Hvorfor stemme på Konservative Studenter – Den sidste valgtale

Hvorfor skal man egentlig stemme på Konservative Studenter? Ja nu kommer valgtalen.
Det skal man for det første, hvis man ikke køber Studenterrådets præmis om, at alle
studerende er ens og har ens præferencer. Vi tror på, at de studerende er meget
forskellige. Og den tro synes jeg måske i nogen grad bliver bekræftet i en valgkamp
som den her. Vi tror ikke på, at alle har de samme interesser og vi tror slet ikke
på, at alle bør have den samme holdning.

Vi vedkender os klart vores borgerlige udgangspunkt og man skal derfor først og
fremmest stemme på os, hvis man er borgerlig, konservativ eller liberal – eller hvad
vi nu skal kalde det. Nok er vi en bred bevægelse, der har medlemmer og støtter, der
omfatter hele det borgerlige spektrum, men vi er ikke sat i verden for at føre
socialistisk studenterpolitik. Faktisk er vi sat i verden for at bekæmpe denne
socialisme, hvad enten den nu åbent kalder sig Socialistisk Folkeparti eller den
gemmer sig under andre betegnelser, det være sig DGS eller Studenterrådet.

Vores studenterpolitiske linje er altså en klar borgerlig linje og vores arbejde
hviler på et solidt konservativt grundlag. Det betyder ikke nødvendigvis
konservativt som i Det Konservative Folkeparti. Nej det betyder konservativ som i et
livssyn, der tror på ansvar, ambitionen og friheden.
Vi er en gammel forening, næsten lige så gammel som universitetet, idet vi er fra
1935 så vores kamp har varet i mange år og igennem vores historie har vi ført denne
kamp på mange arenaer. I Studenterforeningen, i Studenterrådet, i
universitetsbestyrelsen, talrige studienævn og i landspolitikken.

Vi tror nemlig ikke studenterpolitik handler om demonstrationer eller besættelse af
institutter. Vi tror ikke den bedste vej til indflydelse er at té sig. Det er
venstrefløjens første recept, for os er det sidste udvej. Derfor har vi lagt stor
vægt på lobbyarbejde og vi har haft ganske god succes hermed både i forhold til
universitetet og i forhold til en regering, hvis borgerlighed vi ellers nogle gange
kan tvivle på.

Vores mærkesager er primært nære sager. Mange går til valg på at ville fikse verden.
Frit Forum vil bruge universitetet som et redskab i kampen for ligestilling.
Studenterrådets mange lokale lister går ofte til valg på beslutninger, der er på et
så lokalt niveau, at de slet ikke træffes i bestyrelsen, mens deres hovedliste går
til valg på en SU politik, som Aarhus universitets bestyrelse ingen indflydelse har
på. Vi har i mange år bevidst valgt at tage emner op, som kan løses af bestyrelsen.

Derfor er vi i mange år gået til valg på at forbedre forholdende for studerende med
børn. Vi tror nemlig på familien og vi vil gerne gøre det nemmere for denne gruppe
af studerende ved at få indført en solid og økonomisk børnepasning på Campus.
Derfor er vi også i mange år gået til valg på pod-castning af undervisning. Mange
undervisere er tilsyneladende bange for at blive optaget. Vi spørger hvad er i bange
for, hvad skjuler i? De studerende har ret til det værktøj som det er i forbindelse
med eksamensforberedelse at kunne gennemgå en forelæsning igen.
De studerende har også ret til en undervisning de kan forstå. Derfor har vi de
sidste par år kæmpet for en sprogpolitik på AU, der beskytter det danske sprogs
stilling. Vi vil naturligvis ikke afskaffe engelsk. Men undersøgelser viser, at
informationstabet er på op imod 40 %i en undervisningssituation, hvor en dansk
underviser underviser sine danske studerende på engelsk. Det bliver vi altså ikke
rustet til globaliseringen af, det bliver vi bare 40 % dummere af og det er ikke
bedre at være dum på engelsk end klog på dansk.
Endelig vil vi gerne – og den sag er vi glade for, at nu også Studenterrådet har
fået øjnene op for – indføre et mere strømlinet informationssystem på AU, hvor det
for mange er umuligt at finde ud af, hvordan og hvor man får de relevante
studieinformationer. Er det AULA, Campusnet, Firstclass, oplsagstavler, mails,
gennem ens login på AU.dk eller på en af denne hjemmesides utallige undersider?
Ingen ved det. Men vi vil gerne vide det.

Sidst men ikke mindst har vi taget kampen op mod nogle af elementerne i den faglige
udviklingsproces, som vi frygter kan være med til at smadre fagligheden på studierne
og skyde studenterdemokratiet i sænk.

Dette er vores borgerlige studenterpolitik, og den håber jeg, at i som studerende
vil støtte, så den borgerlige stemme på AU kan lyde med så meget større kraft end
tilfældet er i dag.

Leave a Reply

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>