Mulighed for at sammensætte din uddannelse – næsten – som du vil

Konservative Studenter mener, at fleksibiliteten og friheden til selv at sammensætte sin uddannelse skal styrkes væsentligt.

Hvorfor skal du fanges ind af bureaukratiske systemer? Hvorfor skal det være så svært at skræddersy sin egen uddannelse? Mange studerende på Universitet passer dårligt ind i de kasser og uddannelsesforløb som er sat op. I dag er det kun på papiret muligt for alvor at bestemme sit uddannelsesforløb. For går du imod strømmen, og vil du mere end de andre, risikerer du at blive tabt i det store system. Problemet er allerede stort på det gamle universitet. Men med fusionen med ASB er det endnu mere udtalt, og hvis vi skal have fuld valuta for pengene, skal systemet virke bedre.

Frihed

I dag er det de enkelte fag, der selv udstikker reglerne for, hvilke fag man skal have for at blive bachelor eller kandidat indenfor faget. Nogle steder har man åbnet op for, at man kan tage fag fra en anden studieretning og få den overført på sit eget eksamensbevis – enten med karakter eller som ”bestået/ikke–bestået”.

Vi vil på ingen måde fjerne den selvstændighed eller frihed de enkelte fag har til at tilrettelægge, hvad en uddannelsesretning skal indeholde af tilbud. Men samtidig vil vi ikke lukke for de studerendes muligheder for selv at sammenskrue deres uddannelse – det er trods alt deres uddannelse.

Derfor skal de eksisterende meritfagsystemer gøres smidige og fleksible, ligesom det hav af regulering der er på området skal forenkles og sammenskrives.

I endnu højere grad skal muligheden for at tage fag indenfor et fakultetsområde gøres så smidige, at den studerende reelt kan vælge og vrage som han vil. Det er trods alt derfor, at fagene er placeret i de forskellige fakulteter.
Konservative Studenter er tilhængere af et mere smidigt uddannelsesforløb med fokus på den studerende – Derfor vil vi bekæmpe administrativt bøvl og de forhindringer, som ligger i vejen for de studerende, der har mod på mere. Din uddannelse hænger du på resten af livet, derfor skal den også passe fra starten af. Det er DIN uddannelse og ikke Universitetets.

Leave a Reply

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>