Borgerlig studenterpolitik nu!

Undertegnede har bidraget med følgende debatindlæg til UNIvers:

Den 29. november til d. 2. december er der valg på Aarhus Universitet, og det er vigtigt at alle studerende husker at stemme!

Som den eneste borgerlige studenterforening på Aarhus Universitet, repræsenterer Konservative Studenter, og vores datterforening Konservative Jurister, borgerlige studerende i bred forstand til valget. Vi er ikke et politisk parti, men en politisk, social og akademisk forening for alle borgerlige studerende.Vi har kæmpet mod socialismen på Aarhus Universitet siden 1934, og det gør vi stadig den dag i dag. Der er brug for borgerlig studenterpolitik på Aarhus Universitet, og Konservative Studenter er dit borgerlige alternativ til de venstreorienterede lister fra Frit Forum og Studenterrådet.

Universitetets rolle som forsknings- og uddannelsesinstitution for akademikere er i dag under pres fra politikere og andre, som vil omdanne universitetet til et socialt eksperiment. Det fjerner fokus fra faglighed til fjolleri, når venstrefløjen hele tiden råber op om bæredygtighed, kantinemad og social arv.

De forandringer, der er sket på universiteterne gennem de seneste årtier forringer forholdene for de flittigste studenter. Konservative Studenter vil kæmpe for mere frihed til flid.
Vi vil arbejde for, at der uddeles udmærkelser til de bedste kandidater. Vi vil arbejde for, at du skal have mulighed for at tage flere ECTS-point, end din uddannelse er normeret til, som du kan anvende til udlandsophold eller til at tage kurser på andre fakulteter.
Derudover vil Konservative Studenter arbejde for mere prægraduat forskning på institutterne, så vi studerende allerede tidligt i vores uddannelsesforløb kan erhverve os uvurderlige kompetencer, samtidig med at forskningsmiljøerne kan nyde godt af de studerendes ressourcer.

Aarhus Universitet er i den unikke position at være et campus-universitet. Det skaber synergier og fællesskab på tværs af studierne. Omdrejningspunktet for Konservative Studenters politik for studiemiljøet er en bevarelse af campus-universitetet. Vi vil værne om campus-universitetet og styrke det ved at samle studier, kollegier og studenterliv geografisk i universitetsparken.

Konservative Studenter går til valg på et seriøst politisk program med mange gode ideer til at øge fagligheden og forberede studiemiljøet på Aarhus Universitet. Vi vil gerne gå ind i en seriøs diskussion om disse emner, hvor debatten ikke trækkes ned på et lavt niveau, hvor det blot handler om at kræve flere og flere rettigheder til de studerende og flere og flere penge til studiemiljøet under mottoet ”mere, flere, bedre, billigere” dit og dat.

Så husk når du skal stemme til universitetsvalget, at det kun er Konservative Studenter og Konservative Jurister, der varetager din interesser som borgerlig student.

Leave a Reply

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>