til undsætning ved at henvise til de naturlige og vitale interesser, som Danmark har i Nordatlanten generelt og i Grønland i særdeleshed.

Og i går den 6. februar, samme steds, kritiserede filosof og teolog Peter Kemp at man tilsyneladende ser stort på den særstilling, som Klassisk Græsk har som adgangsmiddel til vores klassiske arv. Man kan ikke leve på færdige oversættelser, var hans pointe.

Et tilsvarende synspunkt bragte en række forskere fra internationale eliteuniversiteter i et brev, som blev publiceret i Information den 26. januar. Klassisk græsk er ikke bare græsk, men en del af hele den klassiske filologi. Latin står for skud næste gang, lød advarslerne.

På sin side havde KU’s rektor Ralf Hemmingsen i forvejen rettet kritikken mod selve den politiske sparedagsorden:

Det er lidt lige som gæsten, der ikke vil betale restauranten efter, han har spist måltidet. Politikerne har efterspurgt øget optag på universiteterne, mere kontrol og høj kvalitet i uddannelserne til en stadig lavere pris. Nu vil de have, at regningen skal være endnu billigere.(Jyllands-Posten, 9/1 2016)

Der er væsentlige pointer i alle disse kritikpunkter. Men i Konservative Studenter mener vi, at kritikken kan rettes mere præcist. Og i virkeligheden falder den i to dele.

Hvordan staten kunne spare

Ligesom Ralf Hemmingsen kunne man jo forestille sig, at de krævede besparelser blev meget mindre, eller at der slet ikke skulle skæres ned. Men det er nok ikke realistisk.

Og selvom universitetsverdenen som et enestående tilfælde skulle undgå de besparelser, der rammer stort set alle andre offentlige institutioner, ville de øgede optag jo vedblive med lægge deres eget solide pres på universiteternes økonomi.

Staten ønsker stadig flere kandidater – hurtigere og uden at det skader kvaliteten. Deri ligger der et klassisk spørgsmål om kvantitet og kvalitet, som nok stadig ville være der, selv hvis man rent hypotetisk undlod at spare eller endda gav universiteterne flere penge.

Men man kunne i det mindste målrette besparelserne på en måde, der ville være bedre i tråd med det man faktisk ønsker. Nemlig ved at fjerne det såkaldte sjette SU-år.

Derved begrænser man ikke de studerendes valgmuligheder på universitetet, og man skader ikke universiteternes muligheder for at prioritere undervisning og forskning efter bedste evne.

I 2013 forsøgte daværende uddannelsesminister Morten Østergaard faktisk et udspil, der åbnede for muligheden for at fjerne det sjette SU-år. Men det mødte stor kritik fra SU-Rådet, der mente at vide, at det slet ikke ville virke.

Hvis den daværende regerings beregninger om den dengang tiltænkte SU-reform står til troende, kunne det have sparet godt to milliarder kroner. SU-Rådet på sin side mente, at det højest kunne redde 600 millioner. Men det er vel også en slags penge. Det er i hvert fald meget mere end hvad henholdsvis AU og KU skal spare om året, som det ser ud nu.

SU-Rådet mener ydermere, at det ikke vil øge gennemførselshastigheden nævneværdigt. Det kan der isoleret set være noget rigtigt i. Tilskyndelsen til at arbejde ved siden af studierne kan jo blive øget. Konservative Studenter mener heller ikke, at en kortere gennemførselstid i sig selv er et succeskriterium.

Men man glemmer, at den nuværende incitamentsstruktur heller ikke synes at virke på den front. Besparelserne skulle mindskes relativt i takt med at gennemførselshastigheden øges. Men den øges kun langsomt, og slet ikke i en hast, der kan måle sig med de krav, der ligger til universiteterne.

Det sjette SU-år ville derfor stadig være et meget rimeligere sted at spare. Alt andet lige beholder den enkelte studerende stadig mere frihed i sit studieliv, og det skader ikke kvaliteten af undervisningen.

Hvordan universitetet kunne spare

Opmærksomheden omkring Københavns Universitet skyldes, at man der har sat navn på konkrete uddannelser, der kommer til at lide under besparelserne. Optaget til en lang række små og mindre uddannelser stoppes helt i 2016.

Klassisk Græsk og Eskimologi er allerede nævnt, og dertil kommer: Moderne Indien, Balkanstudier, Finsk, Indianske Sprog og Kulturer, Tibetologi, Hebræisk, Indologi, Polsk, Tyrkisk, Indoeuropæisk, Sydøstasien.

Når man ikke vil spare på SU’en, er det ikke overraskende, at det truer uddannelsesudbuddet. Men problemet med en liste som den ovenstående er, at man kun skeler til uddannelsernes størrelse. Det er ikke et uvæsentligt kriterium, men det kan ingenlunde stå alene.

Et universitet er ikke kun et serviceorgan, der skal tilbyde de uddannelser, som flest ønsker. Det udskældte glidebaneargument er fuldstændig validt her, for hvor og hvordan sættes grænsen for, hvornår en uddannelse bliver for lille.

I Konservative Studenter mener vi, at Universiteterne også er institutioner med forpligtelser, der gælder kulturen og nationen som helhed.

Det er derfor helt på sin plads når Bo Lidegaard påpeger som han gør, at netop Danmarks fornemste universitet bør facilitere studier i grønlandske forhold og landets oprindelige kultur.

Relevansen heraf kan så diskuteres vis a vis for eksempel Indien, som er en voksende samhandelspartner. Men det afgørende er, at der må kunne bringes andre kriterier i anvendelse end blot uddannelsens størrelse.

Det samme gør sig i højeste grad gældende for Klassisk Græsk. Og her er det ikke kun landets interesser eller traditioner, der er at tage højde for – men også universitetets egne. Klassik Græsk er et nøglefag, som ikke blot er viden om et dødt sprog. Sammen med Latin er det den akademiske adgang til oldtidens historie og tænkning.

Coelestem adspicit lucem. Den øjner det himmelske lys. Sådan lyder Københavns Universitets berømmelige motto, som pryder indgangen til den klassicistiske hovedbygning fra 1837. Ydermere er Københavns Universitet som det eneste i kongeriget født med latin som sit modersmål.

Mottoet indeholder en ide om, at der er højere ting at stræbe efter. At der er op og ned, og at alt ikke kan nivelleres på et regneark. Det bør man have i baghovedet, når man som et universitet vil modstå detailregulering og sparekrav og gerne skulle forsøge at redde det man skønner, er vigtigst.

Leave a Reply

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>