Formandsord: Aarhus Universitet – verdensklasse?

I slutningen af maj, havde jeg fornøjelsen af at deltage i konferencen ‘Vinder vi kapløbet?’. Konferencen var arrangeret af Danske Universiteter i samarbejde med Aarhus Universitet, og var den fjerde i rækken af flere konferencer om fremtidens universiteter i Danmark.

Temaet var universiteter i verdensklasse, og hovedtaleren var fransk-marokkaneren Dr. Jamil Salmi, som efter sin doktorgrad i økonomi har forsket i universiteter og hvad der er særligt ved topuniversiteter. Han er desuden ansat som ‘Teriarty Education Coordinator’ ved Verdensbanken.

Dr. Salmi talte om tre ingredienser, der skal til for at skabe et universitet i verdensklasse.

Den første ingrediens var ‘talentmasse’. Studenterende, undervisere og forskere skulle alle være talenter inden for deres område. Derfor er det også nødvendigt at have en stor procentdel af udenlandske studerende og ansatte for at sikre sig den rette talentmasse. Desuden pointerede Dr. Salmi, at det var vigtigt at involvere bachelorstuderende i forskning for at fastholde og udvikle talenterne. Sidstnævnte er jo også en af KS’ mærkesager og en særlig kæphest for undertegnede.

Den anden ingrediens var ressourcer – penge! USA bruger 3,3 % af BNP på uddannelse mens Europa gennemsnitligt kun bruger 1,3 %. Udover statsstøtte er det nødvendigt med private donationer, forskningsstøtte og brugerbetaling for at kunne drive et topuniversitet.

Den tredje og sidste ingrediens var god ledelse. Universiteterne skal være så autonome som overhovedet muligt ift. lovgivning og indblanding fra staten. Det vil sige at universitetet selv skal vælge ledelse og have en uafhængig bestyrelse.

Dr. Salmi roste desuden universitetsfusionerne og strukturreformen på Aarhus Universitet. Han sagde at dette var vejen frem, når man allerede var en etableret institution.

Spørgsmålet er så, om strukturreformen er nok. Det tror jeg langt fra det er. Den største hindring for at Danmark kan få et topuniversitet, er at danske universiteter er masseuniversiteter. Langt fra alle studerende på de danske universiteter er ‘topstuderende’ og derfor er talentmassen simpelthen ikke stor nok. Desuden er universiteterne pålagt en masse reguleringer, som fx taxametersystemet, som i yderste konsekvens udvander det faglige niveau. Dette er en konsekvens af at universiteterne primært finansieres af statsstøtte og er afhængige af dette.

Jeg mener at brugerbetaling bør overvejes, hvis danske universiteter vil op i eliten. Det sikrer både flere penge til universiteterne, men det sikrer også motiverede studerende, som personligt sætter noget ind på det at tage en god uddannelse. Men brugerbetaling harmonerer naturligvis dårligt med skatteplyndring. Desuden er det min personlige holdning, at mange af de penge, som i dag anvendes på statens uddannelsesstøtte, ville gøre mere gavn ved at blive anvendt på forskning og undervisning på universiteterne.

Men alle universiteter kan selv sagt ikke blive topuniversiteter, og det behøver heller ikke være en dårlig ting. Men netop derfor kan det være en forfejlet strategi at stræbe efter dette, hvis man har mere grundlæggende problemer, som der bør tages hånd om.

Aarhus Universitet har netop offentliggjort resultaterne af en storstilet og flot undersøgelse af studiemiljøet på universitetet. Denne viste lidt overraskende, synes jeg, at faglig integration var det vigtigste for de studerende. Vigtigere end fredagsbarer, fester og grupperum. Det er da et godt udgangspunkt for universitets fremtid, at det faglige prioriteres højest blandt de studerende. Det er vigtigt at huske på, når der fremover skal prioriteres økonomisk og når universitetet skal promoveres. Jeg har bemærket en lidt sær tendens til, at reklamekampagner rettet mode nye studerende, har handlet mere om fester og fredagsbarer end om akademisk niveau.

En af de negative opdagelser i undersøgelsen er, at de studerende i gennemsnit kun bruger 28,5 timer på studierne om ugen. Der bruges mindst tid bland kandidatstuderende på humaniora med kun 24,5 timer om ugen, mens de bachelorstuderende på sundhedsvidenskab bruger mest tid med 38 timer om ugen. Dette er problematisk af flere årsager. Dels lægger universitetet op til at der skal bruges 37 timer om ugen på studierne, derudfra planlægges bl.a. undervisning og pensum, og dels er det langt fra verdensklasse kun at studere 28,5 timer om ugen.

Der kan være flere løsninger på dette problem. På nogle studier er der simpelthen for lidt undervisning. Jo mere undervisning der er, des mere tid skal de studerende bruge på forberedelse. Derudover mener jeg, at universitetet kan sikre, at de studerende bruger mere tid på studierne, ved at sørge for at de studerende opholder sig mere på universitetet. Aarhus Universitet er unikt i Danmark ved at være en campus-universitet midt i en større by. Gennem campusudvikling, skal det blive endnu mere attraktivt at opholde sig på universitetet. Der skal være tilbud til de studerende af både faglig og social karakter ‘døgnet rundt’ bl.a. gennem oprettelsen af frie erhverv på campus.

Desuden vil jeg gerne slå fast, at Konservative Studenter vil kæmpe imod obligatorisk gruppearbejde mellem undervisningen, som en løsning på dette problem. Det må aldrig ske! Konservative Studenter er for selvstændighed og for personligt ansvar.

Leave a Reply

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>