(Tvær)Faglighed på humaniora?

Vi lever i en tid, hvor der bliver talt meget om være i verdensklasse. Forleden afholdt universitetet endog et arrangement, hvor de stillede spørgsmålet ”Vinder vi kapløbet?”. Derom vil formanden senere berette. Her skal kun to pointer fremhæves. Den ene rigtig og god, den anden fejlagtig og ødelæggende.  Den ene pointe var, at snak ikke gør det alene. Det anden pointe var, at al ny viden skabes gennem tværfaglighed. Kombinationen af disse pointer, den sande og den falske, kan forklare meget af den misere, som universitetet befinder sig i.

For reformen er et resultat af en tyrkertro på tværfaglighedens velsignelser og omstruktureringen gennemføres med det mål for øje at nedbryde faggrænser og skabe møder mellem forskellige former for viden. Dermed afslører reformen dog, at dens arkitekters viden om, hvordan der skabes ny viden inden for forskningen, er yderst begrænset. Mens drømmene om tværfagligheden blomstrer, er der meget, der tyder på, at den egentlige faglighed er under pres. For et universitet er det en alvorligt sag, for dermed er netop dets internationale position som videnskabelig forsknings og formidlingsinstitution ved at blive undergravet.

Forleden bragte Politiken et opråb fra en respekteret middelalderhistoriker på universitetet. Lektor, dr. Phil. Anders Bøgh. Han er en af dem, der har studset over tankerne i den nye reform, såvel som den egenrådige måde, som disse tanker er blevet gennemført på.:

”Tværfaglighed eller det nysproglige udtryk interdisciplinaritet skal nu i højsædet. Det er angiveligt i grænseområdet mellem fag, at det nye opstår. Derfor skal vi være 165 forskere i ét institut. Og derfor skal der bruges masser af gode skattekroner på at flytte rundt på folk og fæ, så vi alle sammen kan komme til at gå op og ned ad hinanden. Det bliver noget af en mammutopgave at samarbejde med alle disse mennesker om forskningsprojekter. Eller at finde frem til dem, som den alvidende ledelse helst ser, at jeg samarbejder med.”

Det er ikke det tværfaglige arbejde som sådan, Dr. Bøgh angriber, men dette at tværfagligheden med den nye reform bliver noget, der skubber fagligheden ud i kulden, underkuer den og ser skævt til den, der i tidens storm vælger at opretholde sin faglighed. Den der vil stå ved sit fags videnskabelige standard, bliver nemt at opfatte som den kværulerende idiot i en tid, hvor parolen byder en at nedbryde disse skranker.

Der synes at være noget næsten romantisk over ledelsens forsøg på at skabe samtale mellem forskellige vidensformer i dag. For i de sidste 200 år har videnskabens vækst været ledsaget af en øget differentiering. Engang var vi alle teologer og filosoffer, i dag er alle forskere nærsynede fagnørder, specialister, der ikke ved, hvad der sker uden for deres eget felt. Dette skal man naturligvis begræde, men kommer man i sidste ende ude om, at denne nærsynethed er en naturlig følge af forskningens specialisering? Kan universitetets ledelse vende en så fundamental historisk udvikling? Eller er det netop bare farlige drømme, som den har ladet sig besnære af.

Det tværfaglige arbejde foregår allerede i dag på landets universiteter. Samme Dr. Bøgh skriver som eksempel:

”Hidtil har jeg fint kunnet lave forskning sammen med geologer, arkæologer, etnologer, kunsthistorikere og (naturligvis) folk fra mit eget fagområde, historie, uden at de var ansat ved samme institut som jeg; de fleste er endda ansat ved andre institutioner end Aarhus Universitet .”

En forsker er typisk tilknyttet en række vidt forgrenede netværk. Netop fordi man søger en særlig indsigt, så må man også løfte sit blik fra den lokale sammenhæng og indgå i internationale netværk. Vi er her langt fra ledelsens tågede idé om viden, som noget der opstår ved mødet ved kaffeautomaten. Den form for naivitet afslører, at ledelsens tiltag ikke bygger på viden og ansvarlighed, men at vi her har at gøre med tro. En idealistisk tro på tværfagligheden, hvis bagside er en kynisk ringeagt over for fagligheden og som både på forsknings- og undervisningsplan, nu gør klar til at give den dødsstødet.

At tro at denne tro kun giver sig udslag i universitetsreformen er imidlertid fejlagtig. I næste artikel i denne serie, skal vi se på, hvorledes studierne undergraver deres egen faglighed uden hjælp fra universitetets ledelse.

Leave a Reply

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>