Det ene og samme universitet

Omnibus, avisen på Aarhus Universitet, har bragt nogle af KS‘ betragtninger over Et andet universitets særprægede happening sidste måned. Indlægget kan læses på omnibus.au.dk, eller herunder:

 

I skrivende stund er der relativt stille på universitetet. Kapsejladsen er ovre og eksamener nærmer sig. Det er ting, som de fleste kan forholde sig til, fordi det vedkommer hele universitetet, eller i det mindste mange af de studerende.

Det giver anledning til at tænke på Et andet universitets bannere med de kraftige udråb. ”Ledelsen træder på de studerende” – ”Politifrit universitet” – ”Dimensioner regeringen!”, som hang i vandrehallens vinduer i april.

Lige præcis det sidste slogan kunne måske nok have vundet en særlig tilslutning hos os i Konservative Studenter. Tilsvarende virker det umiddelbart også sympatisk, at Det andet universitet samtidig bruger slagord som frihed og demokrati i universitetet.

Ydermere; den negative forudsætning for Et andet universitet kan vi måske endda genkende: Den stærke og berettigede utilfredshed med detailreguleringen af alt fra studieforløb til fagudbud og dispensationer. Der er tale om et i forvejen fintmasket net af regler, som til stadighed strammes om alt akademisk liv på universitetet. Dertil mener Konservative Studenter heller ikke, at nytten af forskning og studier uden videre lader sig kvantificere. Det gør ånd og dannelse sjældent.

Men der hører enigheden så også op! Det andet universitet gør sig bemærket ved sin aktionsform, og den skal tilsyneladende være et udsagn om, at den gængse studenterpolitik slår fejl, og at et radikalt opgør med den aktuelle universitetspolitik er nødvendigt.

Studenterdemokratiet har rigtig nok haft bedre vilkår på Aarhus Universitet. For eksempel havde universitetet engang et decideret studenterråd, som var, hvad ordet tilsiger: Et råd, hvor studerende med forskellige politiske og personlige opfattelser kunne drøfte emnerne, som angik det studiemæssige og akademiske liv.

Men fordi udviklingen vedbliver at gå i en retning, man modsætter sig, kan man ikke deraf udlede, at hele det studenterpolitiske system på universitetet i radikal forstand er ubrugeligt. Den aktive kritik af fremdriftsreform og dimensionering pågår allerede, og det fra flere sider. Og ikke mindst foregår det på mere konstruktiv vis.

Konservative Studenter skriver jævnligt høringssvar til universitets ledende organer og deltager i møder om adskillige emner, som er vedkommende for studerende overalt på universitetet. Og det samme gør Frit Forum og Studenterrådet.

Lad det være sagt med det samme: Det giver ikke rungende genlyd i korridorerne på Christiansborg. Men det bliver hørt. Og det gør det blandet fordi, vores arbejde bunder i den opfattelse, at vi som studenterpolitisk forening deler skæbne med resten af universitetet. I den forstand er vi en del af det ene og samme universitet.

Det var da også dette samme universitet, som gav Et andet universitet lov til at blive siddende i den smukke vandrehal, efter at blokaden var bragt til ophør, og som på eftergivende vis tillod, at deres bannere længe blev hængende og skærmede for forårslyset i vinduerne.

Leave a Reply

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>