Universitetsstalinisme: Deportationerne på AU

Den gamle russiske diktator Stalin hygger sig sikkert gevaldigt i den mørke afkrog af helvede, hvor han har fundet bolig i det hinsides. Hvem skulle have troet, at hans ånd og tanker ville få så stor indflydelse på Aarhus Universitet som tilfældet blev. Ikke alene kunne han fra in grav hverve adskillige disciple blandt 70’ernes munkemarxister, i dag er det hans ånd, der hviler over Universitetets ledelse.

Det er måske en tand for groft, ville en sige. Er det ikke snarere formand Mao, som rektorat, bestyrelse og dekanat har lært af? Det var jo trods alt Maoismen, der prædikede doktrinen om den evige revolution, som i dag har fundet udtryk i den såkaldte Faglige Udviklings proces, der i sit inderste væsen er et udslag af en sådan forblindet tro på revolutionære administrative foranstaltninger udøvet i et sådant tempo, at intet kan slå rod. Jo det kan være meget rigtig, at det i virkeligheden er formand Mao, der har inspireret universitetets øverste ledelse. Maoismen var jo også væsentlig mere populær blandt studentermarxisterne end den noget mere støvede stalinisme nogensinde blev det!

Når jeg nu alligevel vil pege på, at også Stalin må have inspireret til visse sider af administrationens revolutionære drejebog, skyldes det de mange forflytninger, som i den kommende tid skal foretages. Alle humanister rives op med rode og samles i Nobelparken, juristerne flytter fra Jura, økonomerne fra økonomi, Handelshøjskolen fra handelshøjskolen. Naturvidenskab får vist lov til at blive, hvor de er, men det skyldes sikkert, at deres maskiner er for tunge og for dyre til at flytte. Revolutionen har jo dog sine pragmatiske sider.
Det er denne riven alting op med rode, som synes influeret af Stalin, der i sin tid som østlig despot rykkede rundt på adskillige folkeslag i sit sovjetiske rige. Her tænkes ikke kun på politiske fanger og dissidenter, som i stort tal sendtes til Sibirien, også hele folkeslag deporteredes. Hvorfor? Fordi Stalin forstod, at han ved at rive en kultur op med rode og omplante den, ville nedbryde de magtstrukturer, der knyttede sig dertil og som kunne tænkes at stå i opposition til hans autokratiske regime. Han orkestrerede på baggrund af sin politiske paranoia adskillige folkevandringer, som de deporteredes efterkommere stadig betaler prisen for.

Dette er jo helt lig situationen på Aarhus Universitet. Lad os for et øjeblik glemme de helt overfladiske ligheder mellem sovjetdiktaturet og AU, såsom at begge foregøglede et demokrati, men i virkeligheden var/er despotier, eller at det for begge regimer synes en dyd at centralisere så meget af administrationen som muligt, planlægge alting ned til mindste detalje og belemre studerende og forskere med bunkevis af administration og bøvl. Alt dette ser vi bort fra. Når alt kommer til alt, har AU jo intet Gulag. (Selvom man da kan frygte, hvordan ledelsen vil udnytte sine nyligt erhvervede grønlandske forskningstationer!)

Men selve deportationsstrategien synes at være skrevet af efter den store folkeforflytter. For det er præcis de samme tanker, som ligger bag. Alle skal flytte, fordi man fra de centrale ledelsers side (universitets og fakultetsniveau) frygter eksistensen af konkurrerende decentrale magtstrukturer, men frygter eksistensen af stærke, autonome fagmiljøer, fordi man ved, at der dertil knytter sig identitet, og som enhver konservativ ved, er identitet en sten i skoene for de magthavere, der bedst udøver deres magt, når de kan få folk til at makke ret i et og alt. Derfor skulle institutterne fusioneres, derfor skal de nu flyttes. Enhver rest af rødder og tradition skal væk, fordi de står i vejen for revolutionen.

Ingen latterlighed er her for stor. Se nu blot på teologerne, der har brugt enorme summer på for nylig at modernisere deres bygning på Tåsingegade, hvor der er kommet helt ny kantine, helt nyombygget bibliotek og et helt nyt studieområde. Alt det sløjfes og inddrages af administrationen, mens teologi gøres til et ansigts og identitetsløst anneks til resten af kulturvidenskab (undskyld Arts). og således rykkees alt op med rode og dyrebare erfaringer, længe plejet samfølelse smides på historiens køkkenmødding alt sammen i effektivitetens navn.

I Konservative Studenter tror vi ikke på denne kurs, men kæmper for faglig selvstændighed, øget frihed til de studerende, en kamp for det sprog, som ledelsen også vil skrotte og et levende campusmiljø uden deportationer og stadig ødelæggelse af de studerendes studiemiljø.

Leave a Reply

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>