Formandsord: Nyt semester, ny bestyrelse

Hans

Kære medlemmer

Ovenpå en veloverstået og velbesøgt generalforsamling d. 6. september sendte vi vores hidtidige formand, stud.mag. Rasmus Pedersen af sted til England. Rasmus er ikke den eneste af vores bærende kræfter, der er rejst til udlandet for en tid. Vores hidtidige næstformand Peter Hedegaard Degn er i samme omgang rejst til Frankrig, mens bestyrelsesmedlemmerne Eva Elisabeth Nielsen, der var medlemsansvarlig, samt Andreas Østerby-Jørgensen, der bl.a. stod for hjemmesiden er rejst til hhv. Sønderjylland og Kina.

Det var derfor bydende nødvendigt at holde en ekstraordinær generalforsamling, hvad vi gjorde på jura i et lokale, der bar stærkt præg af en netop overstået revy-fest. Med lidt indsats lykkedes det at gøre salen klar til arrangementet og efter afsyngelsen af Jeg elsker de grønne lunde kunne den afgående formand holde en kort beretning om sit arbejde siden februar, hvor han bl.a. fremhævede Konservative Studenters mange gode arrangementer så som Critique-foredragene, Port’n Policy og festerne og gjorde opmærksom på, hvordan det var lykkedes for foreningen at markere sig i pressen. På minussiden fremhævede han, at hjemmesiden ikke var blevet så levende, som man kunne have håbet.

Generalforsamlingen fulgte herefter formandens indstilling og valgte mig til formand, mens stud.oecon. Lars Bloch, stud.mag. Henrik Dahlin og cand.mag. Christian Skov fra den gamle bestyrelse genvalgtes og stud.mag. Espen Krogh og stud.mag. Jacob Aarslev nyvalgtes. Peter og Rasmus indvilgede i at blive suppleanter, så de kunne følge arbejdet fra udlandet. Herefter sang vi traditionen tro To kammerater og ventede et par timer på, at vores pizzaer skulle nå frem.

Foreningen har mange store opgaver frem til generalforsamlingen i februar. Vi har en tætpakket aktivitetskalender, og vi står over for et universitetsvalg i slutningen af november. Desuden stiller mange af vores medlemmer op til byrådet for diverse borgerlige partier. Arbejde er der nok af. For foreningen bliver netop universitetsvalget det afgørende fokus. VI fik et fremragende valg sidste år, men vi er klar over, at det kræver en stor indsats, hvis vi skal gentage succesen i år. Men det er bydende nødvendigt at den borgerlige stemme høres på et universitet, hvor de borgerlige ellers har det med at blive overdøvet.

Jeg vil opfordre alle borgerlige studerende, hvad enten de nu kalder sig liberale, konservative eller noget helt tredje om at melde sig ind i Konservative Studenter og hjælpe os i vores kamp for et universitet præget af ambition, frihed og flid. Jeg håber at se rigtig mange af jer til semesterstartsfesten d. 28. september.

Mvh.

Hans Henrik Juhl, Formand.

Leave a Reply

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>