Ligestilling på Universitetet? Rapport fra Odense KS’ ligestillingskonference

Tidligt lørdag morgen var en lille flok morgenfriske konservative studenter taget med toget fra Aarhus til Odense, hvor Konservative Studerende på SDU afholdt en flot ligestillingskonference. Arrangørerne skal have ros for de imponerende rammer, de havde valgt til arrangementet, som fandt sted i et stort og moderne auditorium på SDU, der havde den mindst mulige lighed med dårekister som Juridisk Auditorium på vores hjemlige Campus. Ydermere havde arrangørerne sørget for gratis frokost og ikke mindst gratis kaffe. Det nød vi.

Programmet var også ganske imponerende. Først talte videnskabsminister Charlotte Sahl Madsen om sin modstand mod kvindekvoter og positiv særbehandling på landets universiteter. Derefter fulgte feministen og forskeren Karen Sjørup, der ikke overraskende var en stor tilhænger af alle slags ligestilling, og hun blev efterfulgt af rektor på SDU Jens Oddersherred. Programmet var flot, og netop derfor var der noget forstemmende over det hele. Her havde Konservative Studerende fremtryllet toneangivende kræfter i en af tidens vigtigste debatter, men hvad magtede debattørerne? Intet udover at udstille, hvor svagt konservatismen egentlig står her til lands.

Mest blændende var Karen Sjørup, der som kønsforsker stod i den heldige situation, at hun førte en tilværelse, hvor der var overenstemmelse mellem hendes synspunkter og hendes profession. Sjørup talte åbent om sine holdninger og hun kunne ikke overraskende fortælle, at al mulig forskning som hendes kolleger i kønsforskerbranchen havde foretaget gav hende helt ret. Hvor skønt det dog måtte være, sådan at stå på det objektivt helt rigtige synspunkt. Sjørups holdning var følgende. Kvinder bliver diskrimineret alle steder. Nogle gange sker det mere eller mindre åbenlyst, fordi mænd mødes i ”old boys network” og bliver enige om ikke at forstyrre idyllen med kvindelig tilstedeværelse. Andre gange sker det meget mindre åbenlyst, fordi der er nogle strukturer og normer, der bag kulisserne så at sige fordeler kortene på en meget uretfærdig måde. Politikernes opgave var naturligvis her at nedbryde alle disse skranker så kvinderne kunne komme til fadet.

Karen Sjørup viste sig i øvrigt at være en aldeles kvik dame. Ikke alene vidste hun af, at når mænd ansætter andre mænd, så sker det på usaglige kriterier, eller fordi at kriterierne for saglighed er ”kønnede”, hun så sig også i stand til at rådgive bestyrelse om, hvem de i virkeligheden burde indvælge i tilfælde af vakance. Sjørup kunne således fortælle, at der jo sad alle mulige gårdejere og andre ukyndige i landets bankbestyrelse, mens at disse bestyrelser var helt blinde for at den lokale kvindelige gymnasierektor måske også kunne bidrage med noget.

Om ikke andet må man da sige, at det kræver ben i næsen at påstå, at man bedre end sine forskerkolleger objektivt véd, hvem der bør ansættes på et institut og at man endog bedre end bankdirektørerne véd, hvordan man driver en bank. Ok. Nu har sidstnævnte gruppe ikke klaret det strålende på det sidste, men alligevel…

Feminismen véd, hvad den vil, og hvordan den skal opnå det. Derfor fortjener den langt større respekt end den forskræmte og nølende konservatisme, som partikonservatismen kan præstere. Bedst var Charlotte Sahl-Madsen, der har haft mandsmod nok til med egne ord at udløse en mindre regeringskrise, da hun ville trække den dispensation til at diskriminere mandlige ansøgere til forskerstillinger på Aarhus og Københavns universiteter tilbage, som den tidligere videnskabsminister Helge Sander havde givet (måske også her vejledt af sin personligt forbundne Penkowa). Langt mere forstemmende var den konservative folketingskandidat Jette Nøhr, som vi vist hellere for humørets skyld helt må forbigå.

Som ikke politisk-trænet konservativ er Charlotte Sahl-Madsen et lyspunkt for Det Konservative Folkeparti. alene fordi partikonservatismen endnu ikke har mærket hende med den åndssløvhed, som er blevet konservatismens eneste kendetegn. Ikke desto mindre. Hvis det er lyspunktet, så ser det i sandhed sort ud.

Videnskabsministeren var, når alt kom til alt, ligeså radikal fortaler for ligestilling som sine feministiske medsøstre. Målene var de helt enige om. Udjævning og udligning. Kun på midlerne divergerede de. Hvor venstrefløjen ville have kvoter, ville konservatismen have frivillige aftaler og holdningsændringer, og mens ministeren rettelig tordnede mod venstrefløjens idé om at tvangsopløse Mærsk, hvis ikke straks de skaber kønsligevægt i bestyrelsen, så fremhævede hun med stor glæde, at de danske universiteter havde tiltrådt et kønscharter, som forpligtede dem på ligestilling og mangfoldighed.

Nu er tvang flere ting. Den gamle venstrefløj er primitiv, fordi den kun kender økonomiske incitamenter og i det hele taget sværger til statsmagten og lovene. Tvang er imidlertid også ideologisk tvang. Der hvor en ideologi har sat sig igennem og inficeret fornuften og sat sig på dømmekraften som tuberkulosen på lungerne. Hvad nytter det, at vi som borgerlige på den ene side bekæmper statslig tvang, hvis vi på den anden side fremmer en ideologisk tvang og lader en ligestillingsideologi sætte sig igennem, som fører til at saglige kriterier fraviges for at opnå ligestilling, mangfoldighed og diversitet.

Konferencen mindede os om studenterkonservatismens opgave, at gå forrest i en intellektuel genrejsning af dansk konservatisme, som kan genvinde en intellektuel selvstændighed til den danske konservatisme, der har gjort det til sin fornemmeste mission at være et udtryk for blot en nølende radikalisme – og tilsyneladende haster det mere end man kunne frygte.

Leave a Reply

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>