Beretning fra Critiques Årskonference

Critiqu årskonferenceÅrsskriftet Critique og Konservative Studenter var lørdag d. 21 vært for konferencen kultur, fornuft og kristendom. Emnet var nogle af de spændinger, som eksisterer inden for konservativ tænkning i dag. På trods af det lidt akademiske emne var der hundrede tilmeldte deltagere til arrangementet, der foregik i en stuvende fuld Preben Hornung stue.

Konferencen blev indledt af redaktør ved Årsskriftet Critique, Christian Egander Skov, som opridsede baggrunden for debatten. Han henførte den til kulturkonservatismens gennembrud i det ideologiske landskab og opgøret med konservatismens ideologiske afhængighed af liberalismen. Ifølge Egander Skov er Kulturkonservatismen det mest bemærkelsesværdige ideologiske fænomen inden for dansk konservatisme, men også et fænomen, der rejser spørgsmål: Hvad er f.eks. konservatismens forhold til fornuft og rationalitet, hvis det hele kommer an på kultur? Fornuften hævder jo at kunne sige noget universelt. Hvad er konservatismens forhold til kristendommen, som jo også taler universelt?

Til at debattere disse spørgsmål var foruden et spørgelysten publikum indbudt politolog Søren Hviid Pedersen, filosof Kai Sørlander og historiker Jon A.P. Gissel. Ordstyrer var Mads Holger, som ledte slaget muntert og myndigt og indledte med en rørende beretning om, hvordan det at se på det samme bringer mennesker sammen – en pointe, der understreger konservatismens relevans over for en atomistisk liberalisme.

Første taler var Søren Hviid Pedersen, hvis foredrag præsenteredes således:

”Konservatismens grundlæggende ide er at udtrykke noget ganske fundamentalt om mennesket og vores plads i den skabte orden. Denne grundlæggende ide udtrykkes gennem et mytisk sprog, der forsøger at artikulere historiske fortællinger om menneskets formål og dets plads. Det er igennem det mytiske sprog og historien som medium, at konservatismen artikulerer en politisk stillingtagen til de udfordringer og problemer, man altid vil stå overfor. Konservatismen er således ikke baseret på filosofi eller religion, men på det mytiske og historiske.”

Dermed hævdede han, at fornuft og religion altid var sekundært til det mytiske. De politiske konsekvenser han afledte heraf var, at autoritetens væsentligste opgave var at opretholde sig selv ved at beskytte statens førpolitiske grundlag samt dens institutioner.

Derefter talte Kai Sørlander, hvis foredrag præsenteredes således:

”Som personer vokser vi op i en kultur, som vi deler med nogle, men ikke med andre. Så er spørgsmålet, om vi uhjælpeligt er lukket inde i vor opvækstkultur, eller om det er muligt for os ved tankens kraft at hæve os over denne kultur og begrunde nogle universelt gyldige værdier. Dybest set er dette et filosofisk spørgsmål om, hvad der rent tankemæssigt er konsistent. Men i næste omgang bliver det også et politisk spørgsmål om, hvad der konkret lader sig gøre, når det nu engang er en kendsgerning, at de fleste mennesker ikke er så rationelle, som de burde være.”

Sørlander slog fast, at vi som fornuftsvæsener faktisk kan tale om universelle værdier. Det betød bl.a. at vi kan sige, at demokrati er bedre end ikke-demokrati. I vesten er det ifølge Sørlander rationelt at være konservativ, fordi vesten har realiseret en rationel samfundsorden. I Saudi-Arabien er historien en anden. Sørlander angreb også direkte det, han kaldte kulturrelativisme med hentydning til Søren Hviid Pedersens pointer.

Sidste taler var Jon A.P. Gissel, hvis foredrag præsenteredes således:

”Foredraget vil handle om forholdet mellem kristendom og konservatisme. Det vil ske med udgangspunkt i det klassiske konservative udtryk Gud, Konge og Fædreland og med baggrund i min bog Konservatisme og Kulturkamp. Hvad kan vi lære af 1800-tallets teologiske og kulturelle konservative i forhold til vor egen tradition som konservative i Danmark, og hvad betyder kristendommen for indholdet af konservatismen?”

Gissel mente, at det nationale og det kristelige gik godt i spænd, men at det kristelige måtte fastholdes. Det er aldrig nok med det nationale. Fornuften var gennem historien brugt til mange overgreb, fremhævede han.

Efter foredrag var der en livlig debat mellem salen og panelet og paneldeltagerne imellem. Også ordstyreren blev grebet af stemningen og gav sit besyv med.

Dagens afsluttedes i Eforen, hvor forsamlingen efterfølgende indfandt sig og lod debatten fortsætte.

Leave a Reply

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>