Arrangementer

Faglighed på humaniora? II

I forrige uges Weekendavis kunne man på forsiden læse en skræmmende artikel. Den omhandlede den tyske professor dr.phil. i musikvidenskab, Linda Koldau, der for to år siden blev headhuntet til Aarhus Universitet som nu ville gøre alvor af de mange løfter om at være et universitet i verdensklasse. Men for prof. Koldau blev mødet med den danske universitetsverden i almindelighed og musikvidenskab ved AU i særdeleshed et trist bekendtskab. Og det står også grelt til, finder man snart ud af. Der er mange sørgelige beretninger om, hvordan den mest basale faglighed forsvinder ud af vinduet, dels for at være “moderne” og erhvervslivsrettede, dels for at tiltrække så mange studerende, og dermed penge, som muligt. Således er det gået til, at det ikke længere er et krav til kandidatstuderende på musikvidenskab at de skal kunne læse noder! Man vil jo nødigt skræmme studerende bort med den slags hårde krav. Det betyder også, at studier som musikvidenskab ændrer sig; fra at beskæftige sig med værket som udgangspunkt, er man nu gået over til pseudo-musikvidenskabelige studier; hvordan forskellige grupper ‘bruger’ musikken, hvordan musikken “opleves”. Det er meget praktisk, for så slipper man jo for at forholde sig til det æstetiske arbejdes egentlige omdrejningspunkt, værket. En anden amerikansk professor, Jeffrey Kurtzman, påpeger rammende, at musikvidenskab i Aarhus intet har med det, man internationalt betragter som musikvidenskab at gøre, og snarere burde hedde “Sociologi samt skabelsen og markedsføringen af moderne populærmusik”. Med andre ord: Mere af det samme, mere overflade, mere af den forkerte tværfaglighed – mindre tid til fordybelse, mindre plads til det historiske. Det er den sørgelige udvikling på Æstetiske Fag; jo snarere man får vendt skuden væk fra kulturteori og tilbage mod det historiske, jo snarere kan man ophøre med at være intet andet end en produktionshøjskole for den del af den kreative klasse, der ikke blev optaget på kunstskolerne, og i stedet tilbyde et seriøst og dybdegående universitetsstudium.

Men Koldau-sagen peger også udover musikvidenskab. Den peger på generelle tendenser i dansk humaniora i det hele taget; for Koldau er det paradoksalt, at det netop er i forsøgene på at erhvervsrette de humanistiske studier, at fagligheden er styrtdykket. Men spørger man lederne i erhvervslivet, efterspørger de faktisk det, man er ved at afskaffe på humaniora, siger Koldau: Evnen til at afgrænse problemstillinger samt analysere dem grundigt. I stedet får man nu kandidater, der er “fleksible”, har en række af “kompetencer” og har haft lange kurser i, hvordan de skal finde arbejde efter endt uddannelse – til gengæld mangler de ethvert fagligt fundament, de mangler den dybdegående viden og metodiske evner. Desværre ser det ikke ud til at gå den rigtige vej; flere og flere nye slagordsuddannelser som oplevelsesøkonomi, musikkultur og globalisering og kulturel identitet dukker op, de “nye undervisningsformer” med gruppearbejde og afbrydelser hvert 20. minut vinder indpas. Man kan kun håbe, at Aarhus Universitet tager kritikken fra den internationalt anerkendte professor til sig.

Yderligere læsning:

http://politiken.dk/debat/ECE1306556/professor-dansk-humaniora-er-en-skandale/

http://ffarkiv.pbworks.com/w/file/40905969/Kurtzman-Truth_Education_and_the.doc

1 comment to Faglighed på humaniora? II

  • Jesper

    En kort kommentar. “Således er det gået til, at det ikke længere er et krav til kandidatstuderende på musikvidenskab at de skal kunne læse noder!” Det er den opfattelse man nemt får, ved at læse artiklen. Dog er der flere studieretninger på musik, og det er kun den nyoprettede kandidat “Linjen i Musik, lyd og kommunikation” hvor det ikke er et krav. Alle andre skal selvfølgelig kunne noder – ingen tvivl derom.

    Der er flere aspekter i denne problematik, for det første problematikken om musikvidenskabelige positioneringer og fagets genstandsfelt. At Linda Koldau har en forkærlighed for Knud Jeppesen og den positivistiske fagtradition, er ret tydeligt. Imidlertid er der en del andre positioner og et væsentligt paradigme pt. er de mere sociologiske kulturstudier. De kan bestemt legitimere sig videnskabeligt og bidrage med nogle interessante perspektiver i faget. Når man derfor skriver følgende “[...]æstetiske arbejdes egentlige omdrejningspunkt, værket.” har man – undskyld mig – en lidt naiv opfattelse af værkbegrebet. Forskningen i det felt er de sidste mange år blevet udvidet, og opfattelsen af, at musik er en kulturel praksis og et kulturelt felt har kastet kritisk lys over de traditionelle værkopfattelse. At påstå, at kun de gamle traditioner er seriøse, er ikke videnskab, det er tom ideologi.

    Desuden er der det økonomiske aspekt, som Koldau med rette artikulerer. At der for en kandidat kun er 3 års undervisning i musikvidenskab – og det med specialeskrivning – er håbløst, hvis man vil orientere sig i fagets facetter. Desuden bliver det ikke til meget mere end få lektioner i de fleste fag, hvilket frarøver de studerende enhver mulighed for en solid akademisk uddannelse. Hvis vi havde ressourcer til at uddanne femårige kandidater kun i traditionelle fag som musikteori og musikhistorie (hvad der bestemt også er vigtigt – jeg er selv ret traditionel orienteret) ville vi selvfølgelig gøre det. Men hovedkritikken er et spørgsmål om videnskabsteoretisk positioneringer inden for faget, og begge har vigtige kvaliteter. At Koldau mener, at den positivistiske hun selv repræsenterer er den mest korrekte og vigtigste er et spørgsmål om personlig præference.

    Venligt Jesper. Hvis jeg ikke besvare et svar hertil, skyldes det ikke uvilje, men at jeg sikkert har glemt denne kommentar. Jeg synes bare, at nuancerne manglede og at en studerende kunne præcisere dette.

Leave a Reply

  

  

  

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>