Fri konkurrence om forskningsmidlerne, tak

Forskningsfrihed
Landet rundt, men primært på universiteterne, hører vi fra tid til anden en sagte røst fra forskerstaben der siger, at forskningsfriheden sættes over styr. Røsten siger, at man fra regeringens side går ind og definerer hvilke forskningsområder, der skal lægges mest vægt på og dermed også postes flest penge i.

De har naturligvis ret. Det er utroligt bekymrende.

Dog er det imidlertid ikke ualmindeligt, at staten blander sig i forskernes hverdag. Det finder vi højst uheldigt. Det vil nemlig være således, at Aarhus Universitet vil komme til at få over 10 % af sine samlede forskningsmidler fra såkaldte ”myndighedsopgaver” – altså opgaver på bestilling fra staten i form af sektorforskning, der kan hemmeligholdes af saten, hvis den ikke kan lide resultaterne.
Fra statens side er man bange for, at forskningsfriheden medvirker til at der forskes i emner, der enten ikke kan bruges i verden omkring os eller i værste fald ikke engang kan bruges af andre forskere.

Jeg kan godt forstå synspunktet, men jeg vil stadig mene, at man vender skuden på farlig kurs, når både regering og opposition vil have stadig større indflydelse på forskningsmidlernes fordeling. Alene risikoen for, at politikerne favoriserer enkelte områder er en belastning for den danske forskningsverden. For siden hvornår har politikerne været de bedste til at vurdere, hvor der er størst potentiale for forskningsmæssige gennembrud i fremtiden?

Af frygt for, at forskningsfrihed fører til forskning af ringe kvalitet m.v., har man derfor udbygget det planøkonomiske system, gennem hvilket universiteternes midler fordeles. Det er et system, hvor alle forskere får samme grundbeløb for den forskning de udfører og hvor særlige puljeordninger skal henlede forskernes opmærksomhed på (for politikerne) særligt spændende områder.

Set med systemets briller er det måske ikke så bekymrende endda: Man bliver styret og det kan man lide –for det sker jo hele tiden. Men når resultatet bliver, at man omfordeler midler til forskningsområder, der alligevel ville være blevet forsket i fordi de er relevante samt at dårlige forskere tilpasser deres forskningsområde til tidens politisk-økonomiske luner, ender vi med at anspore til ukreativitet og pengepugeri.

Men vi kunne også vælge at gå en anden vej! Man kunne erstatte den (politiske) styring med markedet:
Lod man samtlige forskningsmidler gå ud i fri konkurrence og tilmed belønnede den enkelte forsker og dennes institut efter kvaliteten*, ville vi stå med et system, hvor kreative mennesker ville forske i det, de er bedst til – til fordel for både dem og samfundet.

Med de rette incitamenter vil folk forske i områder, hvor de kan bidrage med noget nyt, indenfor et område der interesserer dem selv og deres omverden. Og er det ikke også det, god forskning handler om?

* En indikator blandt mange andre for dette er antallet af citationer eller artiker i anerkendte magasiner, der med al tydelighed viser, at forskningsresultaterne får liv i anden forskningsmæssig sammenhæng. Der er i sig selv meget forskning indenfor dette felt.

Leave a Reply

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>