Veloverstået generalforsamling

Den afgående og tiltrædende formand hilser på hverandre.

Konservative Studenter har netop gennemført en veloverstået generalforsamling, der stod i den faglige udviklingsproces’ navn. Dette stod allerede klart, da bestyrelsen opdagede, at generalforsamlingen ikke kunne holdes i det reserverede lokale, da lokalet var ved at blive pakket ned til flytning – uden nogen vel at mærke  havde informeret foreningen eller tildelt den et nyt lokale.

Den meget uheldige og kritisable situation afspejler desværre Universitetets generelle hensyntagen til foreningenslivet, for som den afgående formand Andreas Engel Krag kunne berette til generalforsamlingen er foreningens kontor blevet flyttet hele to gange i år, og det begge gange med kort varsel – den ene gang med én dags varsel. Ydermere er foreningens kontor nu blevet flyttet ned på ASB, selvom det er en kendt sag, at Konservative Studenter de sidste 75 år nu engang har haft sit primære virke på Campus.

Den afgående formands beretning bød ud over konstateringen af universitetets mangel på hensyn over for foreningslivet, på et tilbageblik på et godt år, hvor foreningen på trods af konservatismens svage brand er gået frem og har fastholdt sit høje aktivitetsniveau. Som afløser for Andreas Engel Krag blev stud.jur. Emil Melchior Mikkelsen, som tidligere har præsideret over foreningen, valgt som formand og erklærede det som sit formål at sikre kontinuiteten i foreningens arbejde.

Generalforsamlingen bød også på et veloplagt foredrag af Studenterrådets formand Thea, som gjorde rede for Studenterrådets syn på FUP og sagen om Linda Koldau, og det kunne konstateres, at der i denne sag ikke var meget, der adskilte de to foreninger.

Generalforsamlingen betød et farvel til formand Andreas Engel Krag, der stopper helt i bestyrelsen, samt kassereren gennem to år Ann Christina Rindom Sørensen, der har fået arbejde på Sjælland og medlemsansvarlig Eva Elisabeth Houth Nielsen, der står foran et længere udlandsophold. Foreningen skylder dem alle en stor tak for deres arbejde.

Ind i bestyrelsen kom Lars Bloch Jensen som ny kasserer. Lars har tidligere været kasserer i foreningen og har de sidste to år været formand for KU i Århus og har sikret foreningen en markant medlemsfremgang. Nyvalgt er også Peter Hedegaard Degn, der fulgte bestyrelsen som observatør i sidste foreningsår og har ydet et stort og lovende arbejde. Ny i bestyrelsen er også Louise Svane Pedersen, der har været aktiv i en række foreninger på universitetet, og bl.a. kendes som bartender i Eforen. Desuden blev Mads Eliassen valgt som suppleant. Mads er ung historiestuderende og har i to år været formand for Randers KU.

Efter generalforsamlingen blev der traditionen tro sunget “to kammerater”, og spist pizza, hvorefter en del af foreningens medlemmer gjorde livet farlig for deres omgivelser i Eforen, mens andre blev tilbage for at afholde generalforsamling i Konservative Jurister, hvor Mikkel Press-Hansen blev genvalgt som formand.

Leave a Reply

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>