Koldau-sagen II: Relativisme og viden

Koldau-sagen er af mange blevet forstået som udtryk for en central konflikt inden for universitetsverdenen. Fra slutningen af tresserne og frem begyndte de såkaldte postmodernister eller poststrukturalister at dukke op, og skabte fra denne tid et gigantisk teoretisk apparat, hvis formål oftest var en slags revisionisme, et forsøg på at skabe en række alternativer til det, man betragtede som en etnocentrisk, eurocentrisk, fallocentrisk (fortsæt selv) universitetsverden – en verden, man betragtede som en konstruktion, skabt af døde, hvide mænd. Det faktum, at det typisk var døde, hvide mænd, der havde gjort de afgørende videnskabelige, filosofiske og kulturelle opdagelser, afviste man som en historisk uretfærdighed, man nu måtte rette op på. Her er vi ved det første af postmodernismens ofre: Kvalitetsbegrebet. Tidligere anså man naturligt kvalitet som det afgørende kriterium for humaniora; man forsker i Shakespeare eller Beethoven fordi disse er topmålet af den vestlige kulturs formåen. Men i den marxistiske analyse bliver kvalitet til et ideologisk redskab: ”Kvalitet” er relativt og afhænger af ens kulturelle og sociale placering. For den typiske postmodernist, er der ikke noget, der skulle gøre Mozart mere værdifuld end Lady Gaga – og man kan nu se den klare forbindelse mellem disse postmodernistiske relativister og den modstand, Linda Koldau har mødt: Som Steen Kaargaard skriver i Jyllands-Posten, er Mozart og Lady Gaga lige vigtige for uddannelsen i musikvidenskab. Men Linda Koldau delte ikke denne rabiate relativisme, og derfor kunne hun aldrig passe ind på musikvidenskab ved Aarhus Universitet.

Kritikerne af relativismen

Det kan undre, at denne relativisme stadig trives i bedste velgående efter så mange år – og en ikke ubetydelig mængde kritik. I 1987 udgav Alan Bloom en bog, der lancerede fatale angreb mod tilstanden i universitetsverdenen og i særdeleshed relativismen. The Closing of the American Mind hed bogen, og den blev nummer 1 på Times’ bestsellerliste – usædvanligt for en debatbog om universitetskultur. Alan Blooms angreb på relativisterne er interessant, fordi han viser, hvordan relativismen foregiver åbenhed, men er fuldstændigt lukket om sig selv: For relativisten er alle kulturer lige værdifulde og brugbare – men det fører naturligt til, at disse kulturer betragtes som noget ligegyldigt, noget, vi ikke behøver bekymre os om, for vi kan ikke finde noget andet af substantiel værdi. Ifølge Bloom er det første skridt i relativismen at benægte, at man kan finde noget af værdi i fortiden eller omverdenen. Hvis ikke man læser Platons Staten som udtryk for andet end en tilfældig samling af socialt og kulturelt betingede betragtninger, så er der intet at hente – intet at studere de klassiske storværker for, for de kan principielt ikke sige os noget.
Dette er grundlaget for en kritik af den moderne kultur som sådan: Den er forfladiget og perspektivløs. Hvis man lader sig undskylde af, at alle kulturer og tider er lige gyldige, bliver man fortabt i sin egen tid, mister det historiske perspektiv, der ligger i et blik for tidligere menneskers håndtering af lignende problemer. Det moderne menneskes forståelse af sine medmennesker og deres psykologi bliver begrænset til ren pop-psykologi, fordi det moderne menneske ikke kan sætte sig selv i perspektiv i forhold til de skikkelser, der har præget den europæiske kultur. Relativismen medfører i al sin uskyldige åbenhed denne totale lukkethed om sin egen tid.

Næsten et årti senere findes et lignende opgør med postmodernismen: Professor i fysik, Alan Sokal, skrev i det postmoderne tidsskrift Social Text en artikel med titlen “Transgressing the Boundaries: Towards a Transformative Hermeneutics of Quantum Gravity”, som var fyldt med postmodernistisk jargon og i det hele taget fuldstændigt uvidenskabelig. Han fremsætter blandt andet den tanke, at matematikken må opgive sine hidtidige positioner for at nå en ”frisættende videnskab”. Artiklen var fabrikeret for at afsløre, hvordan man ved hjælp af mudret begrebsbrug og letkøbte betragtninger kunne få udgivet hvad som helst under dække af postmodernismen og blev meget omdiskuteret. Sokal-sagen blev meget omdiskuteret, men påviste ifølge Sokals støtter, hvordan postmodernismen var helt og aldeles uvidenskabelig og i gang med at ødelægge humaniora. Sokal-sagen på Wikipedia.

En tredje, og mere seriøs, kritik af relativismen er værket Fear of Knowledge, der blev udgivet af filosoffen Paul Boghossian i 2006. Boghossian sætter sig i bogen for – meget grundigt og logisk stringent – at efterprøve relativismen inden for videnskaberne gennem det, han kalder tesen om ”lige gyldighed”:

“Der er mange radikalt forskellige, inkompatible, men lige gyldige måder at erkende verden på, videnskab er blot en af dem.”

Boghossian fremhæver en række skrækeksempler på støtte til denne tese fra vigtige forskere. Arkæologisk forskning har vist, at indfødte amerikanere kom til landet for omtrent 10.000 år siden via Bering-strædet. Dette virker ganske lige til, men nogle arkæologer har fået kolde fødder; dette er blot en måde at anskue sandheden. Sioux-indianerne mener selv, de er kommet til verden gennem bøfler fra jordens indre. Om det siger førende arkæologer:

“Science is just one of many ways of knowing the world. The Zunis’ world view is just as valid as the archeological viewpoint of what prehistory is about.” (Roger Anyon, britisk arkæolog)

mens dr. Larry Zimmermann håber på
“a different kind of science, between the boundaries of Western ways of knowing and Indian ways of knowing. […] I personally do reject science as a privileged way of seeing the world.”

Hvad skal videnskaben med fjender, når den har venner som disse to arkæologer?

Boghossian påviser over 130 sider relativismens logiske inkohærens. Argumenterne er for mange til kort at kunne gengives her, men sigter omtrent i den retning, at det er umuligt at sige noget om, at der overhovedet findes forskellige opfattelser af verden, hvis man på forhånd har afvist enhver dom om verden som relativ. Relativisten kan ikke sætte sig ud over sit eget system, og kan ikke selv komme med en dom, der ikke er relativ, og kan på den måde aldrig sige noget som helst om verdens beskaffenhed.

Dette er den afgrund, postmodernismen skubber videnskaberne imod: Den totale umulighed af viden og sandhed om verden. Linda Koldaus kritik af den danske universitetsverden bygger på denne kritik af relativismen. Hvis så stor en del af universitetsverdenen, og i særdeleshed humaniora, fortsat vil forsumpe i ufrugtbar relativisme, vil universitetet uundgåeligt miste sin funktion som institution for den højeste viden.

Leave a Reply

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>