Stakkels, stakkels Sophie …

Lørdag d. 7. januar bragte Politiken et indlæg skrevet af stakkels Sophie V. Jensen, som lider under at være studerende i Danmark. Sophie Jensens mener, at danske studerende er fattige, og hun vil have ret til at kalde sig fattig uden at blive set ned på af samfundet.

Sophies indlæg har fået selv Politikens læsere op i det røde felt, og har affødt næsten 2000 kommentarer på politiken.dk, hvoraf de fleste er meget kritiske overfor Sophies klynk.

For at starte med det at sige det som alle ved: Studerende i Danmark har de mest favorable vilkår i hele verden.

For det første er det gratis at tage en uddannelse i Danmark. Eller det vil sige, at der ikke er noget der er gratis, men at de danske skatteydere betaler for din og min universitets-uddannelse.

For det andet får danske studerende verdens højeste uddannelsesstøtte. 5662 kr om måneden direkte fra skatteyderne til dig og mig, som vi kan leve for.

For det tredje kan danske studerende tage studielån på 2.897 kr om måneden med meget lave rentesatser og fleksible tilbagebetalingsvilkår.

Det er min opfattelse, at man kan leve udelukkende af sin SU, hvis man vil. Det er selvfølgelig ikke nogen fest, men det skal det heller ikke være, når man lever af offentlig forsørgelse. Men det kræver selvfølgelig, at man indretter sig efter det. Fx kan man bo på kollegie i stedet for i en dyr lejlighed. Og ikke gøre som Sophie, der bor i en lejlighed i København, selvom hun studerer i Roskilde. For det andet kunne man også lade være med at prioritere både at have en ny cykel og månedskort til offentlig transport.

Hvis man kun har sin SU, så er der næppe råd til cafe latte, våde byture og mærketøj. Men så må man jo supplere SU’en med arbejde eller studielån, hvis man vil have flere penge.

Og nej Sophie, det er ikke nogen menneskeret at have et studierelevant job.

Og jo Sophie, men kan godt få tid til at arbejde mens man er studerende. Så må bare finde ud af, om man vil arbejde om eftermiddagen, i weekenderne eller i noget af sin lange sommerferie.

Jeg mener, at det er beskæmmende at høre den slags klynk fra studerende. Alle skatteydere – lige fra bankdirektøren til rengørinsassisten – betaler for vores gratis uddannelse, som er vores adgangsbillet til jobsikkerhed og god løn. Og ikke nok med det betaler skatteyderne også 5662 kr. om måneden i lommepenge til os.

Man vælger selv at blive studerende, og derfor udgør studerende på ingen måde en svag gruppe i samfundet. Og man er altså ikke fattig, bare fordi at man ikke gider at arbejde. Så er man bare doven eller måske for fin til at arbejde i Netto, eller hvor man nu kan få job.

For min skyld må Sophie V. Jensen gerne kalde sig fattig, hvis hun mener, at det er værdigt for hende selv. Jeg mener, at det er uværdigt for hende, og jeg forstår udmærket alle de danske skatteydere, som har fået nok af klynkeriet.

Leave a Reply

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>