Mere frihed til Universiteterne

Omfanget af detailregulering af universiteterne er rystende. For selvom universitetsloven gjorde universiteterne til selvejende institutioner, kan man med al tydelig se, at selvejerskabet er et skalkeskjul for formynderi.

Man har nemlig valgt at bemyndige ministeren (det vil sige ministeriet) til at træffe beslutninger i alt for mange spørgsmål; man har indført reguleringsmekanismer og ikke mindst forstærket omfanget af ministergodkendelse.

Se blot på diskussionen om gruppeeksamener og studieordninger: Kan det virkelig passe, at ministeren skal bestemme, hvordan universiteterne eksaminerer? Kan det virkelig passe, at ministeren skal bestemme, hvordan sidefagsordningen på HUM skal tilrettelægges? Nej vel? Det er jo helt forrykt.

Vi vil slippe universiteterne fri.

Ministeriet må aldrig blande sig i:

  • Uddannelsernes udbud, antal og studieordning
  • Optagelse
  • Eksamensformer
  • Løn og ansættelse
  • Ledelse
  • Økonomi

Og med denne frihed følger selvfølgelig også et ansvar. Med udgangspunkt i udviklingskontrakterne – der indgås imellem f.eks. Aarhus Universitet og Videnskabsministeriet – skal universiteterne forpligte sig indenfor nogle overordnede mål, der er målbare.

Alt afhængig af hvor mange mål man opfylder, belønnes man med flere penge til fri afbenyttelse.

Derfor er det også vigtigt, at udviklingskontrakterne ikke blot er endnu et udtryk for detailregulering. Hvis man vil give universiteterne frihed og ansvar til selv at finde ud af, hvordan man vil realisere sine mål, må man også sætte sig få og overordnede mål. Alt andet er formynderisk.

Leave a Reply

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>